Slaget på Grathe Hede den 23. oktober 1157 var afslutningen på en borgerkrig om kongemagten mellem Svend 3. Grathe, Knud 5. og Valdemar 1. den Store.

Efter at Erik Lam i 1146 trak sig tilbage blev Sven Grathe, Erik Emunes søn - konge på Sjælland og Skåne, og Knud, kong Magnus' søn konge i Jylland.

Knud forsøgte i flere felttog at erobre Sjælland (1147 og 1150), men blev fordrevet og flygtede til Tyskland, hvor det lykkedes ham at rejse en hær.

I nærheden af Viborg i 1152 kom det til et slag ved Gedebæk. - Knud tabte og apellerede igen til den tyske konge og senere kejser, Frederik Barbarossa, der som lensherre stævnede (!) dem til en rigsdag i Merseburg. Her tilkendte han Svend kongetitlen, og denne svor lensed til ham.

I Danmark var stormændende foruroligede over den store tyske indflydelse. Valdemar der først havde sluttet sig til Svend, der havde udnævnt ham til hertug i Slesvig, skiftede side, hvilket han beviste ved at forlove sig med Knuds halvsøster Sophie.

Både Knud og Svend blev i 1154 kongehyldet på Landstinget i Viborg.

De tre bejlere til kongemagten var blevet enige om at dele magten, så Valdemar fik Jylland, Knud øerne og Svend fik Skåne. Man ville så holde en forsoningsmiddag i Roskilde 9. august 1157, men Svend lod sine mænd overfalde de to andre konger. Knud blev dræbt, men det lykkedes Valdemar, omend såret at flygte ved at vælte lysestagerne og forsvinde i mørket, og nå til Jylland.

Valdemar fik stor tilslutning da man hørte om Svends udåd, og han fik samlet en stor styrke. Svend gik i land ved Grenå (ved Djursåens munding), men ved list og magt lykkedes det at få Svends flåde ødelagt. Svend gik til Randers, og Valdemar gik over på den anden side af Gudenåen, og lod broen ødelægge.

I slutningen af september var han blevet så stærk, at han turde møde Svends hær, og 23. oktober mødtes de to hære på Grathe Hede. Kampen var kort men voldsom, - Svend tog fejl af hvor Valdemars hovedstyrke var placeret, og opdagede for sent sin fejl, og endte med at flygte. Han kom ud i nogle sumpe ved enden af Hauge Sø, hvorved han mistede sine våben og rustning. Han blev senere taget til fange og dræbt med et øksehug. Thor Lange har opsat et stenkors til minde om begivenheden.

Kilder/henvisninger

Print/export