Maribo remise
Ved slutningen af første verdenskrig steg jernbanetrafikken på Lolland eksplosivt, og mange tiltrængte udvidelser af anlæggene blev iværksat.
Værkstedet i Maribo var blevet udvidet flere gange siden banens åbning, og i 1918 påbegyndte Det Lolland-Falsterske Jernbane-Selskab opførelsen af en helt ny rundremise i Maribo. Den blev fuldført i 1926.
Rundremisen fik plads til 8 damplokomotiver med adgang fra en drejeskive og til en dieselmotorvogn fordelt på 9 spor – pladsen til dieselmotorvognen var beregnet til Maribo-Torrig Jernbane (MTJ), der blev åbnet for drift i 1924. Der var også opholdstuer for lokomotivførere, lokomotivfyrbødere samt pudsere, baderum og fyrrum. I tilknytning til „Torrigremisen“ var der et mindre værksted.
Hvert spor har en eftersynsgrav mellem skinnerne til eftersyn og smøring af lokomotiverne. Over damplokomotivernes pladser er der skylights og en mindre røghætte i taget foruden et fælles røgaftræk til den høje (nu afkortede) remiseskorsten. Oprindelig var der dobbelt vandforsyning til lokomotivpladserne, dels søvand fra jernbanens vandtårn (ved værkstedet), dels vandværksvand.
Hele komplekset blev opført som en samlet bygning tidens remisestil af røde mursten og med paptag. Det bebyggede areal udgør ca. 1.400 m2.
Anlægget er stort set bevaret intakt – selv det beskedne brændeskur ved remisegavlen findes og anvendes stadig.
Vest for remisen lå kulgården til forsyning af damplokomotiverne med kul. Den er nu nedlagt, men en del af remedierne såsom kulspande og en vippekran til at løfte kulspandene op på kulbænken er bevaret. O 2015 etablerede Museumsbanen en ny kulgård.
I remisen var stationeret de lokomotiver, som anvendtes i togene til Bandholm, Rødbyhavn og Torrig, og desuden de rangermaskiner, der blev anvendt på Maribo station. Endvidere var der reservemaskiner til brug i tilfælde af nedbrud eller ved ekstra trafik. Sidstnævnte var der bl.a. om efteråret, når der skulle køres kul og kalk til sukkerfabrikkerne og korn og sukker til havnene og Statsbanerne.
Ved remisen sørgede remisearbejdere, pudsere og natfyrmænd, for, at damplokomotiverne var forsynede med kul og vand, og at de var opfyrede, når lokomotivpersonalet mødte for at overtage dem. De rensede også lokomotivernes fyr for aske og slagger. Lokomotivpersonalet mødte i remisen, hvor de havde skabe i de respektive opholdsstuer. De fleste havde deres faste ture, mens ”reserven” var klar til hurtig udrykning, hvis telefonen skulle ringe fra stationen.
I 1941 blev Torrigbanen nedlagt, og banens sidste dieselmotorvogn blev solgt, men andre diesellokomotiver var rykket ind i remisen i 1920-erne og 1930-erne til erstatning for damplokomotiverne, der var dyre i drift.
Midt i 1950-erne var moderniseringen af Lollandsbanen så langt fremme, at dampdriften ophørte, og bemandingen af remisen bortfaldt.
Museumsbanen
Da Dansk Jernbane-Klub blev stiftet i 1961, søgte klubben et sted at køre med veterantog. Ved stor velvilje fra A/S Lollandsbanens daværende direktør fik klubben tilladelse til at køre med veterantog på Bandholmbanen fra 1962, og klubben fik anvist plads til sit ene lokomotiv i remisen.
Siden har Museumsbanen Maribo-Bandholm udviklet sig med mange flere lokomotiver og vogne. Remisen er blevet den faste base, hvor driftsmateriellet er stationeret, hvor reparationer udføres, og hvor det frivillige personale møder og mødes. Det var derfor en naturlig udvikling, at Museumsbanen fik en lejekontrakt omfattende hele rundremisen i 1980-erne.
Sammen med remisen har klubben overtaget væsentlige jernbanetraditioner. Når toget kommer hjem til remisen efter en køredag, og vognene rangeres på plads, så anvendes navne på sporene uden for remisen såsom ”Torrig-sporet”, ”kulgårdssporet”, ”bakken” og ”retsporet”. Et damplokomotiv bliver herefter renset for aske på samme sted, som er blevet brugt siden 1920-erne. Endelig forsynes det med kul og vand, så det er klar til næste tur.
