Gunnar Flemming Juncker (12. september 1904 - 25. marts 2002), var en dansk godsejer og modstandsmand. Ejede Overgård Gods frem til 1981.

Baggrund og karriere

Der opføres en 18.000 tons atm. tryk tank på en gammel teglværksgrund i Lyngsodde ved Lillebæltsbroen, og der importeres diverse traktor- og transporttanke, for at have materiellet klar til den forventede efterspørgsel. Det første år afsættes 25.000 tons ammoniak til direkte anvendelse som kvælstofgødning. Til fremme af denne gødningshandel stiftes selskabet A/S Ammonia, som holder først 55 %, siden 65 % af aktiekapitalen i Ny Nitrogen ved efterhånden at købe Grace % Co ud, medens D.N.I. beholder 35 % (1966). Prisen er ca. 72 øre pr. kg, ca. en tredjedel af Norgesalpeterens pris og kun totredjedele af dennes førkrigspris. Som forudset førte introduktionen af billig ammoniak til et fald i priserne også på de faste gødninger, og Danmark havde fra da af lavere gødningspriser end alle dets konkurrenter. Kun i USA, Canada og Mexico bruges ammoniak i tilsvarende stil som i Danmark. Efter sammenslutningen med A/S Ammonia udvidedes Lyngsoddeanlægget til en overgang at være verdens største nedkølede ammoniaklager med en kapacitet på 83.000 tons.<ref>Men morsomt har det været - Erindringer, side 157-160</ref>

Juncker som modstandsleder

Flemming Juncker organiserede og var den første leder af modstandsbevægelsen i Jylland. Juncker blev kontaktet i 1941 af barndomsvennen Stig Jensen, der via kontakter i Sverige var kommet i forbindelse med den engelske organisation Special Operations Executive (SOE), der aktivt fremmede modstanden i tyskbesatte lande. Juncker blev bedt om at skaffe en nedkastningsplads, hvor engelske fly kunne nedkaste agenter og materiel til Danmark. Dette skulle blive startskuddet til en omfattende organisation. Første modtagegruppe, der etablerede nedkastningsplads Mustard Point i Allestrupgård Plantage, fik Juncker sat i værk 11. marts 1943 ved kontakt med Marius Fiil fra Hvidsten Kro. Dette blev til den senere berømte Hvidstengruppe.

Jens Tolstrup

Senere knyttede Juncker først Christian Ulrik Hansen og siden Anton Jens Toldstrup som sin højre hånd i modstandskampen. I april 1944 måtte Juncker forlade landet. Han tog til England og arbejdede for SOE der. Ledelsen i Jylland blev overtaget af Toldstrup og Den lille Generalstabs Vagn Bennike.

Ingeniør Duus Hansen

Juncker satte sin nære ven Svend Olufsen ind i problemet med de fra England medsendte radioapparater, som var store som små håndkufferter og vanskellige at føre rundt på diskret vis og som let gik tabt. Svend Olufsen forstod til fulde problemet og sagde at han havde den helt rigtige mand til opgaven, Ingeniør Duus Hansen. Duus Hansen byggede hurtigt nogle nye radiosæt som ikke fyldte mere end telefonbøger, og han organiserede radiotjenesten ved at finde gode operatør-emner og uddanne dem, så dem danske illegale radiotjeneste ved krigens slutning fremstod som Europas bedste og Duus Hansens apparater blev kopierede i England, til nedkastning i andre besatte lande. Han indførte også automatisk transmission, så lange medddelser kunne afvikles på et brøkdel af et sekund, således at den tyske pejletjeneste næppe fik et ben til jorden, før sendelsen var færdig. I krigens sidste 3/4 år var den danske illegale telegrafforbindelse til England af et sådant omfang, at den mentes langt at overstige fredstidens legale trafik både før og efter.<ref>Men morsomt har det været - side 109 </ref>

Junckers Savværk

Junckers Bøgebrædder blev en meget anvendt gulvbelægning, og Juncker fremhævede selv virksomhedens store betydning for bevarelsen af de danske bøgeskove; træ, som tidligere var brugt til brænde kunne nu afsættes til gavn for skov-ejernes økonomi, og for beskæftigelsen: Ved sin storhedstid i begyndelsen af 1970'erne var fabrikken i Køge oppe på at have 1.100 medarbejdere og producerede bl.a. egen gulvlak („Blitza“) og lim baseret på produktet fra firmaets egen cellulosefabrik, som anvendte restproduktet fra opskæringen af bøgekævlerne til stave. Der var undertiden uenigheder i bestyrelsen, fordi skovejerne ville markedsføre gulvene som et luksusprodukt og tage mere for dem, medens Juncker altid stejlt fremhævede at udsalgsprisen skulle være lav, således at de kunne konkurrere med fyrretræsgulve, som var det formål, med hvilket Juncker i sin tid var gået ind i markedet. Juncker kunne med rette hævde, at hvis de havde sat prisen op i 30'erne og altså prissat gulvene som et luksusprodukt, så var der kun blevet solgt meget lidt, med dertil hørende problemer for skovejerne. Efter at have tabt indlydelse i bestyrelsen fra 1938-60, fik han fra 1960 igen fuld kontrol, hvilket resulterede i en tilbagevenden til firmaets kerneprodukt, de stavlimede bøgebrædder, som i årene derefter forbedredes væsentligt gennem indførelsen af en pressetørringsteknik, som udover at gøre brædderne formstabile også resulterede i en smukkere glød, fordi sukkerstoffer indeholdt i træsafterne karamelliseredes ved opvarmningen til 160°C.

Samfundsdebatør

Han var Venstre-mand af den gamle skole, og hans tilgang til debatten var den individualistisk-liberalistiske. Udgangspunktet var modstandskampen, som udover dens militære sigte også rettede sig imod samarbejdspolitikken. Herfra går der en lige linje til så vigtige hændelser som tilslutningen til NATO i 1949 og til EF i 1972, idet Juncker dog ikke kunne acceptere EFs politiske forvandling til EU.

Flemming Juncker var et helt usædvanligt menneske og har i tre krisesituationer for dansk erhvervs- og samfundsliv: krisen i trediverne, den tyske besættelse 1940-45 og landbrugets mekanisering efter 1945 kunnet anvise helt nye løsningsmodeller, ubundet som han var af traditionens ofte så lammende magt.<ref>[http://www.historie-online.dk/nyt/bogfeature/elefanten.htm BogFeature: Elefanten - En biografi om Flemming Juncker] - HistorieOnline.dk</ref><ref>[http://www.pdfnet.dk/default2.asp?show=1399&foldud=1399&tybe=4 Flemming Juncker Flemming Juncker] - PDFnet</ref> == Bøger == *Men morsomt har det været - 1983 ISBN 87-00-54643-7 *En gård skifter hænder