Gode konjunkturer for landbruget i 1800-tallets anden halvdel gav proprietærerne mulighed for at modernisere bygningerne. Her fik de det udseende, vi ser i dag. De gamle udbygninger og stuehuset i bindingsværk blev erstattet af moderne, grundmurede bygninger. De nye gårde bestod af tre- eller firelængede anlæg med et stort stuehus, som ikke var bygget sammen med de øvrige længer. I midten af den store gårdsplads var der ofte et træ, et springvand eller en græsplæne med flagstang. I tilknytning til gården blev der typisk opført en allé og en parklignende have - som var det en herregård.

Særlig vægt lagde man på at give stuehuset et herskabeligt udseende. Både størrelsen og den ydre og indre stil havde betydning. Det nye stuehus var både længere, bredere og højere end det gamle bindingsværkshus og havde typisk en symmetrisk facade. Et karakteristisk træk var de såkaldte frontispicer - en slags kviste, hvor facadens midterparti blev ført op i første sals højde. Den blev afsluttet med en trekant eller bue. Hensigten var at skaffe mere plads og - ikke mindst - at give bygningen et herregårdslignende præg. Omgivelserne måtte gerne se, at der her boede en velhavende gårdmand.

• Proprietærforeningen