Indholdsfortegnelse
Remstrupbroerne Jernbanebroerne over Remstrup å (Gudenåen) ved Silkeborg.
Den første bro 1870
I 1871 åbnede det statsejede Jysk-Fyenske Jernbaneselskab banestrækningen fra Skanderborg til Silkeborg.
Det var oprindeligt meningen at spare den dyre bro over Remstrup Å og lægge en endestation ved Nåege. Det vakte stor forbitrelse i Silkeborg, som på denne måde ikke ville så meget gavn af jernbanen. Protesten hjalp, idet daværende indenrigsminister J.B.S Estrup gik ind for, at byen fik sin station med en stor stationsbygning.
Det krævede imidlertid en stor støbejernsbro, som måtte købes i England. I november 1870 ankom broen, der var fremstillet som enkeltdele, med skib til Århus. De mange dele blev læsset på 17 jernbanevogne, der blev kørt til Skanderborg. Ifølge de samtidige aviser blev vognene ”ført videre til Silkeborg uden Lokomotiv”. I løbet af vinteren blev brodelene samlet og bragt på plads på fundamenterne.
Vinteren 1869‑1870 var så hård, at anlægsarbejdet på banestrækningen flere gange måtte indstilles. Det betød også at Gudenåen frøs til, hvilket dog havde den fordel, at man fra isen kunne udføre de nødvendige forarbejder og piloteringer til broen.
De nye broer 1907-1908
Da banen til Langå blev etableret i 1907-1908, blev den gamle bro skiftet ud. Den blev - under ledelse af Afdelingsingeniør F. Schierbeck, DSB - erstattet af to en-sporede jernbanebroer, som var bygget af Allerup Ny Maskinfabrik i Odense - en af de mest fremtrædende brobyggervirksomheder i perioden. I modsætning til den gamle bro, der havde sider af lukkede stålplader, var de to nye forsynet med overbygninger af gitterværk, der kan ses som filigranarbejder i pladejern med stærke skråstivere og en let buekonstruktion.
Det var som udgangspunkt hensigten at konstruere broerne på sædvanlig vis ved at bygge et stillads tværs over åen og samle overbygningerne på dette. På grund af dårlige bundforhold og problemer med en fri gennemsejlings-åbning - for Hjejlen - under broerne søgte man imidlertid at finde en anden udvej.
Løsningen blev at montere hver overbygning på den op til hver brodel liggende banedæmning og derefter skyde den helt færdigmonterede brooverbygning ud til tilstødende pille over videre tværs over sejlløbet.
Under overførslen til den modsatte side blev den frie ende af broen båret af en på pontoner på åen svømmende bærepille. Først blev broen skubbet et stykke ud over åen, så blev den svømmende pille sejlet ind under og hævet ved at man pumpede vand ud af pontonerne, så den kom til at bære broens forreste ende.
Med en hastighed på 0,5 meter pr. minut transporteredes broen over åen og ved igen at pumpe vand ind i pontonerne kunne den svømmende bærepille frigøres. Et sådant stykke ingeniørarbejde vakte stor opmærksomhed i samtiden.
Pontonerne, der var det betydningsfulde ved projektet, blev ad Gudenåen slæbt fra Langå til Bjerringbro med motorbåd og fra Bjerringbro til Silkeborg med seks heste.
Da banen til Langå blev nedlagt for persontrafik 23. maj 1971. Herefter blev skinnerne taget op og banestrækningen lavet om til cykelsti. Den sydligste af de to broer er naturligvis fortsat i brug som jernbanebro.
