Om natten den 16. november 1936 kl 2:23 blev en personbil med 5 bryllupsgæster ramt af avisposttoget i en overkørsel vest for Fjenneslev station mellem Ringsted og Sorø stationer.

Toget blev fremført af P 904, der i krydsningen med hovedvej A 1, Ringsted-Sorø - lige vest for Fjenneslev, den 16. november 1936 kl 2:23 ramte en personbil med fem personer, der var på vej mod København fra bryllupsfest i Broby ved Sorø. Alle fem døde på stedet.

Ulykken skyldtes misforståelser mellem ledvogteren – en afløser – og Fjenneslev station, så bommene var ikke lukket ned.

De fem personer var alle så frygteligt lemlæstet af den voldsomme kollision, at man ved oprydningen ikke havde overblik over om alle ligdele var samlet op. P 904 kunne efter nogle timer køre videre og først ved ankomsten til Korsør opdagede man et mandshoved på barrierepladen under røgkammeret.

Forklaringen på at bommene ikke var lukket ned, var at ledvogteren var gået ud af sin hytte for at tænde bomlygterne. Derefter ville han lukke bommene, men da man fra Fjenneslev station ikke kunne se lys fra overkørslen, ringede man til ledvogteren for at sikre sig at han var vågen (angiveligt en helt normal opringning). Herved blev ledvogteren, der forsikrede at alt var i orden, afbrudt i udførelsen af sine pligter, og da han gik ud af hytten, kom toget med 100 km/t.

Toget omtaltes som avisposttoget i pressen, men omtalen korrigeres til at det ikke var ”avistoget” men et hurtigtkørende eksprestog med passagerer, post og aviser. Afgang fra København kl 1:30 og uden standsning over Sjælland med ankomst til Korsør kl 2:47. Der var denne nat omkring 50 passagerer med toget.

Overkørslen blev erstattet af viadukt i 1939.

Lokomotivet var P 904, der havde været involveret i Vigerslev-ulykken i 1919 og som efter ombygning til PR 904 blev meget beskadiget ved en voldsom kollision ved Brørup i 1951.

Jernbaneulykker

Print/export