Johan Rantzau (12. november 1492 12. december 1565). Dansk (holstensk) feltherre. Studerede krigskunst i England og i Spanien. Deltog sammen med hertug Christian i rigsdagen i Worms i 1521 hvor Martin Luther forsvarede sig overfor kejseren.
Deltog i forhandlingerne med Christian 2. 1522 og rådede hertug Frederik (Frederik 1.) til at tage i mod den danske krone.
Johan Rantzau ledede den nødvendige militære indsats og belejrede København og Malmø. For sin indsats fik han Krogen (det senere Kronborg) som len.
Bekæmpede Søren Norbys oprør og besejrede hans bondehær i to slag ved Lund den 28. april 1525 og ved Bunketofte den 4. maj 1525.
Han besejrede lübeckerne ved Eutin i 1534 hvorefter de blev tvunget til at slutte fred med hertugdømmerne. Samme år indtog Johan Rantzau Ålborg efter at bondehæren anført af Skipper Clement tidligere samme år havde besejret adelshæren syd for Ålborg (ved Svenstrup). Herefter tvang Johan Rantzau jyderne til at arvehylde Christian 3. på Viborg landsting.
I foråret 1535 fører Johan Rantzau tropper via Als og Helnæs til Fyn og senere til Middelfart for den 11. juni 1535 at tilføje lübeckerne det afgørende nederlag i Slaget ved Øksnebjerg.
Fra 1535 til 1540 var han lensmand på Riberhus.