Otto Friederich August Busse 16. marts 1822 - 18. august 1883. Overmaskinmester ved Sjællandske Jernbane Selskab.
Den 1. november 1846 blev O F A Busse ansat som maskinmester ved Sjællandske Jernbane Selskab og han blev således den første organisator af maskin- og værkstedstjeneste ved de danske jernbaner.
Busse kom fra kongeriget Hannover hvor han uddanendes ved gymnasiet i Gøttingen og efter eksamen derfra studerede ved den polytekniske læreanstalt i Hannover (1839 - 1843). Han erhvervede sig praktisk kendskab til faget ved maskinværkstederne ved Leipzig-Dresden banen. Efterfølgende blev han førsteingeniør ved en maskinfabrik i Chemnitz, indtil han tiltrådte stillingen som maskinmester ved København-Roskildebanen.
Da man ikke havde dansk personale der var fortrolig med jernbanedrift, medbragte Busse selv de tre første lokomotivførere Saalbach, Stender og Delfo fra Leipzig-Dresden banen. Delfo mistede livet allerede den første vinter, da han i en snestorm blev kørt over på Københavns banegård. Saalbach kørte på Sjælland til 1885.
Banens to første togførere - Stannis og Stennese - kom fra Altona-Kiel banen.
Værkstederne bestod fra begyndelsen kun af tre dele, nemlig remise med et spor, lokomotivværksted med et spor samt et lille drejer- og fileværksted med lager og kontor (med Busses skrivepult). Over remise- og værkstedsbygningen var indrettet lejlighed til maskinmesteren (adgang gennem remiseporten og langs lokomotiverne i remisen). Her fødtes den 16. juli 1850 den senere maskindirektør ved DSB Otto Frederik August Busse.