Jeg havde en onkel. Han var stationsfortander i Vejen, og altid et besøg værd. Mine første erindringer fra Vejen Station stammer tilbage fra først i 1970'erne. Ofte overnattede vi i stationens lille gæsteværelse - med udsigt til sporarealet. Dengang var der stor aktivitet omkring stationen. På godssiden var der Alfa margarine, Phoenix, FDB, alt det løse, og det daglige rangertræk til Brørup. Og så naturligvis posttoget. På passagersiden var der endnu ikke stiv køreplan. Persontogene var i starten fremført fremført af Mo, eller Mx. Senere kom Mr til. Godstogene blev fremført af My og Mx, senere Mz.

Allerede dengang var Vejen det sidste sted i Danmark med et større mekanisk sikringsanlæg med blokpost i fuld drift. Der var også Tønder, men der var signalgivningen til flere spor aflyst. Derudover var der de mindre vestjyske stationer. Som forstanderens gæst var der uhindret adgang til alle stationens seværdigheder. Jeg tilbragte meget tid i kommandoposten, var jævnligt på besøg i blokposten, og sommetider med köf'en ad det tidligere TKVJ sport til FDB, eller rangertrækket til Brørup. Under stormfloden i 1979 sneede vi inde på Vejen station. Uvejret bevirkede meget ekstra arbejde, og jeg blev udkommanderet til at feje sporskifter, eller passe post 2 midt om natten, hvor stationen ellers skulle have været ubetjent. Ikke helt efter reglerne, men dem fortolkede man anderledes i 1980'erne.

Dengang foregik togmeldingen med gamle håndvingstelefoner, ad de stangrækker der gik langs banen. Det var et lukket telefonsystem, der kun måtte bruges til togmeldinger. Meldinger til Lunderskov var for det meste lige efter bogen. Til Brørup kunne et sprøjtetog derimod godt meldes som „bladanekspressen“, og ikke som arbejdstog xxxx. Engang havde den fungerende en snak med kollegaen i Brørup om sikrngsanlægget. Den fungerende havde været til SR kursus og havde svaret forkert på et spørgsmål om et fremskudt signals visning ved indkørsel med hastighedsviseren visende „pil ned“ Han havde svaret ét grønt blink, det skulle have været gult blink. Da der senere blev sat indørsel til spor 1, med „pil ned“, se da viste deet gode gamle apparat ét grønt blink. Fejlen blev vist aldrig rettet.

En anden gang var lyntoget til Struer via Esbjerg brudt ned på strækningen mellem Lunderskov og Vejen. Rangerpersonalet meldte at de med øjebliks varsel kunne køre ud og hente lynet, det havde de prøvet så mange gange. Men nej, Lundeskov var den station der sidst havde ekspederet lynet, derfor var det Lunderskov der skulle lede bjergningen af lynet. Der blev tilkaldt hjælpemaskine fra Fredericia. Og passagererne sad så og frøs i næsten 2 timer. Lynets hjælpediesel var brudt ned. Faktisk havde lokoføreren kontaktet Vejen via det offentlige telefonnet, for han mente at Falck kunne få maskinen igang igen hvis lynet kunne blive slæbt til Vejen. Han vidste åbenbart hvad der ville ske hvis Lunderskov fik nys om problemerne. Imidlertil kunne Vejen ikke sende et køretøj ud mod lynet ad venste spor uden at underrette Lunderskov. Det blev der ikke noget ud af.

Blokposten var et ensomt sted, den vagthavende skulle blot betjene apparatet hver gang der kommer et tog. Der kunne godt gå en time uden tog på visse tider af dagen. Til adsprdelse havde man en stor stak blade, mange af dem „Rapport“. Blokposten havde ingen ansvar for togmeldinger, skulle blot stille de togveje der blev frigivet af kommandoposten. Efter togvejens benyttelse, skulle blokposten så blokere togvejslinealen igen. En gang skulle DJK komme igennem med D maskinen. Toget skulle til Esbjerg i forbindelse med Havfriske Dage, og fremførtes som materieltransport af D826, for egen kraft. Materieltransporten var henved 4 timer forsinket, det var blevet mørkt da toget endelig kom. Samtidigt med at der var sat gennemkørsel Fredericia-Esbjerg for damptoget, var der sat indkørsel for et lyntog fra Esbjerg til spor 3. Damtoget brusede igennem, batterierne i slutlygterne var nærmest flade. Blokposten kune ikke se nogen slutlygter, vidste end ikke engang der skulle komme et damptog. Han troede det var lyntoget fra Esbjerg der var kommet, på grund af al den røg. Så han satte indkørselssignalet fra Esbjerg på stop, men fandt så ud af at togvejslinealen var blokeret fordi der ikke var sket togvejsopløsning. Han ringer til kommandoposten for at få tilladelse til nødopløsning. Kommandoposten har imidlertid en rasende lyntogsfører i røret, han måtte katastrofebremse fordi I-signalet blev taget lige for næsen af ham. Signalet blev sat igen, og toget kunne fortsætte.

Sikringsanlæget var unikt ved at være fuldt funktionsdygtigt. Det var sjovt at se det gamle anlæg i brug. Anlægget har aldrig været i uorden, når undtages at en lidt uheldig lokofører kørte 3 sporskifter op, deraf et aflåst. Det var ca 1/2 år før anlægget blev afløst af daglyssignaler. Der var ikke noget at gøre, det gamle anlæg måtte repareres. At ekspedere tog igennem spor 1, særligt fra Esbjerg var en krævende opgave. Den togvej kunne ikke indstilles på under et minut. Når jeg overnattede på Vejen station blev jeg altid vækket kl 5.15 om morgenen af et gennemkørende godstog. Herefter skulle det gamle anlæg vækkes, nøgler skulle hentes i pengeskabet, og der skulle låses op, hvorefte andre nøgler kunne udtages, dem skulle blokposten bruge til at låse sit apparat op med. Så skulle der stilles indkørsel fra Fredericia til Spor 1, et godstog var på vej. Så fik Köf'en travlt med at splitte godtoget ad, Mx'en der havde fremført godstoget returnerede til Fredericia med en enkelt personvogn som lokaltog. Om morgenen mellem 5 og 7 skete der meget spændende på Vejen station. Senere på dagen skete der andre spændende ting. Bådtoget Englænderen dundrede igennem, fremført af en eller to My, og en samling vogne hvoraf der sjældent var to ens. På det tidspunkt hvor Englænderen skulle komme, var der ellers meget stille, men en dag var der travlt ved telefonen og billetsalget, og som tilskuer fik jeg besked på at stille gennemkørsel mod Esbjerg, toget var meldt, og ved at være op over. Da repetersignalet i kommandoposten viste at det fremskudte signal nu viste to grønne blinklys kunne jeg høre de to My'ere blive gasset op et sted ude mod øst. Senere dundrede toget igennem spor 2 så det gungrede i wirerne til sporskifterne. Når Englænderen skulle den anden vej, mod Fredericia var der det problem at der i køreplanen lå et reginaltog der kun lige akkurat kunne nå til Lunderskov, inden Englænderens passage. Sommetider måtte Vejen nøjes med at sætte indkørsel for Englænderen, og så håbe at regionaltoget blev meldt ankommet til Lunderskov inden Englænderen gik helt i stå foran udkørselssignalet. Det skete sommetider alligevel. Så hang passagerne ud af viduerne og gloede på personalet i kommandoposten, der bare sad og ventede. „De tror garanteret at vi er for dovne til at rejse os og sætte signal“ Så ringede telefonen, jo nu var regionaltoget ankommet til Lunderskov, så kunne der sættes udkørsel for Englænderen i en fart. „Så fik de dovne folk lettet røven. Det var sikkert trafikministeren der ringede og skældte dem ud“… Uanset hvad den fungerede i Lunderskov selv mente om den sag, trafikminister det var han ikke.

Alle billeder på disse sider er ophavsretligt beskyttet. Copyright 1999 Kim Christensen

Print/export