Stokkemarke station på Maribo-Torrig Jernbane
Næsten stik vest for Havlykke station fulgte banens største mellemstation Stokkemarke. Den lå 13,4 km. fra Maribo og havde læssespor, et krydsningsspor og et sidespor til en købmandsforretning. Dette sidste havde særlig betydning ved benzin- og olietransporter, idet olieselskabet Nafta havde en privat jernbanevogn optaget i Lollandsbanens vognpark. Den havde hjemsted i Stokkemarke. Stokkemarke station havde en vis godstrafik i forbindelse med stedets detailforretninger
I forbindelse med anlægget af den senere Lollandsbane mellem Nykøbing Falster og Nakskov diskuterede man - ikke mindst i Stokkemarke sogneråd -i begyndelsen af 1870’erne en linieføring af denne bane over Stokkemarke i stedet for gennem Christiansæde Skov med en station (Ryde), uden noget egentligt opland. Men ejeren af skoven, slægten Rewentlov, Brahetrolleborg ved Fåborg, havde store tanker om et savværk ved Ryde station, og sådan blev det. Med en station syd for Stokkemarke by på Lollandsbanen, havde det betydet, at Stokkemarke fortsat var en stationsby på linje med f.eks. Søllested.
Der var derfor næppe mange i sognet, der havde været optaget af anlægget af Maribo-Torrig Jernbane. Heller ikke mange som rigtig savnede den efter stoppet en vinterdag i 1941.
Med en station syd for Stokkemarke by på Lollandsbanen, havde det betydet, at Stokkemarke fortsat var en stationsby på linie med f.eks. Søllested.
En stor svaghed for benyttelse af Maribo-Torrig toget, var forbindelsen for rejsende ud over Maribo. Hvis man skulle rejse med toget til møde i København, og kun ville bruge en dag til det, var der ingen forbindelse med Torrig toget, der kunne bruges. Men ved at cykle de 7 km til Ryde station, kunne det nås.
Stokkemarke by var nok det sted, der havde brugt banen mest. En af Stokkemarkes købmænd, Peter Andersen, der foruden en købmandsbutik, også havde korn- og foderstofhandel, tømmerhandel, og lager for Nafta-benzin og olie, fik lagt et sidespor fra stationen ind på sit område. (Nu Stokkemarke Produkt, Vestre Landevej 314.) Peter Andersens forretning var nok banens største kunde med hensyn til godstransport.
Inde på stationens område var der ved et sidespor bygget en lagerbygning, øst for stationen, af L.M.A.F. (Lollandske Mejeriers Andels Foderstof forretning.) Denne Stokkemarke-afdeling blev bestyret af uddeler Brandt, Stokkemarke Brugsforening - Lageret blev senere flyttet til den nybyggede brugsforening.
Ved siden af lageret var en rampe, hvor der kunne holde en godsvogn for modtagelse af slagtesvin til Maribo Andelssvineslagteri. En gang om ugen stod slagter Alfred Lindhardsen, Stokkemarke klar til at mærke og registrere svinene efterhånden som landmændene kom kørende med dem på vognene. Selvfølgelig skreg grisene ved aflæsningen, og disse grisehyl var ikke rigtig noget for hesteører, derfor måtte man være særlig opmærksom på sine heste, medens det stod på med skrigeriet.
Ved stationen lå det obligatoriske pakhus mod vest. Begge de 2 bygninger (Sursvej 19) er nemme at kende på deres lighed med de øvrige stationer på banen: Nørreballe - Havløkke - Vesterborg og Lindet. Erikstrup og Birket havde et trinbræt.
Stationen var også posthus, så Pedersen var både stationsforstander og postmester.