Jacob Brønnum Scavenius Estrup (16. april 1825 - 24. december 1913). Godsejer (Skaføgård) og dansk konservativ politiker.
Han var søn af etatsråd Hector Frederik Janson Estrup og dennes første hustru, Jacobine Scavenius (f. 1800), en datter af etatsråd Jacob Brønnum Scavenius til Gjorslev.
Han var indenrigsminister (1865-69), finansminister og konseilspræsident (regeringsleder) (1875-94). Han var modstander af almindelig valgret og af parlamentarismen. Under sine år som regeringsleder havde Estrup ikke flertal i Folketinget, men regerede i stedet via provisorier. Først i 1901 blev parlamentarismen indført, da kongen (Christian. 9) udtog ministeriet Deuntzer, der reelt var det første Venstreministerium.
Estrup var 21. oktober 1885 udsat for et attentatforsøg, da den unge typograf Julius Rasmussen forsøgte at skyde ham. Det mislykkes, da kuglen prellede af på en knap.
Efter sin afgang som konseilsprædident i 1894, blev Estrup leder af Højre i Landstinget. Fra år 1900 og frem til sin død juleaften 1913, var han kongevalgt medlem af Landstinget.
Estrups politiske bagland
I tiden omkring 1881 opstod der gradvis et parti Højre, der støttede Estrups politik. Partiet bestod fra starten af Estrups faste støttere godsejerne, samt højrefløjene fra De Nationalliberale og Mellempartiet. Højre støttede forsvarssagen, og partiets mærkesag var Københavns Befæstning. Højre var regeringsparti frem til systemskiftet i 1901.
Gennem tyve år havde Højre et fast flertal i Landstinget. Flertallet blev usikkert, da De Frikonservative brød ud af Højre omkring år 1900. I Højres bedste tid var omkring en tredjedel af Folketingets medlemmer højremænd. Partiets dårligste folketingsvalg var i 1901 (8 mandater) og 1913 (7 mandater).
Godsejerne var de ledende i Højres gruppe i Landstinget. Højres folketingsgruppe var derimod fortrinsvis valgt i byerne. Omkring 1880 var de fleste arbejdere i København og købstæderne højremænd. Det samme var tilfældet med byernes middelklasse. I 1890'erne gik mange arbejdere over til Socialdemokraterne. Samtidigt gik frisindede dele af byernes middelklasse over til den radikale fløj i Venstre (det senere Radikale Venstre). Denne udvikling svækkede Højres folketingsgruppe.
I 1915/16 blev Højre og De Frikonservative grundstammen i Det konservative Folkeparti.
