Kalmarkrigen blev udkæmpet mellem Danmark og Sverige i årene 1611-1613, på grund af Sveriges forsøg på at bryde Danmarks monopol på handelen med Rusland. Eneste større slag blev udkæmpet i juni 1611, hvor den svenske hær blev besejret ved Kalmar. Men i 1612 foretog Gustav II Adolf et frygteligt hærgningstogt i Skåne. Ikke mindre end 24 kirkesogne samt købstaden Væ plyndres og brændes. Den nye svenskekonge blev derefter besejret af Breide Rantzau og den skånske adelsmand Anders Bille ved Vidstsø (Vittsjö) og undslap med nød og næppe med livet i behold. Kong Christian 4. opfordrede derefter de overlevende mennesker i Væ til at bosætte sig i den projekterede fæstningsby Christiansstad, som skulle blive en „lås for Skåne“. I januar 1613 underskrev Danmark og Sverige en fredsaftale ved Knærød. Resultatet af krigen var, at Danmarks stilling som den førende nation i Norden blev slået fast, og svenskerne måtte betale en stor krigsskadeserstatning.
