Østpreussen (tysk: Ostpreußen) var indtil 1945 en tysk provins mellem floderne Weichsel og Memel. Hovedstaden var Königsberg.

I 1231 grundlagde den Tyske Orden en stat i området ved at besejre den preussiske urbefolkning i en række korstog.

Østpreussen var hertugdømme fra 1525. I 1618 tilfaldt provinsen Brandenburg, og den var fra 1701-1918 en del af kongeriget Preussen.

1918-1939 var Østpreussen adskilt fra det øvrige Tyskland af Den Polske Korridor.

Østpreussen var Tysklands kornkammer. Området havde en stor landbrugsproduktion, der især havde afsætning i de tæt befolkede områder i det vestlige Tyskland.

Efter den 2. verdenskrig blev området delt, sådan at den sydlige del tilfaldt Polen, mens den nordlige del blev et sovjetisk landområde, hvor den gamle hovedstad, Königsberg, i 1946 blev omdøbt til Kaliningrad opkaldt efter den sovjetiske forbryder (såkaldt præsident) Mikhail Kalinin. Østpreussen havde før 2. verdenskrig cirka 3,5 millioner indbyggere, 96 % var tyske, resten polakker, litauer eller masurer.

Da Den Røde Hær i januar 1945 satte det endelige angreb ind mod Østpreussen, tog millioner af tyskere på flugt vestpå. Under flugten omkom et ukendt antal mennesker, primært gamle, kvinder og børn. Flugten foregik for de flestes vedkommende til fods i vinterkulde til mere sikre områder i primært Schleswig-Holstein, Mecklenburg og Niedersachsen.

På Potsdamkonferencen blev Østpreussen delt af Polen og Sovjetunionen.

I Sovjetunionen var det nordlige område et vigtigt strategisk område med militære anlæg ved Østersøen, og adgang var forbudt for ikke Sovjet-borgere. Efter Sovjetunionens sammenbrud er området forblevet besat af Rusland.