'Frederik 3.' (18. marts 1609 - 9. februar 1670) var dansk konge af den oldenborgske slægt 1648 - 1670. Valgsprog: Dominus providebit (Herren er mig forsyn).
Frederik 3. blev født 18. marts 1609 på Haderslevhus som næstældste søn af Christian 4. og dronning Anna Catharina af Brandenburg. Efter tronfølgeren kronprins Christians død i 1647 blev Frederik valgt til tronfølger og efterfulgte sin far som konge af Danmark-Norge fra 1648-1670. I 1621 blev Frederik koadjutor i Bremen stift, og året efter blev han administrator i nabostiftet Verden. I 1624 blev han folkevalgt administrator i Halberstadt. I maj 1624 drog Frederik tilbage til Danmark for at studere på det Ridderlige Akademi i Sorø, hvor han fik en god uddannelse og blev meget lærd inden for teologi, naturvidenskaber, oldkyndighed og statsret. Under Trediveårskrigen var Bremen erobret af Sverige, men i 1635 blev byen befriet sammen en række andre byer, og Frederik blev indsat som biskop af Bremen og valgt til fyrstebiskop af Verden samme år. Under opholdet i Bremen-Verden blev Frederik oplært i at føre krig af nogle tyske generaler, heriblandt hans kommende dronning, Sophie Amalies fader. Fra 1642-46 opholdt Frederik sig i Holstein, bl.a. på Lyksborg Slot hvor han i 1643 blev gift med den kun 15-årige Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg. De var begge oldebørn af Christian 3., og fik i løbet af deres ægteskab 8 børn.
left|thumb|250px|Frederik d. 3. Ved kroningen i 1648 måtte han underskrive den hidtil strengeste håndfæstning, som øgede Rigsrådets magt betydeligt. Den strenge håndfæstning skyldtes dels erfaringerne fra Christian 4., og dels at Frederik havde levet næsten hele sit liv i tyske hertugdømmer og var omgivet af dygtige tyske rådgivere, der evt. kunne true den danske adels magt. Desuden var Frederik blevet uvenner med rigsmarsk Anders Bille under Torstenssonkrigen. I de første år efter tronbestigelsen førte Frederik 3. en tilbagetrukken tilværelse og overlod ledelsen af Danmark og Norge til Rigsrådet og embedsmændene.
Da magtkampen mellem rigshofmester Corfitz Ulfeldt og Hannibal Sehested på den ene side og Rigsrådet på den anden side brød ud i lys lue, stillede kongen sig på Rigsrådets side, og bidrog herved til at styrte to af landets dygtigste mænd. Kongen havde muligvis også sine personlige grunde, da han ikke brød sig om svogeren Ulfeldt. Corfitz Ulfeldt blev senere dømt til døden in absentia for landsforræderi, og hustruen Leonora Christina blev dømt som medskyldig og sat i fængsel i Blåtårn, hvor hun sad i 22 år.
På det udenrigspolitiske område genoptog Frederik sin faders kamp om herredømmet i Østersøområdet. I 1657 gik Danmark i krig mod Sverige, mens Karl X Gustav havde travlt i Polen og Brandenburg. Danmark havde ganske vist hverken nogen særlig slagkraftig hær eller betydelige alliancer på daværende tidspunkt. Den svenske konge forlod Polen og marcherede med sin hær på 6000 ryttere og 2500 fodfolk op gennem hertugdømmerne og Jylland. Svenskerne indtog den nyanlagte fæstning Frederiksodde(Fredericia) og tog bl.a. den hårdt sårede øverstbefalende for den danske hær, rigsmarsk Anders Bille, til fange. Indtil videre forhindrede den danske flåde den svenske hær i at krydse Lillebælt, men tre måneder senere lykkedes det svenskerne at gå over isen til Fyn, Hvilket betegnes som en af historiens største militære vovestyker, og få dage senere fortsatte de over isen på Storebælt mellem Langeland og Lolland. Danskernes forsvar brød sammen, og Frederik 3. måtte kapitulere til arvefjenden.
Ved Freden i Roskilde i februar 1658 blev Skåne (med Bornholm), Halland, Blekinge, samt Bohus len og Trondhjem len i Norge afstået til Sverige. Kong Frederik hyrede dygtige gøngekrigere fra Skåne anført af Gøngehøvdingen. Gøngerne angreb de svenske og tyske soldater på Sydsjælland, hvor gøngerne i løbet af seks måneder dræbte næsten 2000 fjendtlige tropper. Corfitz Ulfeldt, der var flygtet til Sverige, deltog som svensk repræsentant ved forhandlingerne.
Kort efter brød Karl Gustav freden og rykkede frem mod København, der blev belejret. Frederik 3. deltog aktivt i forsvaret. Hans forsikring om, at han ville „dø i sin rede“, da han blev opfordret til at forlade hovedstaden, gjorde ham umådelig populær blandt de københavnske borgere. Belejringen mislykkedes, ikke mindst takket være byens kvinder, der deltog aktivt i forsvaret af voldene. Da Karl døde i begyndelsen af 1660, blev der sluttet fred i København. Roskilde-freden af 1658 blev stadfæstet, så de skånske områder forblev svenske, mens Trondhjem len kom tilbage til Norge. Bornholm havde allerede i 1658 befriet sig selv og overdrog øen til Frederik 3. som arv og ejendom. Frederik 3 oprettede endvidere Den Kongelige Livgarde i 1658, hvis vigtigste opgave er og var at beskytte kongen og dennes familie, samt indgå som en del af den danske hær.
På det efterfølgende stændermøde i 1660 udnyttede Frederik uenigheden mellem adelen på den ene side og borgere og gejstlige på den anden side samt den nyligt erhvervede folkelige popularitet til at opnå arveret og få annulleret håndfæstningen, og indføre enevælden. Den 18. oktober samme år aflagde stænderrepræsentanter ed til den nykårede arvekonge foran Københavns Slot. Peder Schumacher - senere adlet som Griffenfeld - udarbejder Kongeloven, verdens eneste nedskrevne enevoldsgrundlov, som fastslår kongens uindskrænkede magt. Heri omtales kongen som „det ypperste og Højeste Hoved her på Jorden over alle menneskelige Love“. Frederik 3. underskrev Kongeloven i 1665.
Frederik 3., der var en belæst mand, der interesserede sig for teologi og datidens videnskaber, grundlagde omkring 1648 Det Kongelige Bibliotek baseret på sin egen bogsamling samt på en række adelige biblioteker, som han havde opkøbt. Frederik 3. døde af lungebetændelse 9. februar 1670 og blev gravsat i Roskilde Domkirke. Hans ældste søn Christian overtog tronen som kong Christian 5.
børn = med Margrethe Pape
med Sophie Amalie
