Forskelle

Dette viser forskellene mellem den valgte og den nuværende udgave af dokumentet. Gul er linjer der findes i den gamle udgave, og grøn er linjer der findes i den nuværende.

Link til denne sammenlinings vising

Begge sider forrige revision Forrige revision
personer:peter_hiort_lorenzen [2017/03/20 08:58]
farallon
personer:peter_hiort_lorenzen [2017/03/20 09:20] (nuværende)
farallon
Linje 4: Linje 4:
 Lorenzen var elev i [[Flensborg lærde skole]] fra [[jernbaner:​1801]],​ kom i Handelslære hos købmand [[Peter Clausen Stuhr]] i [[historie:​Flensborg]],​ overtog [[jernbaner:​1812]] morfaderens,​ [[rådmand]] [[Peter Hiort]]s [[sukkerraffinaderi]] i Haderslev, som han dog efter nogle års forløb måtte opgive, bl.a. på grund af de vanskelige toldforhold,​ etablerede derpå en købmands- og landhandel i Haderslev, som han drev indtil 1845, da han [[jernbaner:​1. februar]] måtte lukke efter at have opnået [[akkord]] med sine [[kreditor]]er. Han valgtes i [[september]] [[jernbaner:​1834]] som [[deputeret]] for byen Haderslev til medlem af [[Stænderforsamlingen]] for [[Hertugdømme]]t [[Slesvig]],​ nedlagde hvervet i [[august]] [[jernbaner:​1840]],​ på ny valgt i [[Sønderborg]] i [[januar]] [[jernbaner:​1841]]. Medlem af Haderslev [[deputeretkollegium|deputerede Borgeres Kollegium]] [[jernbaner:​1835]]. Lorenzen var elev i [[Flensborg lærde skole]] fra [[jernbaner:​1801]],​ kom i Handelslære hos købmand [[Peter Clausen Stuhr]] i [[historie:​Flensborg]],​ overtog [[jernbaner:​1812]] morfaderens,​ [[rådmand]] [[Peter Hiort]]s [[sukkerraffinaderi]] i Haderslev, som han dog efter nogle års forløb måtte opgive, bl.a. på grund af de vanskelige toldforhold,​ etablerede derpå en købmands- og landhandel i Haderslev, som han drev indtil 1845, da han [[jernbaner:​1. februar]] måtte lukke efter at have opnået [[akkord]] med sine [[kreditor]]er. Han valgtes i [[september]] [[jernbaner:​1834]] som [[deputeret]] for byen Haderslev til medlem af [[Stænderforsamlingen]] for [[Hertugdømme]]t [[Slesvig]],​ nedlagde hvervet i [[august]] [[jernbaner:​1840]],​ på ny valgt i [[Sønderborg]] i [[januar]] [[jernbaner:​1841]]. Medlem af Haderslev [[deputeretkollegium|deputerede Borgeres Kollegium]] [[jernbaner:​1835]].
  
-Peter Hiort Lorenzen skrev fra [[jernbaner:​1830]] en række artikler om sociale, økonomiske og politiske emner i [[Slesvig-Holsten|hertugdømmernes]] presse, således især i det af [[Th. Olshausen]] redigerede ''​[[Kieler Korrespondenzblatt]]'';​ sine udpræget [[liberalisme|liberale]] anskuelser fik han styrket under et besøg i [[England]] i [[1837]], hvor han så den [[parlamentarisme|parlamentariske regeringsform]] i funktion og navnlig var i forbindelse med liberale kredse. I overensstemmelse hermed søgte han at gøre Deputeretkollegiet i Haderslev til det centrale led i byens forfatning og få forsamlingen og [[magistrat]]en valgt af alle grundejere, og i stænderforsamlingen sluttede han sig til den liberale fløj, der arbejdede for [[Uwe Jens Lornsen]]s [[forfatning]]sprogram,​ og blev hurtigt en af gruppens førere. Lorenzen ønskede på dette tidspunkt en folkelig [[grundlov]] for begge Hertugdømmer i union med [[Kongeriget Danmark|kongeriget]],​ men uden Slesvigs optagelse i det [[tyske forbund]]. I [[jernbaner:​1836]] fik han gennemført forslaget om offentlighed i stænderforsamlingerne og om [[trykkefrihed]]ssagernes afgørelse ad retslig vej; den frie forfatning og kravet om en særlig slesvig-holstensk [[finansminister]] lod sig derimod ikke gennemføre mod [[godsejer]]nes og [[bureaukrati]]ets flertal. [[1838]] fremlagde han under forsamlingens protest i stænderforsamlingen et landkort, hvor "​[[Sønderjylland]]"​ var opført som en del af [[Danmark]],​ krævede [[dansk (sprog)|dansk]] [[retssprog]] indført i de distrikter, hvor [[kirkesprog|kirke-]] og [[skolesprog]]et var dansk. Adskillelse mellem kongerigets og hertugdømmernes finanser, samt ændret [[patrimoniallovgivning|patrimonial-]] og [[jagtlovgivning]];​ denne modstand, hans forslag mødte hos [[Hertug]]en af [[Augustenborg]],​ medførte personligt fjendskab mellem de to mænd.+Peter Hiort Lorenzen skrev fra [[jernbaner:​1830]] en række artikler om sociale, økonomiske og politiske emner i [[Slesvig-Holsten|hertugdømmernes]] presse, således især i det af [[Th. Olshausen]] redigerede ''​[[Kieler Korrespondenzblatt]]'';​ sine udpræget [[liberalisme|liberale]] anskuelser fik han styrket under et besøg i [[England]] i [[jernbaner:1837]], hvor han så den [[parlamentarisme|parlamentariske regeringsform]] i funktion og navnlig var i forbindelse med liberale kredse. I overensstemmelse hermed søgte han at gøre Deputeretkollegiet i Haderslev til det centrale led i byens forfatning og få forsamlingen og [[magistrat]]en valgt af alle grundejere, og i stænderforsamlingen sluttede han sig til den liberale fløj, der arbejdede for [[Uwe Jens Lornsen]]s [[forfatning]]sprogram,​ og blev hurtigt en af gruppens førere. Lorenzen ønskede på dette tidspunkt en folkelig [[grundlov]] for begge Hertugdømmer i union med [[Kongeriget Danmark|kongeriget]],​ men uden Slesvigs optagelse i det [[tyske forbund]]. I [[jernbaner:​1836]] fik han gennemført forslaget om offentlighed i stænderforsamlingerne og om [[trykkefrihed]]ssagernes afgørelse ad retslig vej; den frie forfatning og kravet om en særlig slesvig-holstensk [[finansminister]] lod sig derimod ikke gennemføre mod [[godsejer]]nes og [[bureaukrati]]ets flertal. [[jernbaner:1838]] fremlagde han under forsamlingens protest i stænderforsamlingen et landkort, hvor "​[[Sønderjylland]]"​ var opført som en del af [[Danmark]],​ krævede [[dansk (sprog)|dansk]] [[retssprog]] indført i de distrikter, hvor [[kirkesprog|kirke-]] og [[skolesprog]]et var dansk. Adskillelse mellem kongerigets og hertugdømmernes finanser, samt ændret [[patrimoniallovgivning|patrimonial-]] og [[jagtlovgivning]];​ denne modstand, hans forslag mødte hos [[Hertug]]en af [[Augustenborg]],​ medførte personligt fjendskab mellem de to mænd.
  
 I 1840 besluttede Lorenzen, der nu var i nærmere forbindelse med kongerigets [[liberale]],​ at bryde helt med Slesvig-Holsteinismen og tilstræbte konstitutionel frihed for [[Slesvig]] i forbindelse med kongeriget. Han nedlagde derfor mandatet som stænderdeputeret,​ men vedligeholdt forbindelsen med de nordslesvigske bønder i forsamlingen og var gennem [[Nis Lorenzen]] deres faktiske leder. Ved valgende i Sønderborg fik han på ny sæde i stænderforsamlingen og bekæmpede med kraft de slesvigholstenske ønsker om en Augustenborgsk arvefølge og Slesvigs optagelse i det tyske forbund. Under påvirkning af [[Kristian Flor]] skærpede Lorenzen det følgende år situationen,​ idet han [[11. november]] [[1842]] på dansk erklærede, at han herefter ville betjene sig af dette sprog, og forlangte, at de danske taler skulle føres til protokols jævnsides med de [[tysk (sprog)|tyske]]. Under den rådvildhed,​ der greb forsamlingens flertal, anerkendte præsidenten,​ [[etatsråd]] Falck, hans ret hertil, men i de følgende dage lod han sig overbevise af flertallets argumenter, og [[16. november]] forbød han Lorenzen anvendelsen af det danske sprog. Lorenzen påkaldte [[Dansk Kommissarius]]'​ bistand, men Falck viste ham derpå ud, hvorved Lorenzen erklærede kun at ville vige for fysisk overmagt. Sagen blev foreløbigt afgjort ved, at der indrømmes ham ret til at møde i salen med at afholde sig fra at tale, indtil [[Christian 8.|Kongens]] afgørelse forelå, og [[2. december]] kom så kongeligt [[reskript]],​ der fastsatte, at de dansktalende stænderdeputeredes naturlige rettigheder skulle iagttages, og opfordrede stænderne til at indgive betænkning om, hvorledes dette kunne ske, og deres taler optages til protokols i tysk oversættelse. I 1840 besluttede Lorenzen, der nu var i nærmere forbindelse med kongerigets [[liberale]],​ at bryde helt med Slesvig-Holsteinismen og tilstræbte konstitutionel frihed for [[Slesvig]] i forbindelse med kongeriget. Han nedlagde derfor mandatet som stænderdeputeret,​ men vedligeholdt forbindelsen med de nordslesvigske bønder i forsamlingen og var gennem [[Nis Lorenzen]] deres faktiske leder. Ved valgende i Sønderborg fik han på ny sæde i stænderforsamlingen og bekæmpede med kraft de slesvigholstenske ønsker om en Augustenborgsk arvefølge og Slesvigs optagelse i det tyske forbund. Under påvirkning af [[Kristian Flor]] skærpede Lorenzen det følgende år situationen,​ idet han [[11. november]] [[1842]] på dansk erklærede, at han herefter ville betjene sig af dette sprog, og forlangte, at de danske taler skulle føres til protokols jævnsides med de [[tysk (sprog)|tyske]]. Under den rådvildhed,​ der greb forsamlingens flertal, anerkendte præsidenten,​ [[etatsråd]] Falck, hans ret hertil, men i de følgende dage lod han sig overbevise af flertallets argumenter, og [[16. november]] forbød han Lorenzen anvendelsen af det danske sprog. Lorenzen påkaldte [[Dansk Kommissarius]]'​ bistand, men Falck viste ham derpå ud, hvorved Lorenzen erklærede kun at ville vige for fysisk overmagt. Sagen blev foreløbigt afgjort ved, at der indrømmes ham ret til at møde i salen med at afholde sig fra at tale, indtil [[Christian 8.|Kongens]] afgørelse forelå, og [[2. december]] kom så kongeligt [[reskript]],​ der fastsatte, at de dansktalende stænderdeputeredes naturlige rettigheder skulle iagttages, og opfordrede stænderne til at indgive betænkning om, hvorledes dette kunne ske, og deres taler optages til protokols i tysk oversættelse.
Linje 10: Linje 10:
 Lorenzen opholdt sig i [[december]] 1842 og januar [[jernbaner:​1843]] i [[København]],​ hvorunder alliancen mellem ham og de liberale yderligere fæstnedes, og hvorunder han blev hyldet ved en fest på skydebanen [[jernbaner:​4. januar]] 1843. [[jernbaner:​21. februar]] hyldede de nordslesvigske bønder ham i [[Sommersted]],​ og [[jernbaner:​18. maj]] overrakte [[kammerråd]] [[Drewsen]] ham på den første [[Skamlingsbankefest]] fra taknemmelige medborgere et "af gode danske markstykker kunstigt forarbejdet sølvdrikkehorn"​ med inskriptionen "Han vedblev at tale dansk" – de ord, hvormed stænderforsamlingens protokolfører havde refereret hans tale. [[jernbaner:​12. juni]] 1843 deltog han i stiftelsen af den [[slesvigske forening]]. Lorenzen opholdt sig i [[december]] 1842 og januar [[jernbaner:​1843]] i [[København]],​ hvorunder alliancen mellem ham og de liberale yderligere fæstnedes, og hvorunder han blev hyldet ved en fest på skydebanen [[jernbaner:​4. januar]] 1843. [[jernbaner:​21. februar]] hyldede de nordslesvigske bønder ham i [[Sommersted]],​ og [[jernbaner:​18. maj]] overrakte [[kammerråd]] [[Drewsen]] ham på den første [[Skamlingsbankefest]] fra taknemmelige medborgere et "af gode danske markstykker kunstigt forarbejdet sølvdrikkehorn"​ med inskriptionen "Han vedblev at tale dansk" – de ord, hvormed stænderforsamlingens protokolfører havde refereret hans tale. [[jernbaner:​12. juni]] 1843 deltog han i stiftelsen af den [[slesvigske forening]].
  
-Den endelige afgørelse i sprogspørgsmålet kom imidlertid med patent af [[jernbaner:​29. marts]] [[jernbaner:​1844]],​ hvorved det kun blev de deputerede, som ikke kunne det tyske sprog tilstrækkeligt,​ tilladt at tale dansk i stænderforsamlingen. Lorenzen erklærede da [[17. maj]] "at være afskåret fra at give møde",​ så længe denne bestemmelse opretholdtes,​ og 12. juni fik han den slesviske ​forenings generalforsamling til at vedtage den såkaldte ''​[[Protokolstrakt]]'',​ der medførte foreningens lukning og tiltale mod bestyrelsen. [[jernbaner:​27. oktober]] tilbagesendte Lorenzen drikkehornet med den motivation, at han følte sig svigtet af giverne.+Den endelige afgørelse i sprogspørgsmålet kom imidlertid med patent af [[jernbaner:​29. marts]] [[jernbaner:​1844]],​ hvorved det kun blev de deputerede, som ikke kunne det tyske sprog tilstrækkeligt,​ tilladt at tale dansk i stænderforsamlingen. Lorenzen erklærede da [[17. maj]] "at være afskåret fra at give møde",​ så længe denne bestemmelse opretholdtes,​ og 12. juni fik han den slesvigske ​forenings generalforsamling til at vedtage den såkaldte ''​[[Protokolstrakt]]'',​ der medførte foreningens lukning og tiltale mod bestyrelsen. [[jernbaner:​27. oktober]] tilbagesendte Lorenzen drikkehornet med den motivation, at han følte sig svigtet af giverne.
  
 Hans voldsomme tale [[jernbaner:​2. januar]] 1845 for [[historie:​Dannebrog|flaget]] ved [[Frederik 7.|kronprinsens]] besøg i Haderslev, hvorved det kom til håndgribeligheder,​ medførte hans udelukkelse af borgerforeningen og en rådsstuedom,​ der pålagde ham en bøde på 120 [[rigsdaler]]. Hans forretnings tilbagegang og endelige standsning var en direkte følge af den politiske modsætning mellem ham of Slesvig-Holstenerene i Haderslev, og man forsøgte endvidere at få ham udelukket af Borgerkollegiet,​ hvad provinsregeringen på [[historie:​Gottorp Slot|Gottorp]] dog modsatte sig. Trods den misstemning,​ hans deltagelse i et slagsmål i et offentligt lokale i Haderslev vakte i nord for [[Kongeåen]],​ genoptog Lorenzen dog sin politiske virksomhed under den midlertidige standsning af sagen med den slesviske forening, men [[jernbaner:​17. marts]] 1845 døde han midt under kampen efter få dages sygeleje af en [[lungebetændelse]] Hans voldsomme tale [[jernbaner:​2. januar]] 1845 for [[historie:​Dannebrog|flaget]] ved [[Frederik 7.|kronprinsens]] besøg i Haderslev, hvorved det kom til håndgribeligheder,​ medførte hans udelukkelse af borgerforeningen og en rådsstuedom,​ der pålagde ham en bøde på 120 [[rigsdaler]]. Hans forretnings tilbagegang og endelige standsning var en direkte følge af den politiske modsætning mellem ham of Slesvig-Holstenerene i Haderslev, og man forsøgte endvidere at få ham udelukket af Borgerkollegiet,​ hvad provinsregeringen på [[historie:​Gottorp Slot|Gottorp]] dog modsatte sig. Trods den misstemning,​ hans deltagelse i et slagsmål i et offentligt lokale i Haderslev vakte i nord for [[Kongeåen]],​ genoptog Lorenzen dog sin politiske virksomhed under den midlertidige standsning af sagen med den slesviske forening, men [[jernbaner:​17. marts]] 1845 døde han midt under kampen efter få dages sygeleje af en [[lungebetændelse]]
Print/export