Oplysningerne om Svend Povlsens barndom og ungdom er yderst sparsomme, men vi kan dog med nogenlunde sikkerhed slå fast, at Svend blev født i perioden 1608-10 i Verum Sogn i Vester Gønge Herred i det nordøstlige Skåne, hvor han voksede op på stedet Birkebjerge syd for Skeinge Sø. Hans far har måske været ridefogden Povel, som 1610 sættes i forbindelse med “Birkebjerge lensmandsresidens”, mens andre kilder omtaler ham som “en torpersøn fra Birkebjerge”.

Svend har haft meget af gøngernes nok så berømte vildskab og uro i blodet, da han allerede i en alder af femten år deltog i Trediveårskrigen. 7. juni 1625 fulgte han Christian 4. over Elben imod Weser for at bekrige katolikkernes overlegne styrker under Tilly og Wallenstein. Efter fredsslutningen blev han “med Welb. Oberste Holger Rosenkrandtz for en Gefrider [fenrik] med hans Regiment ad Nederland commenderit udj Printz von Orangiens Thienneste, huor jeg forbleff udj tho Aaer, som mit rictige Pass vdwiiser. Der effter haffuer begiffuet mig ind igen i mit Fæderneland, hour jeg aff Hans Kongl. May. er betroed at werffue et Compagnie thil Hest imod de Suendsche Anno 1643.” (Povlsens brev til krigskollegiet af 5. april 1673)

Ved hjemkomsten fra Holland gik Svend Povlsen i Christian IV’s personlige tjeneste som “Drabant og kongelig tjener”, hvilket var en særlig gunst for mange gønger. Fra juli 1641 til 1643 optræder han som major i kaptajn Hans Petersens kompagni i Halland, og under Horns Krig 1644-45 nævnes han først som sergent ved et kompagni i Øster Gønge Herred og siden som fenrik ved et dragonkompagni, der holdt til på Hallandsaas. I sine senere breve til Frederik 3. og Christian V omtaler han flere gange, hvordan han under denne krig hvervede et parti dragoner og førte imod kronens fjender. I den forbindelse fik han tilnavnet Svend Gynge (Gønge), som i Carit Etlars fortælling er blevet til Gøngehøvdingen.

I 1643 giftede Svend sig med en enke i Laholm, hvis søn Niels Lavridsen var en kæk, ung mand, der kom til at tjene ham som mønsterskriver. Efter krigen blev Svend boende i det svenskkontrollerede Halland, hvor han 1657 nævnes som husejer og borger i byen Laholm skønt bosiddende i Knærød. Oplysningerne stammer fra et brev fra det danske rigsråd til overgeneral Axel Urup i Skåne, hvor Urup anmodes om at hyre Svend Povlsen, som havde vist sig villig til at hverve et kompagni dragoner med heste og gevær.

Herpå fulgte en brevveksling mellem Svend og kommandanten i Helsingborg, Holger Vind, som d. 29. april erklærede, at “Aksell Urups Ordre haffuer ieg underschreffuen capitulerit med Suend Poffuelssen om et Compagnie paa 100 Dragoner at werffue till Hans Kongl. Maystz. Tienneste paa effterschreffuene Conditioner, at hannem schall giffues for huer Dragon udmunderet med Hest, Sadell, Bissell och Bysse 10 Rdr., men for een umunteret 1. Rdr. Att hannem schall forundes Qvarteer till sig och sinne Dragoner effter Handen, som de werbet vorder, udj Engelholmb. Att hand schulle bliffue munstert och giffuet Fahne, saa snart hand kunde bringe de 50 Dragoner op; att hannem Werbepenge schulle giffuess effter Haanden, som hans Werbing gaar for sig.”

En ny dansk-svensk krig var under opsejling, da Danmark ønskede revanche for den forsmædelige Brømsebrofred i 1645, hvor vi havde måttet afstå Halland for tredive år samt Jemteland, Herjedalen, Gotland og Øsel. Allerede ni dage efter at vi havde erklæret Sverige krig, kunne Svend d. 10. juni 1657 mønstre de første dele af sit kompagni i Helsingborg, hvor han fik udleveret en fane, som mandskabet sværgede til. Hans styrke talte da tres mand, herunder halvtreds beredne dragoner, ni befalingsmænd og en mønsterskriver (stedsønnen).

Næsten alt folket var hvervet i Svends hjemstavn i det sydlige Halland, hvis indbyggere var så dansksindede, at det svenske militær fandt det nødvendigt at lade dem afvæbne, hvad der dog blot øgede spændingen. I Skåne truede skåningerne deres smålandske grander med Holger Danske, som ville komme og hjælpe sine landsmænd, mens disse svarede, at de inden da ville have jaget alle danskere ud i Øresund! Selv om det gamle nationalhad levede i bedste velgående, var der dog også steder, hvor der blev sluttet bondefred mellem de danske og svenske grænsesogne.

I krigens begyndelse opererede Svend Povlsens fra området ved Engelholm og Hallandsaas, der var særdeles velegnet til partisankrig. Den 18. juli blev han i passet ved Himmelslev (Hemsle) overrasket af den svenske rigsdrot Per Brahe, der havde sneget sig ind på ham med en større fortrop af den svenske armé, som de danske friskytter umuligt kunne holde stand imod. Efter at have kæmpet tappert spredtes Povlsens mænd til alle sider, mens fjorten dræbte blev liggende tilbage på slagmarken. Kort tid efter havde Svend fået samlet de fleste af sine mænd i Engelholm sammen med den danske hær, som stod opmarcheret under Axel Urup og Ulrik Chr. Gyldenløve. Byen måtte imidlertid opgives ved Brahes hastige fremrykning.

Svend Povlsen deltog i kampene ved Genevadsbro d. 31. august og Katterup (Kattarp) d. 3 oktober. Alligevel måtte den danske hær trække sig ud af Halland, da det ulykkelige land var blevet fuldstændig udplyndret af de svenske soldater, så indbyggerne overalt havde søgt tilflugt i skovene for at ernære sig ved snaphaneri. Tilbage i Skåne blev Svend Povlsens dragonkompagni forlagt til Engelholm, hvor Bjerge Herreds bønder sørgede for dets underhold, og ved nytårstid blev Svend af Frederik III udnævnt til dragonkaptajn.

Skånelandenes tapre selvforsvar formåede ikke at bremse svenskernes sejrsgang i det øvrige land. Den 26. februar 1658 måtte vores forhandlere undertegne den skæbnesvangre Roskildefred, hvor hele det ældgamle Østdanmark tillige med Bohus og Trondhjems Len blev afstået. Herefter havde Svend Povlsen og hans friskytter intet andet valg end at forlade deres hjemstavn og søge tilflugt på det hærgede og ludfattige Sjælland.

Karl Gustav d. 10. fortrød snart, at han ikke havde taget hele Danmark, og den 7. august 1658 brød han freden og gik i land ved Korsør for at erobre Sjælland, der næsten var den eneste ubesatte del af riget. Han blev imidlertid overrasket af københavnernes seje modstandsvilje, og svenskerne påbegyndte deres langvarige belejring af København. Svend Povlsen, der havde haft planer om med sin familie at slå sig ned på Esrum Mølle i Nordsjælland og drive fiskeri i den smukke Esrum Sø, meldte sig straks under fanerne i hovedstaden, hvor flere af hans gamle soldater indgik i byens forsvar.

Fra sin udsatte og forholdsvis svage stilling i det belejrede København forstod Frederik III, hvor værdifuldt det ville være, hvis han kunne mobilisere den sjællandske befolkning ude i købstæderne og landsbyerne til at rejse sig imod besættelsesmagten. Han begyndte derfor at kigge sig om efter en førerskikkelse, som med historikeren Severin Kjærs udtryk „ikke alene besad Evne og Snildhed, men, som tillige havde Mod og Vilje til at paatage sig det vovelige og halsbrækkende Hverv, at snige sig gennem den fjendtlige Belejringshær, der omsluttede Hovedstaden, eller ogsaa at gaa en anden ligeledes farefuld Vej, nemlig Søvejen, saa han med en Baad sneg sig ud fra den belejrede By og gjorde Landgang et eller andet Sted paa Kysten.

Og dog var Hvervet ikke engang endt hermed, det tog snarere sin Begyndelse nu; thi naar den paagældende kongelige Udsending endelig var naaet ud paa Landet, da gjaldt det om, hvorvidt han havde Evnen til der at virke ind paa Landbefolkningen og opflamme denne til virksom Modstand mod Fjenden“.

Den rette mand var hurtigt fundet! Den 22. august 1658 erklærer Frederik III i et opråb til den sjællandske almue, at bønderne er pligtige til at „giøre Fienden ald muelig Afbrech oc Schade; til hvilcken Ende vi oc naadigst hafver anbefalet Svend Povelsen sig ud paa Landet at begifve oc Almuen at samle. Thi bede vi eder alle oc enhver, som Fienden Afbreck giøre vil, af ald Magt hannem behielpelig vere udj ald, hvis hand eders Tieneste kand behøfve, oc hvorved Fienden ald Schade og Nachdeel kand tilføyes.“

Svend Povlsen udbad sig derefter et beskærmelsesbrev, i hvilket majestæten garanterede hans kone og børn livsvarig forsørgelse „dersom hand udj voris och Fædernelandets Thieniste schulle bliffue schut och omkommet“. Efter på den måde at have sikret sig sin families fremtid forlod han København ombord på den norske skipper Niels Bergs fartøj.

I den kommende tid opererede han i Sydsjælland, ifølge Severin Kjær fortrinsvis i egnene omkring Præstø og Præstø Fjord, hvor hans friskytter fra deres skjulesteder i krat og kløfter i de store, tætte skove gjorde livet surt for den svenske okkupationsmagt. På knap en til to måneder likviderede Svend Povlsens mænd således tre officerer, 26 underofficerer og 184 menige soldater, hvilket fremgår af hans indberetninger til den danske konge!

Mange af friskytterne havde hjemme i nærområdet, da svenskerne ved deres grusomme fremfærd havde skabt den perfekte grobund for en mindre folkerejsning; eksempelvis kan nævnes Peder Kristoffersen fra Smidstrup, Anders Bødker fra Gunderslevholm, Lauritz Hemmingsen fra Sjolte og Rasmus Hugger, der havde tjent hos Anna Lindenov på Bækkeskov.

Sydsjælland er rigt på folkesagn om Svend Povlsens bedrifter, som ved siden af deres ofte historiske kerne vidner om befolkningens udelte sympati. Et gennemgående realistisk træk er Svends store talent som spion. Præsten Peter Ditlev Faber fra Jungshoved beretter, at „Svend Povlsen solgte fødevarer til de svenske tropper, og derfor var han tit sammen med dem. Ofte drak svenskerne øl hos Svend Povlsen, mens han selv sørgede for at holde sig ædru.

Derved fik han en del oplysninger om de svenske troppers anlæg, og hvor mange mænd de var. Disse oplysninger gav han videre til den danske hær. […] Svend forklædte sig f.eks. som en smed, bissejøde, tigger og også som en gammel kælling, der haltede. I disse forklædninger kunne han opholde sig sammen med svenskerne. På den måde kunne han stadig få oplysninger, som han gav videre til sine mænd, således at de kunne angribe de svenskere og dræbe dem, som tog ud på plyndring.“

De historiske kilder lader os heldigvis heller ikke i stikken, og f.eks. ved vi med sikkerhed, at Svend engang havde fået nys om, at der på fastsatte tidspunkter i Snesere Præstegård blev leveret en større mængde slagtekvæg (nød) og andre fødevarer til fjenden. Da dagen oprandt, var friskytterne parate til aktion og faldt over de intetanende svenskere, som mistede tre kvartermestre og seks ryttere under de hårde kampe, der strakte sig udover hele landsbyen.

Svends mænd deltog også i overfaldet på Vordingborg den 22. september, hvor de forstærket med mandskab fra Christoffer Lindenow på Nykøbing indtog slottet og skød 27 ryttere. Opholdet i Sydsjælland blev dog med tiden for hedt for den lille friskytteskare, og Svend beretter i sin rapport om, hvordan fjenden udkommanderede 2000 ryttere og dragoner for at jage ham: „Da var udkommanderet Grev Ludvig med sit Regiment og 4 Kanoner, som blev liggende i Faxe i 6 Uger.

Hvorfore, der Folket saa, at jeg ikke kunde faa Kvarter til dem, og de var i deres Fjenders Hænder, har de draget bort fra mig, hvor de sig selv kunde beskytte - undtagen nogle faa, som blev hos mig, og drog med Nød over til Niord, (Nyord) en lille Ø i Jungshoved Len. Mens Vandet saa var aabent, har jeg ofte været over at gøre caput saa mange, vi kunde overkomme […]“.

Svend mistede bl.a. omtalte Lavrids Hemmingsen, som han i et brev til Frederik III beskriver som en „goed erlig, throe dansch Karll“. Hemmingsen blev af svenskerne taget ynkeligt af dage og lagt på stejler, og en lignende skæbne er sikkert blevet mange andre af Svends friskytter til dels, for efter krigen skriver rigsmarskal Johan Kristoffer Kørbitz, at „En Del Menneskers døde Kroppe ere beliggende paa vildene Mark her og der i Lenet, af Fugle og andet ere det Moksen fortærede; nogle ere her rettede, lagt paa Stejler af de Svenske for en ringe Aarsag, fornemmelig, at de deres Herre og Konning og deres Fæderneland Troskabs vilde bevise, og fornemme Godtfolk kan være paarørende.“

Efterfølgende vendte Svend Povlsen tilbage til København, som han var med til at forsvare under svenskernes afviste storm natten mellem d. 10. og 11. februar 1659. Derefter deltog han i feltmarskal Hans Schacks togt til Holsten og Fyn, hvor han svømmede i land ved Kerteminde og kæmpede imod de på bredden stående svenske soldater, ligesom han sloges i det sejrrige slag ved Nyborg 14. november 1659.

Efter freden fik Svend af kongen overdraget godset Lundbygård vest for Bårse, men den gamle kriger var ingen landmand og kom hurtigt i økonomiske vanskeligheder, da der tilmed dukkede gammel gæld op fra krigens tid. Det hele gik tilbage for ham, og han endte med at passe gæs for sin datter! Han tog dog livligt del i egnens drikkegilder og førte en række retssager for sig selv og sin svigersøn Hans Svendsen. I 1673 fik han bevilliget en sølle pension på 30 rigsdaler om året.

Ved siden af denne indtægt ernærede han sig ved flere overfarter til Skåne, hvor han i største hemmelighed rejste rundt i landet og holdt mismodet mod Sverige ved lige. Da Skaanske Krig nærmede sig, og hans fødestavn i det besatte Østdanmark stod overfor sin endelige befrielse, sendte han flere breve til Christian V, hvor han gjorde opmærksom på, hvordan han tidligere havde tjent dennes far og farfader og nu bad om lov til på ny at træde i kongens tjeneste.

I et af brevene hedder det, at han „thil Hans Kongl. May., min allernaadigste Arfueherris Thienniste och Kongens och Landetz Defention, saalenge mit Bloed udi mig er warmt, schal flitig lade bruge. Oc effterdi jeg er een vdaff Rigetz indføde, da haffuer jeg udj Krigs-Occasioner weret øffuet, siden sl. høyloufflig Kong Christian den 4. vdfoer her aff Riget imod Keyseren […]“.

I 1675 blev han vagtmand på Stevns, hvor han afpatruljerede kysten med sine ryttere, og året efter var han tilbage i Skåne med titel af major. Dette ses af, at kommisarius Jæger i den danske lejr ved Landskrone den 16. juli 1676 fik befaling til at udbetale 200 rdl. til „major Svend Povlsen for hvervningen af noget mandskab samt 10 rdl. for en måneds traktement“, som majoren så kvitterer for. Det vides dog ikke, hvor meget Svend Povlsen nåede at deltage i krigshandlingerne, da han d. 29 november lå syg i København, hvorfra han muligvis er vendt tilbage til vagtmandskabet på Stevns.

Den sidste oplysning, vi har om ham, stammer fra d. 2. februar 1679 og omhandler, hvordan han i en alder af halvfjerds år deltog i et sydsjællandsk drikkegilde, som endte med en retssag.

Svend Povlsens bedrifter levede længe videre i sjællandske og skånelandske stedsagn og blev siden udødeliggjorte af Carit Etlar, hvis værk opildnede mange modstandsfolk til dåd under den tyske besættelse i fyrrerne. Også i dag kan hans minde vel formane os til at stå vagt om gamle Danmarks frihed og ære samt styrke og vedligeholde forbindelsen med vores folkefæller på den anden side af Øresund!

• Tidslinje Svend Poulsen

• Etlar, Carit: Gjøngehøvdingen (1853)
• Etlar, Carit: Dronningens Vagtmester (1855)