M/S hans Hedtoft Grølandsskibet, der sank på sin jomfrutur.
'M/S Hans Hedtoft
' var den Kongelige Grønlandske Handels (KGH) største og nyeste skib på 2.800 bruttoregisterton. Skibet var specielt konstrueret til sejlads i isfyldt farvand med blandt andet forstærket stævn og dobbelt bund. Endvidere var det inddelt i syv vandtætte rum, hvorfor det ifølge beregningerne skulle kunne holde sig flydende, selv om det ene rum blev fyldt med vand.
M/S Hans Hedtoft indledte sin jomfrurejse med afsejling fra København den 7. januar 1959, og det gennemførte rejsen til Julianehåb i Grønland på rekordtid. I Grønland anløb skibet flere havne, inden returrejsen fra Julianehåb mod København blev påbegyndt den 19. januar.
Da M/S Hans Hedtoft var udråbt til at være synkefrit, blev der ikke taget specielt hensyn til advarsler om isbjerge, hvilket blev skæbnesvangert.
Den 30. januar 1959 kl. 13:56 blev der modtaget et nødsignal på kystradiostationen i Prins Christian Sund fra skibet om, at det var kollideret med et isbjerg 20 sømil syd for Kap Farvel. Den tyske trawler Johannes Krüss
befandt sig ca. 25 sømil øst for M/S Hans Hedtoft og sejlede på trods af meget dårligt vejr mod positionen. Kl. 17:41 meddelte M/S Hans Hedtoft „Vi synker langsomt…
“. Det var det sidste, man hørte til skibet.
I de følgende dage ledte skibe og fly efter vraggods og eventuelle overlevende. Man fandt dog intet. Samtlige 95 ombordværende (40 besætningsmedlemmer og 55 passagerer) var omkommet.
Ni måneder senere drev en redningskrans i land på Island. Det er det eneste vraggods, der er fundet. Redningskransen kan i dag ses i Frelserens Kirke
i Qaqortoq Julianehåb
.
Det er fortsat en gåde, hvordan skibet kunne forlise. M/S Hans Hedtoft er blevet kaldt det danske RMS Titanic, idet skibet - ligesom Titanic - på sin jomfrurejse påsejlede et isbjerg og sank, selvom det blev betragtet som synkefrit.
Hans Hedtofts forlis gav anledning til, at der blev projekteret og bygget fire inspektionsskibe til søværnet, specielt designet til arktisk sejlads. Disse inspektionsskibe af Hvidbjørnen-klassen indgik i flådens tal i starten af 1960'erne.
En mindesten for de omkomne blev afsløret den 30. januar 2005 på Nordatlantens Brygge i København.
Gennem årene har der været adskillige forsøg på at lokalisere M/S Hans Hedtofts vrag, hvilket endnu ikke har været muligt.
Galathea-ekspeditionen meddelte den 12. september 2006, at man ville lede efter vraget på to sandsynlige lokationer, men denne eftersøgningen gav heller ikke noget resultat.