'Christian 2.' (1. juli 1481 - 25. januar 1559<ref>christian2</ref>) var dansk konge af den oldenborgske slægt. Han blev født 1481 på Nyborg Slot som søn af kong Hans og blev allerede i 1487 valgt af det danske rigsråd som tronfølger. Han var konge af Danmark og Norge fra 1513-1523 og af Sverige fra 1520-1523.

Inden Christian kom på tronen, havde han været vicekonge i Norge 1506-1512. Her mødte han to hollandske kvinder, som fik stor betydning for hans liv: Dyveke, som han møder ved en dansefest på rådhuset i Bergen, og hendes moder, Sigbrit Willoms. Inden kroningen tvang de danske stormænd ham til at underskrive en streng håndfæstning, som begrænsede kongehusets magt på mange områder. I 1515 giftede han sig med Isabella af Habsburg, den senere kejser Karl 5.s yngre søster, som fik navnet Elisabeth. Trods dette ægteskab forblev Dyveke kongens elskerinde og store kærlighed, og han installerede hende i bekvem nærhed af kongeslottet. I 1517 døde Dyveke pludseligt, og kongen anklagede lensmanden på Københavns Slot, Torben Oxe, for at have forgivet hende, og trods forbøn fra Rigsrådet og hoffet lod kongen Torben Oxe halshugge. Efterfølgende negligerede kongen adelen, og Rigsrådet handlede herefter næsten udelukkende efter råd fra mor Sigbrit og Malmøs borgmester Hans Mikkelsen.

Efter Dyvekes død fattede kong Christian endelig interesse for sin unge dronning, og deres ægteskab udviklede sig til et af de smukkeste og mest harmoniske i kongehusets historie. Den karakterfaste og hengivne Elisabeth støttede kongen i ét og alt, og efter hans fald fra tronen rejste hun med ham i landflygtighed og fungerede som hans repræsentant overfor udenlandske statsoverhoveder da han forsøgte at vinde kongemagten tilbage. Elisabeth konverterede til protestantismen i 1523 og måtte lide den tort, at hendes børn blev taget fra hende af hendes katolske slægtninge for at de kunne vokse op i „den rette tro“.

I 1520 angreb Christian 2. Sverige. Sten Sture (den yngre) blev dødeligt såret, og kampen afsluttedes med overgivelse af Stockholms borg mod ubetinget amnesti til svenskerne. Den 4. november lod Christian 2. sig hylde som arvekonge og holdt i de følgende dage fest på Stockholm Slot. På festens fjerde dag blev slottets porte lukket, og en stor del af de festklædte bisper og adelsmænd blev fængslet. De tidligere modstandere anklagedes af biskoppen for kætteri, og halvfems af dem blev dømt til døden. Henrettelserne foregik på Stortorget i Stockholm med stor brutalitet. Ligene blev brændt på et bål uden for byporten. „Det Stockholmske Blodbad“ vakte forfærdelse i hele Europa - ikke mindst i Danmark, hvor adel og gejstlighed nu for alvor følte sig truede.

thumb|left|Christian 2. Christian 2. fortsatte sin borgervenlige politik med støtte til næringsliv og handel. I 1521 gav han efter nederlandsk forbillede købstæderne eneret på al handel. Adelen blev hermed frataget retten til at handle med egne varer. På det kirkelige område var det ikke længere tilladt at appellere domme til paven i Rom, hvilket formindskede kirkens uafhængighed af kongemagten. For at kunne hamle op med Hansestæderne indgik han forbund med Nederlandene. I 1521 erklærede Lübeck Danmark krig, og året efter udbrød et oprør mod Christian „Tyran“ i Sverige, som han blev kaldt efter „Det Stockholmske Blodbad“. Man kunne nemlig ikke moralsk forsvare at gøre oprør medmindre kongen var en despot.

Det endte med, at Sverige løsrev sig under ledelse af Gustav Vasa. I 1523 samlede Christian en hær af lejetropper til angreb på Sverige. De store skatteudskrivninger fik utilfredsheden til at blusse op, især blandt de jyske råder („Sammensværgelsesbrevet“ - udstedt i Viborg den 21. december 1522). Den tidligere så beslutsomme konge tabte modet. Det fortælles, at han tyve gange lod sig ro frem og tilbage over Lillebælt, inden han opgav forsøget på at samle tropper mod de jyske oprørere. Den 13. april 1523 flygtede kongen, dronningen og deres tre børn til Nederlandene, hvor de levede otte år i landflygtighed. Samme år tilbød den danske adel og gejstlighed tronen til Christians farbror, hertug Frederik af Gottorp (Frederik 1.), der i en alder af 52 år endelig kunne tage tronen i besiddelse.

thumb|250px|Christian d. 2 Frederik skrev til den nu landflygtige dronning Elisabeth, hvis magtfulde habsburgske slægt han gerne ville tækkes, og forsikrede hende om at hun (men ikke Christian) roligt kunne vende tilbage til Danmark - kong Frederik ville personligt sørge for at hun fik tilkendt enkedronningepension. Men den 22-årige dronning svarede med sit livs replik. Hun takkede høfligt sin mands farbroder, med „ubi rex meus, ibi regna mea“ - „hvor min konge er, der er mit kongerige!“

thumb|Christian 2.s underskrift

I 1531 foretog Christian 2. landgang i Norge, hvor han blev hyldet som konge. Året efter lokkedes han til forhandlinger i København under løfte om frit lejde, men farbroderen, Frederik 1., brød løftet og lod Christian føre som fange til Sønderborg Slot. I 1549 overførtes den nu 68-årige konge til Kalundborg Slot, hvor han havde lov til at bevæge sig udenfor og til at gå på jagt.

Men i januar 1559 døde Frederik I's søn kong Christian 3., og den gamle konges høje alder til trods blev vagten omkring Christian 2. fordoblet og hans privilegier indskrænket. Der var flere blandt rigets mægtigste der med bekymring skævede i retning ad Kalundborg, men blot tre uger senere gik kong Christian 2. ind til den evige hvile, og den nykårede kong Frederik 2. gav sin ulykkelige slægtning en kongelig begravelse i Gråbrødrekirken i Odense ved siden af hans forældre. Siden blev hans dronning overført fra Nederlandene, hvor hun i første omgang var gravsat. Alle de kongelige begravelser blev overført til domkirken, da Gråbrødre Kirke blev nedbrudt og epitafiet er opsat i Knud den Helliges kapel. Christian 2. er den eneste danske konge, som har overlevet to af sine efterfølgere på tronen.

Christian den gode

Kilder/eksterne henvisninger