Centralværkstedet (Cva) var gennem årene Århus' mest betydningsfulde arbejdsplads, hvor man reparerede lokomotiver, motorvogne og personvogne.

Jernbaneværkstedet, som det hed i starten, blev oprettet på området mellem Jægergårdsgade og "Hovedbanegården". Det blev oprettet i 1862 af det britiske jernbanekompagni Peto, Brassey & Betts, samtidig med at den første jernbane i Jylland, Aarhus-Langå-Randers, blev bygget og taget i brug. I de første år bestod arbejdet hovedsageligt i at samle driftsmateriel, der var leveret fra England.

I 1867 overtog staten jernbaneselskabet og De Danske Statsbaner (DSB) blev i 1880 oprettet ved en fusion af det private sjællandske jernbaneselskab og de jysk-fynske statsbaner. Under DSB blev værkstedet gjort til hovedværksted for Jylland-Fyn, og skiftede navn til De Danske Statsbaners Centralværksted - i dagligt tale blot kaldet Centralværkstedet.

I 1999 blev Centralværkstedet i Jægergårdsgade nedlagt, bortset fra komponentværkstedet. I området byggede Århus Kommune sin nye administrationsbygning 'Jægergården'. Efterfølgende er bl.a. storcentret Bruuns Galleri og DGI-Hallen bygget i området.

DSB har dog stadig betydelige værkstedsfaciliteter i området omkring Sonnesgade.

Print/export