En fedora er en hovedbeklædning fremstillet i filt, som er trykket i fronten. Hatten associeres ofte med gangstere, journalister og film noir-detektiver. I det 19. århundrede begyndte fedoraen at blive brugt som tilbehør af samfundets finere borgerskab.

Navnet Fedora er brugt fra 1891, og kommer af et teaterstykke fra 1882 af Victorien Sardou. Hovedpersonen, prinsesse Fédora, bar en hat af denne type og lagde navn til hatten. I Hollywood-film fra 1940'erne bar privatdetektiver og gangstere ofte en fedora.

I det tidlige 20. århundrede var fedoraen populær i byerne på grund af dens stil og dens evne til at beskytte hovedet imod vind og vejr. Populariteten resulterede i mange varianter, og fedoraen kan findes i næsten alle tænkelige farver med sort, grå og brun som de mest populære.

En årsag til, at fedoraen (og andre hatte som trilbyen og bowlerhatten) blev mindre populær i 1950'erne og 1960'erne, var, at påklædningen blev mere afslappet, og at bilerne blev mindre (lavere - der var ikke plads til hatten). Fedoraen har fået et comeback i løbet af 2000'erne, efter at rock- og popstjerner er begyndt at bære hat.

Print/export