Christian 4. (12. april 1577 - 28. februar 1648<ref name=gravsted_dk>christian4</ref>), søn af Frederik 2. og dronning Sophie af Mecklenburg, født på Frederiksborg Slot. Konge af Danmark-Norge (1588 - 1648) af den oldenborgske slægt. Ved faderens død i 1588 blev en formynderregering bestående af 4 rigsrådsmedlemmer indsat af Rigsrådet til at regere for den mindreårige konge. Først den 29. august 1596 blev Christian kronet til konge efter at have underskrevet sin håndfæstning.

thumb|300px|left|Christian 4. kronet til konge 29. august 1596 malet af [[Otto Bache 1887.]]

Giftermål, elskerinder og børn

Det følgende år den 27. november 1597 blev han gift med Anna Cathrine af Brandenburg (1575-1612). Det er ikke fuldstændig afklaret, hvor mange elskerinder han havde, men det vides med sikkerhed, at han fik mindst 23 børn (8 døde i barndommen). Med dronningen fik han seks børn, deriblandt den valgte tronfølger prins Christian (1603-47) (hyldet som „udvalgt prins“ 15. marts 1610) og den senere kong Frederik 3. Allerede inden dronningens død i 1612 havde kongen indledt et forhold til Kirsten Madsdatter og fået sønnen Christian Ulrik Gyldenløve. Med Karen Andersdatter fik han to (måske tre) børn, hvoraf kun Hans Ulrik Gyldenløve nåede voksenalder. Med Kirsten Munk, som han iflg. egen dagbogsoptegnelse giftede sig med til venstre hånd 31. december 1615, blev han far til 11 eller 12 børn (den yngste, Dorothea Elisabeth („den kasserede frøken“), ville han ikke vedkende sig faderskabet til). Blandt de øvrige børn af Kirsten Munk er bl.a. Leonora Christina, der som 15-årig blev gift med hofjunker, senere rigshofmester Corfitz Ulfeldt. Kongens og Kirstens mangeårige, stormfulde forhold endte med skilsmisse i 1628 i gensidig bitterhed og med anklager om utroskab. Sit livs længste forhold havde kongen til Vibeke Kruse, som han levede sammen med fra 1629 og til sin død. De fik sammen to børn, Ulrik Christian Gyldenløve og Elisabeth Sofie Gyldenløve. En norsk tradition hævder endvidere, at Christian 4. 1617 fik en datter, Alhed Povelsen (1617-1690), sammen med den dansk-norske adelsdame Ingeborg Andersdatter Huitfeldt. Christian 4. har sandsynligvis flere ukendte faderskaber, men der findes ikke historisk dokumentation for disse kongelige romancer. Det horoskop, Tycho Brahe satte op ved Christian 4.s fødsel, forudsagde, at han ville blive en vellidt og retskaffen konge og en stor kriger, men med anlæg for et dydigt liv, så han ville næppe få børn - og deri tog Brahe altså meget fejl. <ref>Peder Bundgaard: København - du har alt, forlaget Borgen, København 1996, ISBN 87-21-00499-9</ref>

Økonomisk politik

Økonomisk førte Christian 4. en merkantilistisk politik. Han tildelte købstæder handelsmonopoler, oprettede det islandske, det grønlandske og det ostindiske handelskompagni, og i 1616 erhvervede han kolonien Trankebar. I 1619 sendte kongen Jens Munk af sted med fregatten Enhjørningen og jagten Lamprenen for at finde søvejen til Indien og Kina nord om Canada (”Nordvestpassagen”). Inden afrejsen talte kongen selv under en gudstjeneste i Holmens Kirke til de 64 mand, der skulle afsted.

Krigsførelse

Men kongen havde ambitioner om at gøre Danmark-Norge til Nordeuropas stærkeste magt politisk, økonomisk og militært, men havde samtidig store problemer bare med at bevare den danske førerstilling i Norden, hvor svenskerne førte en kraftig ekspansionspolitik. Flåden blev kraftigt udbygget, men Danmark opnåede aldrig at få en bondehær, som kunne stå mål med den svenske. Kalmarkrigen fra 1611-1613, som måtte føres med dyrt betalte lejetropper, førte ikke til noget resultat, da de to lande var meget jævnbyrdige.

30-årskrigen

I starten af 1620'erne forsøgte kongen at drage Danmark ind i det, der senere skulle blive kendt som Trediveårskrigen. Gentagne gange afslog rigsrådet dette bl.a. med henvisning til, at den tyske kejser var for mægtig til, at det danske rige havde råd til en sådan krig. Rigsrådet var desuden betænkeligt ved svenskernes position i sagen og frygtede, at de kunne finde på at angribe landet, hvis det kom til at gå Danmark skidt i den tyske religionskrig. I marts 1625 valgte kongen at gå uden om rigsrådet; hans position som hertug af Holsten var uafhængig af den danske krone og dermed rigsrådet, og i kraft af dette blev han d. 26. marts valgt til ”kredsoberst” (militær øverstkommanderende) for den nedersaksiske kreds. Efter et års kamp frem og tilbage sluttede eventyret brat d. 17. august 1626, da kongens hær næsten blev udslettet i et slag uden for Lutter am Barenberg. Kongens foretagende endte dermed i fiasko og medførte, at Danmark officielt blev inddraget i Trediveårskrigen, da kejserens tropper, under general Wallenstein, året efter invaderede og udplyndrede Jylland. Efter at have narret den tyske kejser til at tro, at Danmark var på vej ind i en alliance med Sverige, lykkedes det i maj 1629 ved Lübeck at få forhandlet sig frem til fred og tilbagegivelse af Jylland til Danmark, samt Slesvig og Holsten til kongen, mod at han lovede aldrig igen at blande sig i tyske anliggender. Kongen fik i samme forbindelse én million rigsdaler af rigsrådet for at skrive under på fredsaftalen. De så det som en bedre investering end at risikere, at kongen ville føre krigen videre.

Torstensonkrigen

I 1643 forsøgte svenskerne gennem en knibtangsmanøvre at rette et dødsstød mod Danmark, og uden krigserklæring rykkede den svenske feltmarskal Lennart Torstenson sydfra ind i Jylland, og feltmarskal Gustav Horn nordfra ind i Skånelandene. Dermed var Torstenson-Krigen og Horns krig indledt, den krig, hvor den 67-årige Christian 4. i 1644 ledede et søslag på Kolberger Heide. Det var under dette søslag, at kongen mistede synet på sit ene øje, da en svensk kugle ramte en kanon på det danske flagskib Trefoldigheden. thumb|left|Den ældre Christian 4. malet af [[Karel van Mander.<br />Portrætsamlingen på Frederiksborg Slot.]] Krigen endte atter med et nederlag, og med Freden ved Brömsebro ophørte den danske dominans i Norden, og Christian 4. måtte herefter i større udstrækning rette sig efter Rigsrådet.

Eftermæle

right|250px|thumb|Våbenskjolde for Christian 4 og dronning [[Anna Cathrine af Brandenburg|Anna Cathrine fra Kompagniporten i Flensborg.]] Selv om hans regeringstid var præget af militære nederlag og økonomisk tilbagegang, fremstår Christian 4. som en af de mest fremtrædende, elskede og beundrede konger i rækken. Det skyldes ikke mindst de mange byer, han anlagde i sin tid: Christianshavn, Christianstad i Skåne og Christianopel i Blekinge, Christiania (Oslo), Kongsberg og Christianssand (Kristiansand) i Norge, og Glückstadt i Holsten. Byerne var anlagt efter renæssancetidens idealer, hvor gaderne ligger vinkelret på hinanden. I København efterlod han mange smukke bygningsværker som Børsen, Holmens Kirke, Rosenborg slot, Regensen, Trinitatis Kirke med Rundetårn, der var indrettet som observatorium og udført i mursten i rødt og gult (oldenborgernes egne farver), Nyboder, Proviantgården og Tøjhuset. Desuden lod han Frederiksborg Slot ved Hillerød ombygge til et smukt renæssanceslot. Dermed blev Christian 4. utvivlsomt den største bygherre, der har været i Norden.

Oprindeligt havde han planlagt en urbs novae (= ny by) med et rundt torv i midten, omgivet af 16 tilhørende gader anlagt i stjerneform. Kirken Sankt Anna Rotunda ville blive Nordeuropas største kirke, en værdig, protestantisk modvægt til Peterskirken, men den blev aldrig bygget færdig. Det blev derimot Tøjhusgraven (i dag bibliotekshaven), oprindeligt et stort bassin lukket ud mod havnen af en fæstningsmur og en lagerbygning, Galejhuset. Udenfor i vandet stod byens vartegn, en enorm søjle med Leda og svanen i omfavnelse. <ref>Peder Bundgaard: København - du har alt</ref>

Christian 4. døde den 28. februar 1648 på sit elskede Rosenborg Slot og blev gravsat i Roskilde Domkirke. Han efterfulgtes af sin næstældste søn Frederik 3.

børn

med dronning Anna Cathrine:

med Kirsten Madsdatter:

med Karen Andersdatter:

med Kirsten Munk: