Allerede 80 år før Den tyske Orden blev grundlagt, havde franske riddere i 1118 aflagt løfte overfor den latinske patriark af Jerusalem om at beskytte pilgrimmenes adkomst fra middelhavskysten og frem til Jerusalem og de omliggende hellige steder. Det var tempelridderne, og deres orden blev godkendt af pave Honorius III. I 1128 fik de deres ordensregler. I anden halvdel af 1100-tallet skal deres medlemstal være vokset til omkring 30.000, og ordenen havde tillagt sig megen rigdom. Den næste store ridderordenen blev konstitueret i 1135: Hospitals-ordenen, også kaldet Johanittene. Den tyske orden tog sine forbilleder fra disse to ridderordener.

Der fandtes allerede et tysk (teutonsk) hospital for pleje af syge tyske pilgrimmer i Jerusalem, da byen var hovedstad i korsfarerkongedømmet Jerusalem. Det havde en kirke dedikeret til den hellige Jomfru Maria. Dette hospital var underlagt johanitterordenens stormester. Men i 1187 erobrede muslimernes hærfører Saladin Jerusalem, og pave Gregor 8. opfordrede til et nyt korstog for at genvinde byen. Kort tid efter begyndte det tredje korstog.

Købmænd fra Bremen og Lübeck, som deltog i belejringen af Akko i det nordlige Galilæa, tog i 1189 initiativ til oprettelse af en tysk hospitalsorden, som skulle være klar til at overtage den videre drift af Sanctae Mariæ Teutonicorum-hospitalet efter, at korsfarerne havde genindtaget Jerusalem. Ordenen blev oprettet i 1190 uden for Akkos mure.

thumb|left|300px|Pave Celestin III godkender ordenen

Efter at Richard Løvehjerte generobrede Akko i 1191, blev byen den nye hovedstad i korsfarerkongedømmet Jerusalem, og Den tyske orden fik hovedsæde der. Det skulle blive langvarigt. Korsfarerne ville sandsynligvis havde formået at generobre Jerusalem, men Richard Løvehjerte - som vidste, at de fleste af dem så hurtigt ville vende tilbage til Europa derefter, og at byen derefter ikke ville kunne modståt fornyede erobringsforsøg - foretrak at slutte fred med Saladin i 1192 og overlade byen i muslimernes hænder mod løfte om, at ubevæbnede kristne pilgrimme skulle få fri adgang til byen og dens hellige steder.

Pave Klemens III gav i 1191 hospitalordenen en foreløbig pavelig godkendelse. Den tyske orden overtog Tempelriddernes grundregler og Johannittenes karitative regler. I 1196 gjorde pave Celestin III godkendelsen endelig. Men allerede to år efter skulle ordenen ændre karakter.

Derefter forlod mange korsfarere Det hellige Land. Mange af de tyskere, som blev tilbage, blev grundstammen i Den tyske Orden. Beslutningen om at omdanne sygeplejeordenen til en militærorden blev taget i 1198, og i 1199 fik de pavelig godkendelse som ridderorden af pave Innocent 3. efter forbillede fra tempelridderne og johanitterordenen. De etablerede sig militært flere steder i og rundt om Akko. Med støtte fra den tysk-romerske kejser Fredrik 2. indløste og overtog de feudalrettighederne til en række små feudalherrer. De overtog og udbyggede Chastiau dou Rei i 1220 og etablerede sig i borgen Judyn og i Montfort-borgen (tysk: Starkenburg, arabisk Qal'at el Qurein) ved Wadi Qarn. Montfort var teutonernes vigtigste befæstning, men den blev indtaget af bibarerne i 1271.

Ordenen organiserede sig territorielt (fra mindste til største enhed) i: * „kommender“ (lokale ordenshuse), * „ballier“ (provins), * lande og til øverste * internationale niveau. Medlemmerne på de forskellige trin var ledet af henholdsvis en komtur, landkomtur, landmester og stormester.

I 1196 havde ordenen alene ordenshuse i Det hellige land, i Akko, Askalon, Rama og Zamsi. I 1197 etablerede de ordenshuse i Barletta og Palermo. Så fulgte den ene grundlæggelse efter den anden: I det tysksprogede område opstod kommendene i: * Halle (1200), * Bozen (1202), * Praha (1204), * Reichenbach i Hessen (1207), * Nürnberg (1209), * Aichbach og Regensburg i Bayern (1210), * Mergentheim (1219). De etablerede sig desuden i: * Hellas (1209), * Burzenland (Siebenbürgen, 1211, * Holland (1218), * Schweitz (1225), * Frankrig (1228), * Preussen (1230, og i * Livland (1237.

Ordenen overtog tillige øen Mainau i Bodensøen i 1270.

Ordenen fik i 1299 også en kvindelig gren, for nonner som drev hospitaler (Schwestern vom Deutschen Haus Sankt Mariens in Jerusalem). De åbnede det første hospital dette år i Kunitz ved Bern, og snart kom flere til. I løbet af høj- og senmiddelalderen fik den kvindelige gren huse blandt andet i: Sterzing (Sydtyrol), Utrecht, flere steder i Frisland og i Elsass, i Koblenz, Bern, Frankfurt am Main, Sachsenhausen (ved Frankfurt), Maastricht, Marburg, Wetzlar, Freiburg im Breisgau, Mühlhausen i Thüringen, Köln, Liège, Bernheim, Eger, Ellingen, Halle an der Saale, Mainz, Marienwerder, Speyer, Weinheim, Wien og Zwätzen.

Omkring år 1300 fandtes henved 300 kommender. Ordenen var da repræsenteret fra Sverige i nord til den sydlige Italien. Den havde et kirkeligt privilegium til at forkynde korsfareraflad, hvilket bidrog til deres indtægter og formueopbygning.

I 1262 oprettede Den tyske Orden et komtur i Sverige. Hovedsædet lå i Årsta slott i landskabet Södermanland. Derfra drev de handel i hele Sverige og rekrutterede medlemmer. Den tyske ordens engagement i Sverige varede til 1467, da den svenske rigsforstander Erik Axelsson købte Årsta og ordenens øvrige gods i landet. Over halvdelen af de svenske besiddelser lå i området Österhaninge, og omfattede foruden Årsta blandt andet også Vendelsö, Sandemar og Gålö.

Fra 1398 til 1408 okkuperede ordenen også øen Gotland i Østersøen.

Efter det tredie korstog bestemte ordenen sig for at tilbyde sine tjenester til kristne fyrster, som ville bidrage til kristningen af de områder i Østeuropa, der endnu havde hedenske folkeslag. I 1211 tog kong Andreas 2. af Ungarn imod tilbuddet, og gav dem området Burzenland<ref>omtrent det senere Siebenbürgen</ref> i Transsylvanien. Til gengæld forsvarede de kongedømmet Ungarn mod kumanerne. Samtidig skete en systematisk indvandring til dette område af saksere og andre tyskere, og de efterstræbte en større grad af uafhængighed fra Ungarn. I 1224 bad Den tyske orden pave Honorius III om at blive stillet direkte under pavelig myndighed i stedet for under Ungarn, hvorefter kong Andreas reagerede ved at udvise dem i 1225. Dog blev det tilladt andre indvandrere at blive.

thumb|400px|upright=2.5|Den tyske Ordens besiddelser i Europa omkring 1300

I Polen inviterede hertug Konrad I af Masovia samme år ordenen til sig for at kæmpe mod den baltiske stamme preusserne. Konrad var ikke hersker over hele Polen, men den klart mægtigste af de ulige landsdelsfyrster. En anden ridderorden, Sværdbrødreordenen, var allerede aktive blandt balterne, men de virkede længere mod nord i Baltikum. Denne ridderordenen var blevet oprettet af biskop Albert von Buxhoeven af Livland i 1202 (godkendt af paven to år efter) med det formål at bekæmpe de hedenske liver, kurlændinge og estere. Konrad grundlagde også en egen korsfarerorden med tanke på forsvaret mod preusserne, Dobrinerridderordenen (således kaldet efter sit sæde i byen Dobrin, egentlig „Milites Christi Prucie“), men denne formåede ikke meget og udgjordes oprindeligt blot af 15 riddere fra Mecklenburg i Tyskland. Med tiden blev de flere.

Den tyske ordens stormester på daværende tidspunkt, Hermann von Salza (ordenens fjerde stormester, regerede fra 1209 til 1239) kunne i 1225 lægge grunden til oprettelsen af en egen statsdannelse efter som hertug Konrad havde lovet dem Kulm-området (tysk: Kulmerland) og de områder, som de måtte erobre som modydelse for deres militære innsats mod preusserne. Deres engagement i området var begrundet med, at de baltiske stammer ikke blot havde vægret sig imod at tage imod kristendommen; de dræbte også missionærer og hærgede og brændte munke- og nonneklostre. Ordenens engagement blev dermed efterspurt af samme grund, som det som var sket i Levanten: Defensio Christianitatis. Allerede i 1228 havde de etableret sig på borgen Nessau ved Wisła, kort efter på borgen Vogelsang i samme område.

Hermann var klog af skade efter den behandling, som ordenen havde fået fra ungarerne efter deres indsats i Butzenland, og klarede at få kejser Fredrik 2. til at give ordenen vidtgående fuldmagter (Gullbullen fra Rimini, 1226). Denne bulle gav Den tyske Orden samme grad af uafhængighed over sine „ordenslande“, som rigsfyrsterne i det tysk-romerske kejserdømme nød godt af.

thumb|upright=1.5|Den tyske Ordens erhvervelser i Preussen og de i [[1237 tilsluttede Sværdbrødreordenens besiddelser i Kurland og Livland indtil 1260]]

Ridder Hermann Balk blev udnævnt til provinsial for Preussen, og sammen med 28 korsriddere og en hel hær af korsfarere fra Tyskland indledte han to korstog med startpunkt i to byer, de grundlagde: Thorn (1231 ved Wisła-flodens bred vis-à-vis borgen Vogelsang) og Kulm (1233). Den lille dobrinerordenen blev slet og ret optaget i Den tyske Orden i 1235. Nogle af dens riddere fortsatte på egen hånd her og der i endnu et tiår. Korstogene blev til en 25-årig krig og blev fulgt af tysk kolonisering af dele af de områder, som de havde underkastet sig.

I 1234 kom Hermann von Salza til enighed også med den romerske kurie. De områder, som Den tyske Orden skulle erobre, skulle ikke lægges ind under den tysk-romerske kejsers myndighedsområde, selv om de skulle have status som del af kejserdømmet. Da havde Den tyske Orden allerede fået fodfæste øst for floden Wisła (Weichsel).

Korstoget mod preusserne bølgede frem og tilbage, og landet var ikke endeligt erobret og sikret før end i 1283. Året efter blev desuden det vestlige Pomesania erobret ved slaget ved floden Sirgune (tysk: Sorge). Ordenen arbejdede systematisk for en tysk indvandring og for germanisering, og således kom de baltiske preusserne efterhånden i mindretal og blev samtidig germaniserede.

En række tyske byer blev grundlagt i hele det område, som skulle blive kendt som Preussen. Nogen af de vigtigste byer, som blev grundlagt af Den tyske orden, eller eksisterende byer eller landsbyer, der fik tildelt stadsret af ordenen, var:

• Thorn (1231),
• Kulm (1233),
• Marienwerder (1233),
• Memel (1252),
• Braunsberg 1254,
• Königsberg (1255<ref>byen blev opkaldt efter kong Ottokar 2. af Böhmen</ref>,
• Frauenburg (1270) og
• Marienburg (1279).

I 1243 organiserede den pavelige legat Vilhelm af Modena på opdrag af pave Innocent IV fire bispedømmer i Den tyske Ordens sydbaltiske områder: Kulm, Pomesania, Ermland og Samland. Det skulle imidlertid tage nogle år, før alle bispestolene var besat. Op gennem tiden blev disse bispestole i reglen besat af geistlige tilknyttet Den tyske Orden.

I 1237 kom Den tyske Orden Livlands Sværdbrødreordenen til undsætning. Sværdbroderordenen var efterhånden blevet tappet for kræfter og havde lidt nederlag i et vigtigt slag mod litauere og semgallere i 1236 ved Saule. Efter som ordenen og det katolske Livland dermed svævede i stor fare for sin fortsatte eksistens, gav paven i 1237 sin tilladelse til, at Sværdbrødrene indgik i en føderation med Den tyske Orden. (Snart smeltede de to ordenene sammen og Sværdbrædreordenen blev en gren af Den tyske Orden under navnet Den Liviske Orden.) Dermed sad Den tyske orden nu pludselig også midt i Baltikum, og kontrollerede Kurland, Semgallia og Livland.

Med nye kræfter og ledet af biskop Hermann von Buxhoeven af Dorpat, broder til Albert af Riga, forsøgte Den tyske Orden og Sværdbroderordenen sammen med danskerne i det nordlige Estland et fremstød mod Novgorod, men den ca. 2.000 mand store styrke blev slået tilbage af omkring 6.000 russere under Aleksander Nevskij af Novgorod ved slaget på den islagte Peipus-sø (estisk: Peipsi järv) den 4. april 1242.

thumb|right|Mønt slået af Den tyske Orden thumb|right|Mønt slået af Den tyske Orden

Livland, og særligt Riga og Dorpat (estisk: Tartu), gennemgik en stærk økonomisk vækst i 1200-tallet, blandt andet på grund af russerhandelen med Novgorod. I 1255 blev bispedømmet Riga ophøjet til ærkebispedømme, noget som også bidrog til at give Livland karakter af et selvstændigt ordensland.

I 1309 fik Den tyske Orden også kontrollen med Pommerellen. Da overførte Den tyske ordens 15. stormester, Sigfried af Feuchtwangen, ordenens hovedkvarter fra Venezia til den tyske ordens fæste i Marienburg umiddelbart øst for Pomerellen, og de udbyggede borgen til en mægtig og imponerende fæstning. En vigtig medvirkende årsag til flytningen var, at ordenen havde set hvordan, det var gået med Tempelridderne, og derfor så sig tjent med et hovedkvarter langt væk fra de europæiske stormagter og deres intriger.

Antallet af ordensriddere oversteg aldrig 1.000, men hele ordenslandet var militært organiseret, og med den stadige tilgang af nye riddere (også fra andre ridderordener) var det ikke vanskeligt for Den tyske Orden at hævde sig over for nabolandene, særligt Litauen, hvis befolkning var nært beslægtet med preusserne og hedenske, som disse havde været.

thumb|upright=1.5|Den tyske Ordens besiddelser og erhvervelser i Preussen og Livland til 1410

I 1346 ervervede Ordenen i nord også Hertugdømmet Estland i den nordlige del Estland fra Danmark, idet kong Valdemar Atterdag af Danmark var i pengenød og solgte Estland efter en estisk folkeopstand, som Den tyske Ordens liviske gren, Den Liviske Orden, medvirkede til at slå ned.

Under stormesteren Winrich von Kniprode blev teutonerriddernes ordensland udbygget voldsomt. I 1370 vandt ordensridderne (under Schindekopf) et afgørende slag mod litauerne (under Olgierd og Kejstut) ved Rudau lidt nord for Königsberg i det nordlige Samland. Ordenen begyndte da med en planmæssig kolonisering også på landsbyniveau - i alt blev henved 1.400 landsbyer grundlagt på kort tid. Flere hansestæder blev også grundlagt, og Hanseforbundet etablerede sig stærkere i området. Snart udviklede der sig en stærk rivalisering mellem Den tyske Orden og hansaen.

Litauerne blev kristnede få år senere efter, at deres storhertug Jagellon gik over til den katolske tro, da han giftede sig med kongeriget Polens tronarving Jadwiga i 1386. Dermed var det ikke længere nogen hedenske folkegrupper i denne del af Europa, og Den tyske Orden havde egentlig mistet sin raison d'être i området.

thumb|Aftalen mellem Den tyske Orden og dronning [[Margrethe 1. om tilbagekøbet af Gotland]]

Stormester Konrad von Jungingen (1393-1407) fordrev i 1398 de såkalte vitaliebrødre (eller fetaljebrødrene) - en fribytterbande, som opererede fra Visby på øen Gotland, og derved sikrede Den tyske Orden østersøhandelen. Den afsatte svenske konge, Albrecht af Mecklenburg, havde ladet fetaljebrødrene etablere sig på Gotland i 1396, og herfra hærgede de i hele Østersøområdet. I marts 1398 sendte Den tyske Orden en stor flåde med 4.000 mand og 400 heste til øen. Den 21. marts gik de i land i Klintehamn, og forsvarerne trak sig tilbage til det vel befæstede Visby. Den 5. april kapitulerede forsvarerne under Sven Sture. Den tyske Orden efterlod en styrke på 200 mand, og Gotland forblev under deres kontrol frem til april 1408, da dronning Margrete af Danmark-Norge-Sverige købte øen tilbage.

Under Konrad von Jungingens lederskab blev ordensområdet også udvidet med erhvervelsen af området Neumark i vest i 1402 (egentlig fik ordenen det som pant af keiser Sigismund; dette område var det eneste, som lå inden for det tysk-romerske kejserriges grænser).

Desuden lykkedes det Konrad - midlertidigt - at erobre området Samaitia i 1404. Samaitia lå i øst, mellem det østlige Preussen og det sydlige Livland.

400px|right|thumb|Maleri af Jan Matejko

Nogen yderligere ekspansion blev ikke mulig, dels fordi alle omliggende områder efterhånden var blevet katolske og således ikke med rimelighed kunne være korsfarermål, dels fordi Polen og Litauen i 1386 indgik en union og dermed både blev militært stærkere end ordensridderne og omgav det meste af ordensområderne mod øst, hvorved der ikke levnedes noget ekspansionsrum. Få år senere formåede en kombineret polsk-litauisk hærstyrke under ledelse af Ladislaus II (konge af Polen og storhertug af Litauen) at slå ordensridderne i slaget ved Tannenberg (Grunwald) den 15. juli 1410 så eftertrykkeligt, at de aldrig mere skulle udgøre nogen trussel for sine polske og litauiske naboer. Den tyske Orden mistede 600 riddere i slaget. Ved freden i Thorn i 1411 måtte de afgive Samaitia, og udrede enorme krigserstatninger; deres finanser blev grundigt svækket. For at dække gælden pålagde ordenen høje skatter og afgifter inden for sine områder. Dermed fik de den lokale landadel og byerne imod sig, og gav dermed også polakkerne en anledning til at fiske i rørt vande og opildne til splid og misfornøjelse.

I 1433 blev store dele af Neumark og Pommerellen i Preussen hjemsøgt af plyndrende og myrdende husitter. I Pommerellen gik det særlig ud over området "Schlochauer Land".

thumb|right|250px|Den tyske Ordens slot i [[Malbork (Marienburg)]] thumb|300px|upright=2.5|Det efter den anden fredsaftale i Thorn 1466 tilbageblevne ordensland Preussen samt besiddelserne i Livland; det med grønt viste [[Ermland havde i lighed med Danzig reelt en suveræn status]]

I 1440 oprettede en række byer og adelsmænd „Det preussiske forbund“ rettet mod sine magthavere i Den tyske Orden, og i 1454 gjorde de opstand. De første kampe fandt sted ved Schlochau og Konitz. På grund af Polens indgriben skulle krigen vare i næsten 13 år. I 1455 solgte Den tyske Orden tilbage til Brandenburg ved kurfyrst Fredrik 2. af Brandenburg. I 1466, ved den anden fredsaftale i Thorn måtte Den tyske Orden afstå Pommerellen, Kulm, Michelau, Marienburg, Pomesania, Danzig, Elbing og Ermland til den polske krone. Eftersom de også mistede selve Marienburg, måtte stormesteren flytte til Königsberg.

For at kunne hævde sig mod de stadig stærkere polakker måtte de støtte sig mere og mere til tyske fyrster. Selve stormesterværdigheden blev overført til en tysk fyrste i 1497.

Livland var ikke berørt af fredsaftalen i Thorn. Men tidligt i 1500-tallet kom også ordenslandet Livland under stærkt pres - ikke fra polakkerne, men fra russerne, som ville sikre sig havne ved den baltiske østersøkyst. Wolter von Plettenberg, Den tyske ordens landmester i Livland (1494-1535), formåede at standse russernes første fremstød ved slaget på Smolinasøen i 1502, men han evnede ikke at dæmme op for ordensstatens gradvise sammenbrud, som blev forårsaget af interessemodsætninger mellem biskopper, stæder (særlig Riga) og landadelen.

Fra 1497 var det en tysk fyrste, som havde embedet som stormester for Den tyske Orden og dermed var herre over det, som nu blev kaldt Preussen. Men den anden af disse nye stormestrene, Albrecht af Brandenburg-Ansbach, udnyttede sit embede (1510-1525) til at sekularisere Preussen (det vil sige omdanne det til et verdsligt fyrstedømme).

Albrecht havde ved sin tiltrædelse nægtet at aflægge troskabseden over for den polske konge, som han var skyldig til ifølge fredsaftalen fra Thorn, og gik til krig mod polakkene i 1519. Krigen kom til en foreløbig afslutning i 1521, da der blev indgået en fireårig våbenstilstandsaftale. Albrecht brugte tiden til at skaffe sig allierede i Tyskland, på rigsdagen i Nürnberg 1522/23.

Mens han var i Nürnberg, blev han vundet over til den lutherske reformations sag ved Andreas Osianders prædikener. I al hemmelighed kontaktede han Martin Luther i juni 1523 og bad om råd om hvordan, han skulle gå frem for at få Preussen over på reformationens side. Han aflagde i denne hensigt også Luther et hemmeligt besøg i Wittenberg, i september 1523, og i det følgende fulgte han de råd, som han havde fået.

Albrecht støttede reformationsprojektet ved at indsætte den tidligere fransiskanerpater Johannes Briessmann som domprædikant i Königsberg (1523), og ligeledes Paul Speratus til hofprædikant (1524), og Johann Poliander (Gramann) til sognepræst ved Altständische Kirche i Königsberg (1525). Under beskyttelse af de reformationsvenlige ordensbiskopper Georg von Polentz af Samland og Erhard von Queis af Pomesania udøvede de tre og deres medhjælpere en hektisk reformatorisk aktivitet.

I april 1525 sluttede Albrecht fred med Polen. Han nedlagde stormesterembedet og trådte ud af Den tyske orden, erklærede den for opløst i Preussen, omdannede ordensområderne til et stort hertugdømme som len under Polen, og aflagde lenseden for kong Sigismund I. Han gjorde det udvidede Brandenburg (nu kaldet Preussen) til et arvefyrstedømme for sit eget fyrstehus, under den polske krones formelle lensoverherredømme. At den polske og katolske konge gik med til dette, overraskede hele den katolske verden og særlig de pavelige og kejserlige hoffer.

Da Den tyske Ordens øvrige ledelse blev stillet over for Albrechts apostasi og tabet af ordenslandet, fandt de medlemmer, som befant sig i de ikke-reformerede områder af Tyskland, i 1526 en ny leder, Walter von Cronberg, som blev stormester til 1543. Kejser Karl 5. godkendte dette provisorisk i 1527, i 1529 var omstillingen formelt vedtaget i ordenen, og i 1530 blev det godkendt både af kejseren og af paven ved den pavelige legat ærkebiskop Lorenzo Campeggio.

Walter von Cronberg residerede i Mergentheim i Franken. Efter, at Preussen var gået tabt, havde ordenen fremdeles tolv ballier i det tysk-romerske rige. Men de gik også tabt, den ene efter den anden. Da Nederlandene blev splittet i to i 1579/81, blev den nordlige del kalvinistisk. Dermed var den katolske ridderordenens nærvær i de nordlige Nederlandene også forbi. De tolv ballier var: {| border=„0“

* Thüringen * Alden Biesen * Hessen * Sachsen

* Westfalen * Franken * Koblenz * Elsass-Burgund

* An der Etsch und im Gebirge (Tirol) * Utrecht * Lothringen * Østerrike

* 1190 Ordenen grundlægges af korsriddere fra Bremen og Lübeck som et hospital i Jerusalem. * 1198 Orden gøres til en ridderorden. * 1245 Ordensregler antages efter Johanniterriddernes forbillede. * 1231 Krig mod de hedenske preussere, et baltisk folk. Tyske Orden grundlægger en stat i Østpreussen. * 1260 falder Karl Ulfsson, søn af Ulf Fase, i Kurland. Han testamenterer mange gårde i Sverige til Tyske orden, som derved kan oprette en svensk komtur. * 1291 Efter ordenens ekspansion i Østeuropa flytter ordenens stormester til Marienburg. * 1200-1300-tallet Ordenen erobrer Preussen, den oprindelige befolkning - preussere underkues. * 1308-1467 har Tyske orden sin svenske afdeling i Årsta, syd for Stockholm. * 1410 Slaget ved Tannenberg - Polen og Litauen besejrer den Tyske Ordens ridderhær. * 1466 Polen erobrer Vestpreussen fra Tyske Orden. Stormesteren flytter til Königsberg i Østpreussen. * 1525 Ordensstaten sekulariseres, og danner hertugdømmet Preussen, siden forenet med Brandenburg. De gamle ordensområder udgør Østpreussen. * 1803 Rigsdagen i Regensburg bekræfter, at Den tyske Orden er repræstenteret i det tyske rigsfyrsteråd. Beslutningen mister sin betydning, da det Tysk-romerske rige opløses i 1806. * 1809 Tyske Orden opløses i Napoleons Rhinforbund. * 1834 Tyske Orden genetableres i kejserriget Østrig af Frans I. * 1927 Samtlige lande i Østrig-Ungarns gamle område anerkender den Tyske Orden som en åndelig orden. * 1929 Pave Pius XI fastsætter det nye reglement for Tyske Orden; herigennem specificeres dens status som en rent åndelig. * 1938 Tyske Orden opløses i Østrig efter Anschluss. * 1939 Tyske Orden opløses i Tjekkoslovakiet efter den tyske besættelse. * 1945 Efter krigsafslutningen rekonstrueres den Tyske Orden som en regulær munkeorden i den Romersk-katolske kirke.

{|

Meister Sibrand 1190<br /> Gerhard 1192<br /> Heinrich 1193/94<br /> Heinrich, preceptor 1196<br /> 1.Heinrich Walpot 1198-1200<br /> 2.Otto von Kerpen 1200-08<br /> 3.Heinrich von Tunna gen. Bart 1208-09<br /> 4.Hermann von Salza 1209-39<br /> 5.Konrad von Thüringen 1239-40<br /> 6.Gerhard von Malberg 1240-44<br /> 7.Heinrich von Hohenlohe 1244-49<br /> 8.Gunther von Wüllersleben 1249-52<br /> 9.Poppo von Osterna 1252-56<br /> 10.Anno von Sangershausen 1256-73<br /> 11.Hartmann von Heldrungen 1273-82<br /> 12.Burchard von Schwanden 1283-90<br /> 13.Konrad von Feuchtwangen 1291-96<br /> 14.Gottfried von Hohenlohe 1297-1303<br /> 15.Siegfried von Feuchtwangen 1303-11<br /> 16.Karl von Trier 1311-24<br /> 17.Werner von Orseln 1324-30<br /> 18.Luther von Braunschweig 1331-35<br /> 19.Dietrich von Altenburg 1335-41<br /> 20.Ludolf König 1342-45<br />

21.Heinrich Dusemer 1345-51<br /> 22.Winrich von Kniprode 1352-82<br /> 23.Konrad Zöllner von Rotenstein 1382-90 <br /> 24.Konrad von Wallenrode 1391-93<br /> 25.Konrad von Jungingen 1393-1407<br /> 26.Ulrich von Jungingen 1407-10<br /> 27.Heinrich von Plauen 1410-13<br /> 28.Michael Küchmeister 1414-22<br /> 29.Paul von Rusdorf 1422-41<br /> 30.Konrad von Erlichshausen 1441-49<br /> 31.Ludwig von Erlichshausen 1450-67<br /> 32.Heinrich Reuß von Plauen 1467-70<br /> 33.Heinrich Reffle von Richtenberg 1470-77<br /> 34.Martin Truchseß von Wetzhausen 1477-89<br /> 35.Johann von Tiefen 1489-97<br /> 36.Friedrich von Sachsen 1498-1510<br /> 37.Albrecht von Brandenburg-Ansbach 1510-25<br /> 38.Walther von Cronberg 1527-43<br /> 39.Wolfgang Schutzbar gen. Milchling 1543-66<br /> 40.Georg Hund von Wenckheim 1566-72<br /> 41.Heinrich von Bobenhausen 1572-90/95<br /> 42.Maximilian von Österreich 1590/95-1618<br /> 43.Karl von Österreich 1618-24<br />

44.Johann E. von Westernach 1625-27<br /> 45.Johann Kaspar von Stadion 1627-41<br /> 46.Leopold Wilhelm von Österreich 1641-62<br /> 47.Karl Josef von Österreich 1662-64<br /> 48.Johann Kaspar von Ampringen 1664-84<br /> 49.Ludwig Anton von Pfalz-Neuburg 1684-94<br /> 50.Franz Ludwig von Pfalz-Neuburg 1694-1732<br /> 51.Clemens August von Bayern 1732-61<br /> 52.Karl Alexander von Lothringen 1761-80<br /> 53.Maximilian Franz von Österreich 1780-1801<br /> 54.Karl Ludwig von Österreich 1801-04<br /> 55.Anton Victor von Österreich 1804-35<br /> 56.Maximilian Joseph von Österreich 1835-63<br /> 57.Wilhelm von Österreich 1863-94<br /> 58.Eugen von Österreich 1894-1923<br /> 59.Bischof Dr. Norbert Klein 1923-33<br /> 60.Abt Paul Heider 1933-36<br /> 61.Abt Robert Schälzky 1936-48<br /> 62.Abt Dr. Martin Tumler 1948-70<br /> 63.Abt Ildefons Pauler 1970-88<br /> 64.Abt Dr. Arnold Othmar Wieland 1988-2000<br /> 65.Abt Dr. Bruno Platter 2000-<br />

reflist

* [http://www1.uni-hamburg.de/Landesforschung/Literatur/Quellen.htm Die Quellen zur Geschichte des Deutschen Ordens in Preußen – Aufsatz von Prof. Jürgen Sarnowsky] (tysk) * [http://www1.uni-hamburg.de/Landesforschung/Literatur/Entwicklung1.htm Entwicklung und Strukturen des Deutschen Ordens – Aufsatz von Prof. Jürgen Sarnowsky] (tysk) * [https://www2.landesarchiv-bw.de/ofs21/olb/struktur.php?archiv=2&klassi=2.01.003&anzeigeKlassi=2.01.003 Archivalien des Deutschmeisters (in Mergentheim) im Staatsarchiv Ludwigsburg (mit Online-Katalogen)] (tysk) * [http://www.spiegel.de/lexikon/52666747.html Der Ordensstaat an der Ostsee] (tysk)

* Den Tyske Ordensstat * Ridder * Ridderskab * Memelland

*[[Ridder]]
*[[Ridderskab]]