Corfitz Ulfeldt f. 10. juli 1606 på Hagenskov slot ved Assens, d. mellem 14. og 20. februar 1664. Søn af rigskansler Jakob Ulfeldt og dennes hustru Birgitte Brockenhuus. Gift 9. oktober 1636 med Christian 4.’s og Kirsten Munks datter Leonora Christina. Opkaldt efter farbroderen.
Oldefædre på moderens side var rigsmarsk Frands Brockenhuus (død 1569 af de sår han pådrog sig under belejringen af Varberg) og admiral Peder Skram. Også Oluf Akselsen Thott – en af Akselsønnerne - er blandt hans forfædre, ligesom Tyge Krabbe der var hans tipoldefar.
Corfitz var på Herlufsholm skole 1613-1617; derefter blev han sendt på studierejse i flere europæiske lande sammen med fem af sine brødre fra 1618. Immatrikuleret ved universitetet i Padova 1628-29 hvor han studerede hos venetianeren Cesare Cremonini.
I december 1629 blev Corfitz Ulfeldt hofjunker og i 1630 kammerjunker hos Christian 4. Som kammerjunker var det hans ansvar at tilrettelægge kongens dagligdag.
23 år gammel blev han trolovet med den 9-årige kongedatter Leonora Christina, og i 1636 gjorde Christian 4. ham til medlem af rigsrådet og i 1637 tillige statholder på Københavns Slot, hvorved han fik tilsyn med Københavns forvaltning og ansvaret for orlogsværftet på Bremerholm, for Tøjhuset og for Provianthuset. På diplomatisk mission til England 1640 og 1642, og til kejseren i Regensburg 1641. Udnævnt til rigshofmester 1. april 1643. Sammen med Leonora Christina sendt på diplomatisk mission (ambassade) til Haag og Paris i 1646.
Efter Christian 4.s død styrede Ulfeldt Danmark i flere måneder, inden svogeren Frederik 3. blev indsat som konge. Forholdet mellem de to herskelystne herrer var ikke godt. Rigshofmester Ulfeldt gjorde i forbindelse med kongevalget 1648 alt for at indskrænke kong Frederiks magt. Denne indledte på sin side en undersøgelse mod Ulfeldt, hvor hans finansadministration blev gransket. Kongen underskrev 1651 et dokument i hvilket en hel række anklager blev rettet mod rigshofmesteren, bl.a. blev han mistænkt for at have begået underslæb for flere hundredtusinder daler fra Øresundstolden, som han personligt administrerede.
Ulfeldt fandt det da bedst at flygte til udlandet og gik derefter i svensk tjeneste. I Sverige arbejdede han år efter år på at ophidse den svenske regering mod Danmark. Da Karl X Gustav 1657 bestemte sig for at invadere Danmark, sluttede Corfitz Ulfeldt sig personligt til den svenske hær og drog som fjende frem gennem sit eget fædreland. Dermed blev han også medansvarlig for mordene på tusindvis af sine landsmænd. Ulfeldt lånte også velvilligt og af egen lomme den svenske konge den på denne tid svimlende sum af 150.000 rigsdaler som understøttelse; penge han med stor sandsynlighed havde stjålet fra den danske stat.
Med en dansk landsforræder ved sin side og med den danske stats penge i sin kasse lykkedes det således Karl X Gustav at erobre næsten hele Danmark, og en vis sadisme kan spores i den svenske konges træk ved fredsforhandlingerne at sende landsforræderen Ulfeldt som svensk forhandler mod hans gamle landsmænd.
I 1658 blev Ulfeldt udnævnt til en af guvernørerne over det erobrede Skåneland. Han kom imidlertid snart på kant med Karl X Gustav og blev bl.a. anklaget for at have røbet stormen på København under den anden danske krig.
Corfitz Ulfeldt blev idømt husarrest, mens han ventede på rettergang, men havde held til at flygte sammen med sin hustru Leonora Christina til Danmark, hvor de blev fængslet og anbragt på Hammershus fæstning på Bornholm. De blev dog utroligt nok løsladt efter et bønskrift og at de afstod alt, hvad de ejede.
Under en udenlandsrejse i 1662 fortalte Ulfeldt kurfyrsten Wilhelm af Brandenburg, at han planlagde at styrte den danske konge, og han tilbød kurfyrsten Danmarks krone. Da Wilhelm afslørede ham, blev Ulfeldt dømt til døden i Danmark.
Ham selv fik man aldrig fat på, men hustruen, kongedatteren Leonora Christina, blev arresteret under et besøg i England og sat i fængsel i Blåtårn på Københavns Slot. Hun blev først løsladt efter 22 år og døde 1698. Corfitz Ulfeldt døde 1664 i Tyskland som en ludfattig og forfulgt mand.
