Arbejdskøretøj brudt i brand i Storebæltstunnelen Den 5. juni 2006 ca. kl. 21:24 udbrød brand i et arbejdskøretøj (Trolje 403) i Storebæltstunnelens nordlige tunnelrør. Køretøjet var det bageste af en syv vogne og to andre arbejdskøretøjer. Branden opstod i det bageste køretøj da transporten var på vej ned i tunnelen. Mandskabet på køretøjerne slog alarm og forsøgte at bekæmpe ilden, men da der i forbindelse med branden skete antændelse af et større antal svejseportioner Thermite til sammensvejsning af skinner, i alt ca. 1,2 t, opstod en betydelig varmeudvikling og de tre medarbejdere måtte evakuere til det sydlige tunneltør. Trolje 403 udbrændte og første køretøj op til 403 - en „skærvestøvsuger“ fik brandskadet front og førerrum. Varmeudviklingen fik sporet til at slå sig og betonelementer i tunnelloftet blev skadet. Tunnelrøret var som følge af skaderne spærret for trafik til 9. juni om eftermiddagen.

Thermite (fabrikantens navn for Alutherm) kræver en temperatur på 1250 grader for at antændes og en ladning udvikler over 1370 grader når den er antændt. Antændelsen opnås ved anvendelse af særlige tændsatser. Både tændsatser og thermiteladninger blev opbevaret i kabinen på Trolje 403.

Da branden blev meldt, igangsattes ventilation af tunnelrøret i køreretningen, hvilket indebar at røg fra det brændende bageste køretøj og fra thermiten blæstes forbi de to andre bemandede køretøjer, bl.a. med det resultat, at føreren af det midterste køretøj ikke turde bevæge sig ud i tunnelrøret, da han ikke kunne se hvor han kunne redde sig ind i en tværtunnel. Han måtte „hentes“ af den mere erfarne fører fra bageste trolje.

Selve transporten - fra Vasbygade til Odense - foregik efter vante og af ledelsen kendte kutymer, men på flere punkter i modstrid med gældende sikkerhedsregler. Oprangeringen med Trolje 411 forrest, derefter en Ks-vogn, en svejseløber, en Fccs-vogn, Trolje 752, en Ks-vogn, en Ks-vogn, en svensk „skærvesuger“ og til slut Trolje 403 og med alle tre troljer trækkende, var i sig selv ikke tilladt, bl.a. måtte der ikke køres med flere arbejdende troljer og svejseløberen måtte ikke indgå i toglignende oprangeringer! Der fandtes ikke bestemmelser for transport af farligt gods med arbejdskøretøjer, Banedanmarks sikkerhedscertifikat omfattede ikke tilladelse til transport af farligt gods (Thermite betragtedes ikke som farligt gods), men mindst en af Ks-vognene var læsset med adskillige ilt- og gasflasker, hvilket udgjorde en reel, men for indsatslederen, ukendt risiko.

Havarikommissionen konkluderede at branden opstod som følge af motor- og gearhavari på den bageste, slet vedligeholdte, trolje, der formentlig blev trukket med af de forreste troljer. De første dele fra motor og gear fandtes ca 1 km før brandstedet. Trægulvet i troljen brændte og thermite og tændsatser faldt ned i sporet hvor en eller flere tændsatser antændtes og nogle thermiteladningernes lerhylstre ødelagdes.

Se også:

Print/export