Johannes Pedersen Stensballe (6. juli 1874 - 1950) var cand. polyt. og fra 1902 baneingeniør ved SFJ, og fra 1914 ledede han de Sydfyenske jernbaner. Han blev anset for de danske privatbaners førstemand. I 1917 blev han medlem af Odense Byråd og han blev medlem af Landstinget i 1920 og var minister for offentlige arbejder fra 1926 til 1929. Det sidste år var han tillige handelsminister.
Som trafikminister fik han i 1928 føjet to vejbaner til den Lillebæltsbro, som hans forgænger havde fået vedtaget som en jernbanebro. Stensballe samlede i 1927 postvæsnet og telegrafvæsenet i et generaldirektorat, og han fik vedtaget loven om omnibus- og rutebilkørsel i 1927.
Efter ministertiden indtog han en fremtrædende rolle i Venstres landstingsgruppe og var gruppens formand fra 1940 til 1953. Han var medlem af forfatningskommissionerne i 1937 og 1951.