Du er her: start » historie » valdemar_4._atterdag

no way to compare when less than two revisions

Forskelle

Dette viser forskellene mellem den valgte og den nuværende udgave af dokumentet. Gul er linjer der findes i den gamle udgave, og grøn er linjer der findes i den nuværende.


Forrige revision
—historie:valdemar_4._atterdag [2010/01/12 22:33] (nuværende) – ekstern redigering 127.0.0.1
Linje 1: Linje 1:
 +'''Valdemar Atterdag''' ('''Valdemar 4.'''), søn af [[Christoffer 2.]], konge af Danmark [[1340]]-[[1375]], blev født i [[1320]] (ca). Efter at faderen blev drevet ud af landet i [[1326]] opholdt Valdemar sig ved det kejserlige hof i Sydtyskland. hvor han fik en [[fyrste]]lig opdragelse. Efter at [[Niels Ebbesen]] den [[1. april]] [[1340]] myrdede [[Grev Gerhard|grev Gert (Gerhard)]], "den kullede greve", blev der den [[22. april]] 1340 i [[Spandau]] ved [[Berlin]] indgået et forlig med det indhold, at Valdemar skulle være konge, og at landet nord for [[Limfjorden]] skulle tilfalde ham. Resten af [[Nørrejylland]] fik han mod at betale 35.000 mark sølv. Endvidere aftaltes, at de tyske [[Greve (rang)|greve]]r successivt skulle opgive besiddelserne [[Kalø]], [[Horsens]], [[Kolding]] og [[Ribe]]. Da Helvig, datter af hertug Erik II af [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvig]], i [[1340]] ægtede Valdemar, medbragte hun i medgift en fjerdedel af Nørrejylland.
  
 +[[Skt. Hansdag]] [[1340]] blev Valdemar valgt til konge på [[landsting (middelalderen)|landsting]]et i [[Viborg]] og stod nu overfor en utrolig stor opgave: at samle riget og betale [[kreditor]]erne deres tilgodehavender. Landet havde da været under [[Holsten]]sk herredømme siden [[1332]]. I [[1341]] udstedte Valdemar [[amnesti]] til alle, der måtte have forbrudt sig mod hans fader eller resten af familien. I [[1346]] solgte Valdemar [[Estland]], der havde været dansk siden [[1219]], til Den [[Tyske Orden]] for en pris af 10.000 mark sølv. Hans metoder var meget hårdhændede, og der var en del tilløb til oprør rundt omkring. Men i løbet af 4-5 år blev også [[Sjælland]] "indløst". De [[katolske]] [[biskop|bisp]]er var meget glade for kongen, og han opslog sit hovedkvarter i [[Vordingborg]], som han gjorde til Danmarks største fæstning og flådestation.
 +
 +Da størsteparten af riget igen var på danske hænder, begyndte Valdemar at blande sig i forholdene i Nordtyskland. Han støttede sin svoger, [[markgreve]] [[Ludwig af Brandenburg]] i en konflikt med en bedrager, der hævdede at være den forlængst afdøde markgreve Valdemar. Bedrageren støttedes imidlertid af den tyske kejser. I [[1349]] slog Valdemar bedrageren i et slag i Nordtyskland. Den hjemlige begejstring over kongens indblanding i de tyske forhold var behersket. I [[1351]] erklærede de holstenske grever, der endnu var i Danmark, sammen med en række jyske stormænd, Valdemar krig. I [[1353]] blev der indgået forlig, og [[Greve (rang)|greve]]rne fik lov til at beholde deres panteslotte på [[Fyn]].
 +
 +I [[1357]] udbrød der igen oprør blandt de jyske stormænd, bl.a. drost [[Claus Limbeck]] og marsk [[Palle Jonsen Munk]] og de holstenske grever. I [[1357]] vandt Valdemar det afgørende slag ved [[Broberg]] på [[Fyn]]. Kampene afsluttedes først i [[1360]] ved fredsslutning på et [[danehof]]. Her blev også en [[håndfæstning]] ("Landefreden") vedtaget, som kongen måtte underskrive.
 +
 +Nu rettede Valdemar interessen mod [[Skåne]], der i [[1332]] kom i personalunion som selvstændig part med [[Sverige]] og [[Norge]] under [[Magnus Smek]], efter at skåningerne havde dræbt de tyske pantherrer foran [[Lund Domkirke]]. Kong Magnus trængtes af sin søn, Erik, som selv ville være konge, og både far og søn bad Valdemar om hjælp. Valdemar lovede generøst dem begge sin bistand. Da Valdemar rykkede ind i [[Skåne]], gav Magnus ordre til at overlade de skånske borge til de danske tropper, og i løbet af kort tid vajede [[Dannebrog]], som Valdemar havde gjort til rigsbanner, over [[Skåne]]. Efter erobringen af [[Malmø]] og [[Helsingborg]] var [[Skåne]] - og især det indbringende sildemarked - atter en del af det gensamlede og genrejste danske rige. Kongens største indtægter på den tid var afgifter fra [[skånemarkedet|sildemarkederne]] ved [[Falsterbo]] og [[Skanør]]. Hvert år i september stævnede omkring 100.000 købmænd fra hele Europa til [[Falsterbo]]. Tønderne med den gode sild fra [[Øresund]] blev vejet af kongens mænd, afgiften blev betalt, og tønderne blev rullet om bord i skibene.
 +
 +Valdemar fortsatte sine erobringer med i [[1361]] at indtage hansestaden [[Visby]] og erobre hele [[Gotland]] (som forblev dansk til 1645). Krigstogtet på Gotland var usædvanlig blodigt, også med samtidens målestok. Tusindvis af dårligt udrustede bønder blev fanget og nedslagtet uden for Visbys mure. Her blev de begravet i massegrave med en stor del af deres udstyr. [[Visby]], som var en af den tids mest velhavende byer, var især beboet af tyskere, der handlede i [[Rusland]] og tjente store penge. Men nu var det for meget for forbundet af nordtyske handelsbyer, Hansestæderne, og de erklærede krig. I [[Vordingborg]] modtog Valdemar 77 krigserklæringer fra [[Hanseforbundet]], som bestod af byer i hele Europa. Kongen satte [[den gyldne gås]] på Vordingborgs [[Gåsetårnet|Gåsetårn]] og udtalte: "77 høns og 77 gæs betyder intet...". Men her mødte Valdemar for første gang sin overmand. Efter nogle indledende sejre endte det med et stort nederlag, hvorunder Valdemars eneste søn, Christoffer, faldt. 
 +
 +I [[1368]] måtte Valdemar flygte fra Danmark, og i mere end et år opholdt han sig ved det tyske [[kejser]]hof. Mens han var der, aflagde Valdemar besøg hos begge [[pave]]r, både ham i [[Rom]] og ham i [[Avignon]]. Valdemar fik tilladelse til at rejse til den hellige grav i [[Jerusalem]] og lade sig slå til [[Ridder]] af Den Hellige Grav. Denne orden var den højeste, man kunne opnå på den tid. Den [[24. maj]] [[1370]] måtte Danmark underskrive en ydmygende [[fredsaftale i Stralsund]], hvor [[Hansestæderne]] fik Skåne i pant og fik kontrol over sildemarkedet i Skåne i 15 år. Endelig fik de retten til at godkende valget af Valdemars efterfølger. I [[1371]] vendte Valdemar hjem til Danmark.
 +
 +Nu koncentrerede Valdemar sig om [[Slesvig]], der er den sidste del af riget, der manglede. Slesvig blev ledet af den barnløse [[hertug Heinrich]]. Valdemar overtog flere store [[pantelen]], bl.a. [[Als]] og [[Sundeved]]. I [[1375]] døde Heinrich, og hans enke overlod Valdemar [[Tønderhus]]. Det lykkedes dog ikke Valdemar at føre Slesvig helt hjem til riget. Tilnavnet "Atterdag" menes at stamme fra [[plattysk]], hvor "Ter Taghe" betyder "hvilke dage!". Befolkningen gav ham også tilnavnet "Den Onde" for hans hårdhændede metoder, men eftertiden husker især hans utrolige indsats for at samle det danske rige.
 +
 +Valdemar Atterdag døde den [[24. oktober]] [[1375]] på [[Gurre slot]] og blev begravet i klosterkirken i [[Sorø]]. Med hustruen Helvig havde han 6 børn, men kun ét af dem overlevede faderen, [[Margrete 1.]]

Sti:

Print/export