Nørreport T Kn (Nørreport station) er trinbræt på Boulevardbanen for både S-togs- og fjerntogstrafik.
Diagonalt på jernbanesporene er Metrospor og perroner bygget, på et lavere niveau.
Stationen er opkaldt efter den i 1857 nedrevne byport Nørreport. Den blev anlagt i forbindelse med Boulevardbanen og åbnede 1. juli 1918. De to vestre jernbanespor, der fra starten var beregnet til nærtrafik, og som siden 1934 har indgået i S-banen, blev dog først taget i brug 1. oktober 1921, idet materialeknapheden under 1. verdenskrig forsinkede anlægget. Oprindeligt var der kun planlagt perroner ved nærtrafiksporene, men pga. forsinkelsen i anlægsarbejdet indså man, at lokaltogene til Rungsted i hvert fald midlertidigt skulle benytte fjerntogssporene, og derfor valgte man også at bygge en perron her. Pladsen tillod dog kun en perron, der var væsentligt smallere end nærtogsperronen og ligger lidt forskudt i forhold til denne.
På overfladen bestod stationen oprindeligt af to cirkelrunde bygninger på hver side af Frederiksborggade − i folkemunde kaldet suppeterrinerne − der rummede billetsalg, ventilationsanlæg og en lille ventesal for sporvognspassagerer.} Arkitekten for de nybarokke pavilloner var DSB's overarkitekt Heinrich Wenck. Disse bygninger blev revet ned i 1932 i forbindelse med en ombygning af stationen forud for S-banens åbning, men trappenedgangene blev dog genbrugt. Dekorative elementer fra den oprindelige station kan stadig ses ved de to trapper til S-togs-perronen - en balustrade ved den sydligste trappe og et par piedestaler ved den nordligste trappe. Desuden eksisterer stuklofterne i „rørene“ stadig. Samtidig måtte man i 1932 sænke nærtrafiksporene for at gøre plads til køreledninger. Det samme skete i 1985 for fjerntrafiksporene i forbindelse med elektrificeringen af Kystbanen. Den nye station fra 1934, der stadig er kernen i den eksisterende station, er tegnet af Wencks efterfølger K.T. Seest. Som noget nyt var stationsnavnet bøjet i neonrør på taget af den funktionalistiske bygning. I 1980'erne blev de oprindelige bueåbninger mellem S-togs- og fjerntrafikperronerne blændet af og erstattet af støjdæmpende paneler.
Under anlægget af metroen blev man i foråret 1999 klar over, at jordforholdene omkring stationen var mere komplicerede end først antaget, og at udgravningen af gangtunnelen ville medføre store gener for S-togs-trafikken. Man overvejede en mindre kompliceret højtliggende tunnel hen over S-togs- og fjerntogssporene, men efter længere tids politisk tovtrækkeri mellem DSB, Banestyrelsen, Ørestadsselskabet og trafikministeren valgte man i januar 2000 at holde fast i den oprindeligt planlagte dybtliggende tunnel.1)2) I de 30 måneder, udgravningen stod på, var jorden omkring Nørreport frosset ned, således at man kunne grave uden at vand og sand kunne strømme væk og ødelægge stationen og de omkringliggende bygninger. I 9 måneder var halvdelen af S-togs-perronen spærret, således der kun var udstigning fra togenes forreste fire vogne.3)
