| |
| historie:odin [2016/09/30 15:05] – oprettet farallon | historie:odin [2016/09/30 15:13] (nuværende) – farallon |
|---|
| | **Odin** (oldnordisk ''Óðinn'', af ''óðr'' "raseri") i Nordisk mytologi [[Frigg]]'s ægtemand, og er en af de mest fremtrædende [[Nordisk mytologi|guder]] i den traditionelle [[Nordisk religion|nordiske religion]]; han forbindes i særlig grad med |
| | * krigslykke (og de i krigen faldne), |
| | * kongemagt, |
| | * [[runer|runemagi]], |
| | * [[visdom]] og |
| | * [[skjaldekunst]]; dertil havde han store kundskaber om [[sejd]]. |
| | I lighed med de andre nordiske guder er hans funktionsområde meget komplekst, og det er svært at beskrive, hvad han er gud for. Han omtales i kilderne gerne med andre navne, hyppigt bruges tilnavnet '''Alfader''', andre gange kaldes han '''Ygg''' (''den frygtelige''), et andet navn var '''Jolner''' og under det, optrådte Odin som [[jul]]ens gud. De mange navne afspejler de mange funktioner og roller Odin havde. I [[myte]]rne beskrives han ofte som en høj, enøjet og gråskægget mand, og på billeder ses han ride på den ottebenede hest [[Slejpner]] med spyddet [[Gungner]] i den ene hånd, fulgt af ravnene [[Hugin og Munin]] samt ulvene [[Gere og Freke]]. Men Odin var formskifter af natur; han havde utallige skikkelser og optrådte ofte i [[forklædning]], som i kvadet om [[hárbarzljóð|Gråskæg]] fra [[Ældre Edda]]. I myterne beskrives han som besat efter at skaffe sig mere viden og lærdom, og han rejste ofte vidt omkring; enten flyvende som en fugl eller ridende på hesten [[Sleipner]], |
| |
| | De islandske kilder fra middelalderen beskriver ham som [[aser]]nes overhoved. De udgjorde den vigtigste gudeæt, og i det [[nordisk kosmologi|nordiske verdensbillede]] var Odin den mest magtfulde konge. Den begrænsede udbredelse af hans navn i [[stednavn]]e i forhold til fx [[Thor]] og [[Frej]] tyder på at hans kult aldrig var særligt udbredt, på trods af at han var gudernes konge. Andre kilder viser, at det primært var eliten, der dyrkede ham: han var kongerne og stormændenes gud. Almindelige mennesker ville ikke vende sig til ham, og derfor var det kun få steder, han kom til at lægge navn til. I de tre tilfælde, hvor vi møder navnet Odinkar, blev det fx båret af personer af fornem æt.<ref>Bæksted (1996) pp. 69</ref> |
| | |
| | I den nordiske mytologi var gudernes funktioner ikke nødvendigvis forbeholdt én guddom; fx var det ikke kun Odin, der blev dyrket som krigsgud. Den lidt blegere gudeskikkelse [[Tyr (krigsgud)|Tyr]] var det også. Han blev primært dyrket af de almindelige soldater, mens Odin var høvdingenes og kongernes gud, også i krigen. En anden krigsgud var [[Thor]]. Hans funktion var dog i høj grad knyttet til hans rolle som menneskehedens beskytter mod destruktive og fjendtlige kræfter. Som krigsgud var Odin ikke altid til at stole på, for selv om han havde lovet sejr, kunne han vælge at give den til modparten. |
| | |
| | ====== Oprindelse ====== |
| | |
| | I før-kristen tid blev han også dyrket i det øvrige [[Germansk religion|germanske område]]; han var fx kendt som '''Woden''' i det [[angelsaksisk religion|angelsaksiske]] England og '''Wodan''' på [[oldhøjtysk]]; det blev til ''Wotan'', det navn han optræder under i [[Richard Wagner]]s operaværk [[Nibelungens Ring]]. Navnet stammer sandsynligvis fra det [[protogermansk]]e ord '''''*Wōđinaz''''' eller '''''*Wōđanaz''''' (intet af det sprog er bevaret, ordet er derfor rekonstrueret ud fra kendte sprog). Det er foreslået, at dyrkelsen af Odin kan have spredt sig nordpå fra Rhinegnene i 1. århundrede e.Kr. og have nået Skandinavien sammen med kendskabet i 5. århundrede e.Kr. Her har asekulten erstattet en oprindelig frugtbarhedskult. Odin optræder som krigsgud i sydgermanske kilder fra 5. til 8. århundrede,<ref>Bæksted (1996) pp.73</ref> |
| | |
| | |
| | Det skandinaviske navn ''Óðinn'' udviklede sig fra det [[urnordisk]]e navn ''*Wōdin'' i løbet af [[germansk jernalder]]. Kunsthåndværk af [[vendel]]typen, [[brakteat]]er og [[billedsten]] fra [[germansk jernalder]] hører til blandt de ældste fremstillinger af scener, der med sikkerhed kan forbindes med de [[myte]]r, vi kender fra den nordiske middelalder. Mange af figurerne på disse genstande ganske sikkert forestiller Odin. Overvægten af odinportrætter hænger sandsynligvis sammen med, at genstande af guld som fx brakteater var så kostbare, at kun overklassen havde råd til at erhverve dem; det tyder på at Odin allerede på dette tidspunkt var aristokratiets gud.<ref>Axboe (2004) pp. 49</ref> Det er derfor blevet foreslået, at dyrkelsen af aseguderne med Odin i spidsen på det tidspunkt erstattede en oprindelig [[Vaner|vanekult]], da en ny samfundselite opstod som følge af de begivenheder, der i dag er kendt som [[folkevandringstiden]].<ref>[http://www.algonet.se/~arador/postfestum.html Post festum. Solid gold in the Vendel Period<!-- Robotgenereret titel -->]</ref> |
| | Andre kilder tyder på at dyrkelsen af Odin begyndte længe før. Den romerske forfatter [[Tacitus]], der skrev et [[Germania (bog)|etnografisk værk om Germanien]] omkring 100 e.Kr., beskriver en [[Germanske mytologiske væsner|germansk guddom]], som han omtaler med det romerske navn [[Merkur (gud)|Mercurius]]; normalt tolkes det som en romersk oversættelse af Odin, da de begge blev opfattet som [[psykopomp]]os, "leder af sjælene (til dødsriget)." Andre paralleller mellem dem var handel, visdom og lærdom, og at de begge rejste over himmelen vha. guddommelige hjælpemidler.<ref>Ellis Davidson (1964) pp. 141</ref> |
| | |
| | Den [[Keltisk religion|keltiske gud]] [[Lugus]] havde flere paralleller til Odin: de blev begge relateret til magi og poesi, de portrætteredes begge med ravne og spyd som attributter og var begge énøjede. Et sandsynligt område, hvor de to kulturer kunne smelte sammen var hos de germanske [[chatter]]e, som levede i grænseområdet mellem de keltiske og germanske regioner i det nuværende [[Hessen]]. {{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}} |
| | [[Fil:Tangelgarda Odin.jpg|thumb|Odin i spidsen for en gruppe krigere på [[Tängelgarda stenen]], Gotland 7. årh.]] |
| | |
| | ===== Guddommelige funktioner ===== |
| | |
| | Odin havde flere roller; hans oprindelige funktion kan meget vel have været rollen som ledsager for de døde og som dødsgud,<ref>Ellis Davidson (1964) pp. 140-141</ref> men han var også nært knyttet til heste, spyd og med [[hamskifte]]. Hans egen hest hed i de nordiske kilder [[Slejpner]], og den brugte han til sine rejser mellem de forskellige verdner. Han kunne også rejse i skikkelse af en ørn over himmelen, men i modsætning til andre [[himmelgud]]er og skaberguder i andre kulturer blev han i Norden aldrig opfattet som en almægtig hersker over himmel og jord. |
| | |
| | I de yngste kilder optræder han konsekvent som krigsgud, skabergud og gudernes konge.<ref>Ellis Davidson (1964) pp. 48</ref> Denne udvikling til gudekonge hænger sandsynligvis sammen med etableringen af kongeriger i Norden. Han var en gammel guddom, men havde også en særligt sammensat karaktér, der afspejlede den nye institution – dvs. Odin var ganske sikkert ikke et sent indlån fra en anden kultur; en teori, der primært bygger på Snorres fortælling om de indvandrende aser.<ref>Bæksted (1996) pp. 70</ref> Det er først i overgangstiden mellem hedenskab og kristendom at Odin bliver til den almægtige ’’Alfader’’, som kendes fra de islandske skrifter, og var da ved at glide sammen med den kristne gud. Selve navnet Alfader er dog et gammelt tilnavn.<ref name=autogenerated6>Bæksted (1996) pp. 54</ref> Odin ejede også andre magiske genstande, en af dem var spyddet Gungnir, der ikke kunne bremses, når det blev kastet mod fjenderne. En anden var guldringen Draupnir, hvorfra otte identiske ringe af guld dryppede hver niende nat. |
| | |
| | Trods sin rolle som krigsgud beskrives Odin kun sjældent som aktivt kæmpende, ligesom krigeregenskaber, som styrke og mod aldrig blev tillagt ham; de evner han havde, var snarere den strategiske snilde og brugen af bedrag. Han tog ikke hensyn til moral og retfærdighed, og man blótede til ham før en kamp, for at købe sig til et fordelagtigt resultat, ikke for en glorværdig sejr.<ref name=autogenerated1>Bæksted (1996) pp. 48</ref> Måden man ofrede til Odin på var hængning og stik eller kast med spyd. Fra sagaerne kendes fx flere beskrivelser af en bestemt ritual en hærfører udførte før et slag: Før kampen begyndte slyngedes et spyd mod fjenden, for at ví dem til Odin: Dette er en gentagelsen af indledningen til den første mytologiske krig,<ref>Bæksted (1996) pp. 50</ref> som begyndte da Odin kastede sit spyd.<ref>Beskrevet i [[Völuspá]]</ref> Det var måske dette ritual, hvor fjenderne dedikeres til Odin, som smittede af på dødsguden, og gjorde ham til krigsgud.<ref name=autogenerated2>Ellis Davidson (1964) pp. 153</ref> |
| | |
| | Selv da Odin var blevet krigsgud og konge, fungerede han stadig som dødsgud. På sin borg [[Valhal]]la samlede han de bedste af menneskenes krigere, som faldt i kamp. De blev kaldt [[einherjer]]ne. De skulle kæmpe for ham og guderne mod [[jætte]]rne og kaosmagterne i Ragnarok. Einherjernes lod var ligesom Odins ikke evigt liv, men at falde i det yderste slag ved dommens dag, de befandt sig indtil da i en liminalfase mellem livet og deres endelige død.<ref name=autogenerated4>Clunies Ross (1994) pp. 257</ref> Valhalla var Odins måde at forsøge at omgå udfaldet af Ragnarok, og hans primære opgave i de mytologiske fortællinger, var således at udsætte hans egen uafvendelige død og destruktionen af den den verden, som han selv havde skabt.<ref name=ross255>Clunies Ross (1994) pp. 255</ref> Dem som blev udvalgt Odin til at bo i Valhalla, var dog kun heltene, de store ledere, fyrsterne og kongerne.<ref>Ellis Davidson pp. 48</ref> |
| | |
| | Den eneste reference til Valhalla i Ældre Edda stammer fra [[Grímnismál]], hvilket tyder på at denne forestilling om et overjordisk krigerparadis opstod på et sent tidspunkt under kristen påvirkning.<ref>Ellis Davidson (1964) pp. 150</ref> Valhalla var sandsynligvis en videreudvikling af ældre forestillinger om, at de faldne krigere fortsatte deres sidste kamp i gravhøjen, og at den udgjorde det oprindelige dødsrige. Oprindeligt havde hans rige været graven, men da Odin gradvist overtog rollen som krigsgud og Alfader, blev Valhalla til et lyst og venligt sted <ref name=autogenerated2 /> Spor af paradisiske dødsriger hos andre indoeuropæiske kulturer taler dog imod, at idéen om et venligt dødsrige ikke fandtes i Norden tidligere.<ref name=autogenerated6 /> |
| | |
| | Odin var også gud for inspiration, magi og poesi. Han opnåede stor visdom og kendskab til [[runer]]nes hemmeligheder, da han hængte sig selv i [[verdenstræ]]et [[Yggdrasil]]. Dette var imidlertid kun en åndelig død, hvor han ofrede sig selv til sig selv.<ref>Se [[Den Højes tale]]</ref> I en anden fortælling ofrede han sit ene øje for at kunne drikke af [[Mimers brønd]], for det opnåede han også umådelig visdom. Hans navn bliver gerne oversat med raseri, men betyder sikkert snarere ekstase; både krigerens og digterens inspiration og genialitet.<ref name=davidson147>Ellis Davidson (1964) pp. 147</ref> Valknút er et symbol for Odins evne til at løse og binde mænd; på slagmarken kunne det give sig udslag i enten paralysering (lagt bånd på sindet) eller rus (løst for al frygt og selvkontrol). |
| | |
| | Flere forskere har fremført teorier om at Odin-forestillingerne i virkeligheden er sent indlån i nordisk sammenhæng, det drejer sig om bl.a. [[E. A. Ebbinghaus]], [[Jan de Vries]] og [[Thor Templin]]. Denne teori støttes til dels af nogle passager i de islandske [[saga]]er, fx den, hvor det fortælles at Odin engang blev smidt ud af [[Asgård]] af de andre guder, hvilket virker usandsynligt for en ''alfader''-figur. {{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}} Både de Vries og Templin mener desuden, at [[Loke]] og Odin oprindeligt har været én og samme figur, der blev splittet i to i den tidlige vikingetid. {{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}} |
| | |
| | ===== Rolle i myterne ===== |
| | |
| | [[Fil:Odin from Lejre.jpg|200px|right|thumb|[[Odin fra Lejre]] (ca år 900). Fundet under [[Roskilde Museum]]s udgravninger ved [[Gammel Lejre]] i september 2009]] |
| | I myterne blev der lagt stor vægt på hvordan Odin opnåede sine magiske evner, og hvordan han videregav dem.<ref>Schjødt (1994) pp. 170</ref> Han var derfor gerne på farten, og rejste langt mellem de forskellige verdner på jagt efter mere viden, nye magiske færdigheder eller genstande.<ref>Ellis Davidson (1964) pp. 29</ref> Han optrådte lig en jordisk konge, når han sad i sit højsæde [[Lidskjald]], men han var samtidig uberegnelig, fulgte udelukkende sine egne mål og kunne fremprovokere krige som det passede ham. I både myter, digte og sagaer findes der mange hentydninger til hans svigefulde karaktér.<ref>Ellis Davidson (1964) pp. 49-50</ref> I modsætning til Thor brugte Odin derfor også gerne list og magi for at overvinde sine fjender, og gik ikke af vejen for bedrag, for at skaffe sig selv en fordel. Odins store visdom gav ham indsigt i verdens skæbne og magisk magt, og som konge var det hans ansvar at forberede guderne på fremtiden og ruste sig til fjendernes angreb. |
| | |
| | Ligesom de andre nordiske guder var Odin ikke udødelig; han vil falde og dø en fysisk død i det sidste slag under [[Ragnarok]], hvor kun gudernes børn ville overleve.<ref name=autogenerated4 /> Han var dog skabergud, da han sammen med sine to brødre [[Vile og Ve]] skabte Jorden ud fra urjætten [[Ymir]]s døde krop, efter at de havde dræbt ham. I rollen som skaber, omskabte Odin en allerede eksisterende, men fjendtlig verden til en brugbar jord. Han omformede derved naturressourcerne til noget brugbart. Odins skaberkraft skal sammenlignes med en dygtig håndværkers evner, og med den omformede han naturen og gjorde den til kultur. I den [[Nordisk kosmologi|nordiske kosmologi]] var naturen ultimativt associeret med døden, og derfor meget uønskværdig – gennem omskabelse kan den i realiteten uundgåelige død udskydes. Ønsket om at snyde døden og udsætte ragnarok står stærkt i myterne.<ref>Clunies Ross (1994) pp. 187</ref> |
| | |
| | I flere fortællinger er Odin beskrevet som en gammel gråskægget vis mand og vandringsmand, iklædt bredskygget hat, kappe og med en lang stav i hånden. Ofte er han også til hest, og hans ottebenede hest, [[Slejpner]], kan løbe over både land, himmel og hav og kan bringe sin rytter helt ned til dødsriget. Af nogle kilder fremgår det, at Slejpner bringer de døde helte fra valpladsen til Valhalla. Når han sidder på sit højsæde i Lidskjalv har han to ravne siddende på sine skuldre, deres navne er [[Hugin og Munin]] (Tanken og Mindet). De kan se hver en bevægelse i hele verden og høre hver en lyd; intet kan derfor holdes skjult for dem. Ved hans fødder ligger de to ulve, [[Gere og Freke]] (begge navne betyder grisk/grådig). Ravnene fremstår i de yngre kilder som personifikationer af hans tanke og sind, men oprindeligt knyttede de sig til Odin i deres egenskab af ådselsædere.<ref>Bæksted (1996) pp. 56</ref> |
| | |
| | Odins mytologiske oprindelse og slægsskabsforbindelser er mest fyldigt beskrevet af islændingen [[Snorre Sturlason]], som i fortællingen [[Gylfaginning]] oplyser, at han er søn af [[jætte]]kvinden [[Bestla]] og [[Borr]], og at han havde de to brødre [[Vile og Ve]]. Ud fra slægstermerne i det patriarkalske nordiske samfund var Odins æt således noget andet end jætternes, selv om hans mor var jætte.<ref>Clunies Ross (1994) pp. 57</ref> Sammen med sine to brødre dræbte han urjætten [[Ymer (nordisk mytologi)|Ymer]] og dannede verden af hans krop. Drabet blev et væsentligt konfliktpunkt i mytologien, og det var bestemmende for forholdet mellem Odins og Ymers slægt. Selvom de to ætter i realiteten var meget nært beslægtede, blev de dødelige fjender pga. Odins mord på jætternes stamfar.<ref>Clunies Ross (1994) pp. 59</ref> |
| | |
| | Med [[Fjørgyn]]/Jord har Odin sønnen [[Thor]], men hans retmæssige hustru er dog [[Frigg]], sammen med hende har han sønnerne [[Balder]], [[Høder]] og [[Hermod]]. Med [[jætte]]kvinden [[Rind (nordisk mytologi)|Rind]] har han tillige sønnerne Skjold og [[Vale]]. Med jættekvinden Grid har han sønnen [[Vidar]]. Hans forbindelse til [[Freja]] er dog uklar; hendes ægteskabelige status var usikker, og ifølge myterne var hun gift med [[Od (nordisk mytologi)|Od]]; han kan være identisk med Odin. Måske var Freja hans frille, eller også var hun og Frigg oprindeligt én og samme person, der siden blev splittet i to.<ref>Clunies.Ross pp. 98</ref> |
| | |
| | [[Fil:Detail from G 181.jpg|thumb|right|200px|Detalje fra en [[billedsten]] fra [[Gotland]], som viser tre mænd, identificeret som Odin, Thor og Frej. Udstillet på Nationalmuseet i Stockholm.]] |
| | [[Fil:Odin riding Sleipnir.jpg|thumb|200px|En illustration fra en islandsk manuskript fra 17. årh., der viser Odin ridende på sin hest Sleipnir.]] |
| | [[Fil:Manuscript Odinn.jpg|thumb|200px|Illustration, der viser Odin hans ravne og våben (MS [[SÁM 66]] 17. årh.).]] |
| | |
| | ====== Kilder ====== |
| | |
| | De mange forskellige skriftlige kilder, som Odin optræder i, tegner et meget varieret billede af denne guddom. Den enkelte kilde er præget af forfatternes budskab og fremstillingen af Odin i den er en afspejling af det. Men forfatterne hentede inspiration til deres udgave af guden i det væld af forskellige forestillinger. Odin var nemlig ikke en entydig gud, han kunne optrådte i mangeartede skikkelser, havde mange funktioner og uberegnelighed var en af hans vigtigste egenskaber. |
| | |
| | ''[[Ældre Edda]]'' er en samling af religiøse digte, som bygger på ældre før-kristent materiale. Nogle af disse digte kendes i flere udgaver fra forskellige manuskripter, som alle er blevet nedskrevet på Island i middelalderen. De enkelte digte fokuserer på forskellige aspekter af gudernes virke. Odin var en ambivalent gud med mange forskellige karaktertræk, så den Odin, vi møder i det ene digt, ligner ikke nødvendigvis den, vi møder i et andet. |
| | |
| | ''[[Vølvens spådom|Völuspá]]'' er en beretning om hele verdens historie, både der var sket tilbage fra urtiden, og det der vil ske i fremtiden. Den indeholder også en rammefortælling, om [[vølve]]n, som beretter alt dette til Odin. Hun fortæller ham om hans egne gerninger i fortiden; drabet på Ymir og hans skabelse af Jorden og menneskene, at han igangsatte den første krig, hans ofring af sit eget øje i [[Mimers brønd]] og Balder, hans egen søns død. Hun fortæller om Odins egen skæbne, hvordan han selv skal dø, dræbt af [[Fenris]], og at [[Vidar]] vil hævne ham. Men også at en ny Jord vil opstå i stedet for den gamle, der vil gå til i flammehavet. De overlevende af asernes slægt vil derpå mindes Odins gerninger. |
| | |
| | ''[[Den Højes tale|Hávamál]]'' indeholder en fortælling om hvordan Odin opdagede runerne, efter han havde været hængt i verdenstræet og stikket med et spyd i ni dage og ni nætter. Den viden han opnåede på denne måde gav ham magten over de Ni verdner, dvs. hele Jorden. Nogle forskere har foreslået, at denne myte er en nordisk udgave af den kristne forestilling om Jesu korsfæstelse.<ref name=bbcviking>''Viking Religion'' By Gareth Williams [http://www.bbc.co.uk/history/ancient/vikings/religion_02.shtml at BBC – History]</ref> Andre afviser denne forbindelse, da ofring er den eneste parallel mellem disse to myter <ref name=ross255 /> En væsentlig forskel mellem de to selvofringsmyter, er de to vidt forskellige formål med dem; hvor Jesus påtog sig lidelsen for menneskets skyld, så søgte Odin runernes hemmelige viden.<ref name=autogenerated7>Ellis Davidson (1964) pp. 144</ref> Denne tekst har dog i lighed med de andre gået flere århundreder i [[mundtlig overlevering]] i et kristent samfund, før de blev nedskrevet i 12. århundrede; hvilket må betyde at kristne idéer og forestillinger må have påvirket den.<ref name=bbcviking /><ref>W. A. Craigie, "Religion of Ancient Scandinavia" (1914)</ref> |
| | |
| | ''[[Lokasenna]]'' giver et andet billede af Odin. Digtet fortæller om et skænderi mellem [[Loke]] og de øvrige guder efter Balders død. Da Loke håner [[Gefion]] forsøger Odin at forsvarer hende, det medfører at Loke angriber Odin verbalt, bl.a. Ved at hentyde til hans meget umandige praktisering af sejd; noget som var kvinders domæne. Det ender med af Frigg må forsvare sin mand, hvorefter hun blive mål for Lokes hån. |
| | |
| | I ''[[Hárbarðsljóð]]'' optræder Odin forklædt som en færgemand. Da hans egen søn, Thor, kommer hen til den store sø, hvor Odin befinder sig, indleder han en lang diskussion med den intetanende Thor og han nægter at færge ham over. |
| | |
| | [[Adam af Bremen]]: Skrev en beretning om ærkebispesædet Hamborg-Bremens historie (''[[Gesta Hammaburgensis ecclesiae pontificum]]'') omkring 1080. den indeholder bl.a. en af de ældste beskrivelser af den før-kristne religion i Norden. Odin kaldes ''Den rasende'', og en krigsmager, der indgyder mænd styrke, når de står overfor deres fjender.<ref>''Gesta Hammaburgensis'' 26: Alter Wodan, id est furor, bella gerit, hominique ministrat virtutem contra inimicos. [http://hbar.phys.msu.su/gorm/chrons/bremen.htm Waitz' edition engelsk oversættelse]</ref> |
| | |
| | [[Saxo Grammaticus]]: Skrev omkring 1200 et værk om danernes historie (''[[Gesta Danorum]]'') på latin. Det indeholder også [[euhemerisme|euhemeristiske]] fortællinger om de før-kristne guder, der beskrives som snedige magikere. De brugte deres evner og tricks til at snyde menneskene i Norden, så de begyndte at dyrke dem som guder.<ref>''[[Gesta Danorum]]'', 1. bog [http://omacl.org/DanishHistory/book1.html engelsk oversættelse]</ref> Ifølge Saxo kom Odin og de andre aser oprindeligt fra [[Byzans]], som da var gudernes højsæde (Asgård). De var imidlertid blevet sendt i eksil og frataget alle ærebevisninger af de [[romerske guder|latinske guder]], da Odin havde hånet gudernes konge. Derpå var aserne søgt mod nord.<ref>[http://omacl.org/DanishHistory/book3.html engelsk oversættelse]</ref> Odin blev på denne måde fremstillet som en ren bedrage af Saxo, der samtidig kunne udstille hedninges tåbelige overtro og dyrkelse af væsner, der i realiteten blot var almindelige mennesker. På Saxos egen tid var den før-kristne religion endnu ikke helt forsvundet i Danmark, og det var derfor vigtigt ikke at omtale de gamle guder med respekt pga. risikoen for hedenske tilbagefald. {{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}} |
| | |
| | [[Snorre Sturlasson]]s [[Yngre Edda]] er i dag en af de vigtigste kilder til de før-kristne forestillinger om Odin og den religiøse kontekst, de var en del af. Her finder vi de mest fyldige udgaver af myterne, som kan fungere som forklaring på mange af de andre ældre kilder. I prologen til Yngre Edda fremstiller Snorre Odin som en historisk person. Ligesom Saxo fortæller han, at Odin engang i fortiden slog sig ned i Norden, hvor han bildte indbyggerne ind, at han var en gud. Snorre udnævner [[Troja]] som Odins hjemsted, og forklarer (måske med en [[folkeetymologi]]), at aserne fik deres navn, fordi de kom fra Asien. Snorre forsøger i sin beskrivelse af Odin og de øvrige nordiske guder at opretholde en [[skolastik|skolastisk]] værdineutral stil, men hans beretning kan alligevel ikke skjule Odins guddommelig og store betydning for den hedenske religion, der i Snorres egen levetid stadig var i frisk erindring.<ref>Anders Bæksted; ''Nordiske guder og helte'', 1996 ISBN 87-567-5707-7 (pp. 44)</ref> I de forskellige tekster fremhæver Snorre forskellige aspekter af personen, fx er de magiske elementer kraftigt nedtonet i Yngre Edda, og rollen som Alfader fremhævet, mens de magiske egenskaber er mere fremtrædende i Ynglingesaga.<ref name=autogenerated7 /> |
| | |
| | I Snorres fortælling ''[[Gylfaginning]]'' fremgår det, hvordan Jorden blev skabt, og hvad Odins baggrund var. Han var søn af [[Borr]] og jætten [[Bestla]] og havde to brødre [[Vile og Ve]]. Sammen dræbte de jætten Ymir, den første levende skabning i verden og jætternes stamfar. Fra Snorre stammer således den mest fyldige beskrivelse af Jordens indretning, det er dog usikkert i hvor høj grad hans meget [[Nordisk kosmologi#Kosmologisk diagram|systematiske verdensbillede]] var udbredt i før-kristen tid. Af jættens døde krop skabte Odin og hans brødre Jorden. Odin fik selv mange børn, og fra ham nedstammede asernes slægt. De tre brødre skabte også menneskene af to stykker træ, de fandt i vandkanten; Odin gav dem ånde og liv, Vile gav dem forstand og følelser og Ve gav dem hørelse og syn. De blev kaldt [[Ask og Embla]]. |
| | |
| | Det er Snorre, som beskriver Odin som den, der byder de faldne krigere velkommen til Valhalla og fortæller, at det var Odins mål, at samle så stærk en hær som muligt før Ragnarokslaget. Han skriver dog også, at Freja modtog halvdelen af de døde i sin sal [[Folkvang]]. Snorres Odin var en ambivalent gud; udover konge og hærfører var han også magiker, og han benyttede gerne bedrag for at nå de mål, han havde sat sig. Et tilbagevendende tema i Snorres myter, var Odins jagt på viden og kundskab. I 2. afsnit af ''[[Skáldskaparmál]]'' fortælles historien fx om hans tyveri af [[digtermjøden]] hos jætten [[Suttung]], hvis datter [[Gunlød]] Odin forførte for at få hendes hjælp. Billedet af Odin er imidlertid langt mere poleret i Snorres fortælling end den måde, hvorpå han reelt blev opfattet i før-kristen tid. Han var en mangeartet skikkelse, og han optrådte i mange former og under mange navne i kilderne, levn efter dyrkelsen af ham har ligeledes været præget af stor variation.<ref>Nordal (1994) pp. 142</ref> |
| | Odin optræder pga. sin særlige tilknytning til [[skjaldekunst]]en ofte i skjaldedigte. Denne kildegruppe, er dog ifølge den svenske religionsforsker Gudrun Nordal, problematisk, da henvisningerne til den før-kristne mytologi i de sene bevarede udgaver nærmest har udviklet sig til tomme klicheer. Og forfatterne kan udmærket have fundet deres materiale fra de skriftlige udgaver af eddadigtene fra middelalderen.<ref>Nordal (1994) pp. 140</ref> |
| | |
| | ====== Dyrkelse af Odin ====== |
| | |
| | Selv om Odin ifølge de islandske kilder er den fremmeste guddom, er der dog grund til at antage, at Odin ikke har samme grad af popularitet som andre guder; fx er relativt få byer opkaldt efter ham. En af dem er formentlig [[Odense]]. Andre guder som [[Frej]] og [[Thor]] er langt stærkere repræsenteret i det [[stednavne|onomastiske]] materiale med adskillige forekomster af bynavne som Frøstrup og Torsted. At han længe har haft en fremtrædende plads i de religiøse forestillinger, kan dog ses af at [[ugedage]]n [[onsdag]] er opkaldt efter ham. Traditionelt har man ment, at Odin overhovedet ikke blev dyrket i Island, fordi fraværet af et [[aristokrati]] betød, at det befolkningssegment, som normalt dyrkede Odin ikke fandtes i modsætning til fx Thorsdyrkerne. Eneste grund til at han overhovedet optrådte i den islandske litteratur, var udenlandsk påvirkning især fra skjaldetraditionen. Idéen bygger på [[Georges Dumézil]]s tredelingsteori, men tager ikke højde for de øvrige aspekter af Odinfiguren: at han var en omskiftelig karaktér, og derfor beroede identifikationen af ham og hans rolle på fortolkning. Gudrun Nordal mener imidlertid på baggrund af især gravmateriale, at kunne se tegn på, at Odin også blev dyrket i Island i forbindelse med [[nordisk før-kristen begravelse|begravelser]].<ref>Nordal (1994) pp. 152</ref> Digtning fungerede måske som en form for offer til Odin. Poesien var Odins sprog, og digterne udførte et ritual til ham (tolket på grundlag af Snorres forklaring). Fremsigelse af digte kunne også være en måde at tilegne ofringer til Odin.<ref>Norddal (1994) pp. 144</ref> |
| | |
| | ===== Odin-kultens alder ===== |
| | |
| | Blandt religionsforskere hersker der uenighed om kultens alder. Æsernes vandring mod vest er sat i forbindelse med |
| | * indoeuropæernes spredning fra Asien til Europa i [[yngre stenalder]], dvs i Norden i begyndelsen af tredje årtusinde f.Kr; men også med |
| | * konkrete historiske begivenheder, som [[goter]]nes vandring mod syd til kysten af [[Det Sorte Hav]] i de første århundreder e.Kr, og mod nord med [[heruler]]ne, hvorved Odin-kulten kom til Norden i [[folkevandringstiden]]. Arkæologisk findes ingen spor efter Odin-dyrkelse eller [[asatro]] i Norden før begyndelsen af folkevandringstiden.<ref>Lotte Hedeager: ''Skygger av en annen virkelighet'' (s. 91-2), forlaget Pax, Oslo 1999, ISBN 82-530-2098-8</ref> |
| | |
| | I ''Edda''ens beskrivelse af Odins slægtsforhold nævner Snorre Odins oprindelige navn, nemlig '''Voden''', og tilføjer, at det er ham, "''vi kalder Odin''". Voden, dvs Wotan, var germanernes gamle guddom for krigsekstase, raseri, storme, for magi og religiøse ceremonier. Til forskel fra Odin var han ikke klart personificeret, men hans funktion ses tydeligt som en del af Odin-skikkelsens yderst sammensatte karakter. Muligvis blev Voden og goternes hovedgud Gaut i folkevandringstiden forenet til den Odin, de norrøne kilder beretter om, og også gjort til konge over et folk, æserne. Hertil kommer Snorres historie om æsernes indvandring fra Asien, der kan betragtes enten som fri digtning, eller som en myte med en historisk kerne. Men tolker man ordet "æser" som "asiater", kan ordet vise til [[hunnerne]], som dukkede op i Europa ved slutningen af 300-tallet. Hunerne nedkæmpede nogle germanske stammer; andre allierede de sig med. Meget lidt vides om deres religion, men sandsynligvis var den – som den kinesiske [[statsreligion]] og den mongolske under [[Djengis Khan]] – været [[Shamanisme|shamanistisk]]. Under påvirkning af hunnerne blev shamanisme noget, man også i Norden begyndte at knytte til den højeste gud og officiel religionsudøvelse.<ref>[http://www.dagbladet.no/2011/09/29/kultur/litteratur/anmeldelser/bok/bokanmeldelser_fra_dagbladet/18351245/ Rokker ved grunnlaget for den tidligste nordiske historien - kultur - Dagbladet.no<!-- Bot genereret titel -->]</ref> Mens de sydlige germanere gik over til [[arianisme]]n og [[Bibelen]]s persongalleri, udviklede de nordlige germanere en gudeverden af [[vaner]], æser og [[jætte]]r som sagaerne har overleveret.<ref>Lotte Hedeager: ''Skygger av en annen virkelighet'' (s. 92-3)</ref> |
| | |
| | ===== Blót ===== |
| | |
| | Det fremgår af flere primærkilder, at man i Norden bl.a. [[ofring|ofrede]] til Odin som led i de ceremonier, der blev kaldt [[blót]]. [[Adam af Bremen]] beretter fx om en stor offerfest ved templet i Uppsala, som hvert niende år samlede tilbedere fra hele Sverige. Her blev både [[træl]]le og, som han skriver, hanlige eksemplarer af hver dyreart hængt fra træernes grene. [[Thietmar af Merseburg]] beretter om lignende kultfester i [[Lejre]] på Sjælland. Beretningen i Hávamál om Odins egen hængning og hans tilnavn, Hángatýr (De hængtes gud), må det formodes, at [[menneskeofring]]er af denne type i [[vikingetid]]en og måske før, var knyttet til Odin.<ref>Bæksted (1996) pp, 60</ref> I ''[[Ynglingesaga]]'' er der en beretning, som også kan bekræfte denne teori. Den fortæller om den svenske sagnkonge Aun, som det var blevet åbenbaret, at Odin ville forlænge hans liv, hvis han ofrede en af sine sønner hvert tiende år. Ni sønner mistede ifølge sagaen således livet, indtil svenskerne stoppede ham, idet han skulle til at ofre den tiende og sidste. |
| | |
| | I andre sammenhænge ofrede man til Odin i krisesituationer; i visse situationer også [[menneskeofring|mennesker]]. I et berømt eksempel, der findes i både ''Gautreks Saga'' og ''[[Gesta danorum]]'' var det endda en konge, som måtte lide døden. Kong Vikar var på rejse med sine mænd, da de blev ud af kurs, de trak derpå lod om hvem der skulle ofres til Odin for bedre bør. Loddet faldt på kongen, og han blev derfor hængt. I sagaerne fortælles det også at svenskerne havde ofret to sagnkonger, Domalde og Olof Trätälja, til Odin efter flere års hungersnød. Beretninger om krige tyder også på, at drab på fjender i et slag blev opfattet som en ofring til Odin; flere steder beskrives et ritual, som en hærfører udførte forud for kampen, hvor han viede sine fjender til Odin. Hans uberegnelighed i krig var dog kendt af enhver; nogle gange forrådte han sine favoritter, og lod dem tabe et slag og lide døden, hvilket Loke håner Odin for i ''[[Lokasenna]]''. |
| | |
| | I mange kilder fremgår det at ofre blev viet til Odin ved et spyd; det kunne fx ske ved at den hængte blev ramt med et spyd, lige som når en hærfører råbte "''Odin eje jer alle!''" mod fjendehæren før et slag efterfulgt af et spydkast.<ref>Ellis Davidson (1964) pp. 50-53</ref> Ofring til Odin gav adgang til Valhalla på linje med døden på slagmarken; i realiteten var et ligbål og/eller et spydstik i liget ganske sikkert tilstrækkeligt til at den afdøde kom til Odin. Dette gjaldt også for kvinder, og i flere kilder refereres der til egentlige enkebrændinger, så hustruen tilsyneladende kunne følge sin ægtemand til Odins hal.<ref>Ellis Davidson (1964) pp. 151</ref> |
| | |
| | Foråret og begyndelsen af sommeren, dvs. midten af april, var sandsynligvis det tidspunkt, hvor de årlige ofringer til Odin normalt fandt sted. I ''Ynglingesaga'' bliver en af de store årlige højtider beskrevet som ''at sumri, þat var sigrblót'' ("om sommeren, for sejr"); og Odin blev i alle nordiske kilder konsekvent forbundet med sejr. |
| | |
| | ===== Sejd ===== |
| | |
| | Odin omtales som en stor [[sejd]]mager. Sejd var en shamanistisk teknik, og shamanisme har været udbredt i hele Nordøsteuropa, Asien og [[Nordamerika]] op til moderne tid.<ref>Forbindelsen mellem sejd og shamanisme blev foreslået første gang af Dag Strömstad i Seid, Tekststudier i nordisk religionshistoria, 1935</ref> Forestillinger om et centralt verdenstræ parallelt med det nordiske [[Yggdrasil]] genfindes i flere nordøsteuropæiske og nordasiatiske kosmologier, hvor det fungerede som bindeled mellem forskellige verdner. Mange af Odins egenskaber kan også genfindes i andre shamanistiske kulturer; fx er shamanens vigtigste rolle at fungere som bindeled mellem menneskenes og gudernes verden. Rejserne mellem verdenerne gør ham i stand til at opnår viden, der ellers var hemmelig, eller møde personer, som ellers er døde. Dyr bliver ofte benyttet som transportmiddel på sådanne transcendente rejser.<ref>Ellis Davidson (1964) pp. 142</ref> |
| | |
| | Odins hængning og selvofring i træet, hvor han opdagede runerne,<ref>Hávamál; 138,5-6</ref> fungerede som en [[initiation]], der bragte ham fra en tilstand af uvidenhed til visdom. Smertefulde teknikker er udbredte i mange kulturer, når unge shamaner skal oplæres, ligesom forestillingerne om fødsel og genfødsel af shamanen.<ref name=autogenerated7 /> Det fremgår af digtet, at flere personer er til stede under Odins initiation, de gav ham hverken mad eller drikke i de ni dage og nætter han hang gennemboret af et spyd. Dette kunne være Odins adoption ind i sin mors egen slægt, da en tåget passage refererer til jætten Bøltorns søn, dvs. hans egen morbror. Denne jætte kunne være [[Mimer]], men det fremgår ingen steder. Hængningen indviede ham i jætternes slægt og gav ham adgang verdens hemmelige viden; han samlede runerne op fra jorden, dvs. underverdenen.<ref name=autogenerated3>Clunies Ross (1994) pp. 227</ref> Selv om han nu var blevet en del af sin mødrene slægt og havde fået del i dens viden, gengældte Odin aldrig denne gave, i stedet dræbte han stamfaren Ymer og fralagde dermed sit slægtskab.<ref name=autogenerated3 /> |
| | |
| | I Norden blev sejd beskrevet som en af mest kraftfulde kunster, men normalt også opfattet som noget feminint. Det var derfor en særlig ritualteknik knyttet til kvindelige præstinder og guder, især blev Freja tillagt stærke kræfter. Det betød at mandlige udøvere kvindagtiggjorde sig selv, hvilket blev anset som stærkt nedværdigende i det før-kristne nordiske samfund.<ref>Clunies Ross (1994) pp. 209</ref> En mand, der blev grebet i at udøve sejd, blev derfor opfattet som [[arg|ergi]] dvs. umandig.<ref name=autogenerated1 /> I myterne fortælles det, at det var Freja, som første gang lærte aserne sejdkunsten. Den var derfor i særlig grad forbundet med vanerne. Odin var også forbundet med denne gudeæt i andre forhold, fx havde både han og vanerne magt over døden, og Frejas ellers forsvundne ægtemand Od kan oprindeligt have været Odin.<ref>Ellis Davidson (1964) pp. 155</ref> |
| | |
| | En vigtig del af fortællingerne om Odin er hans fugle, de to ravne Hugin og Munin. Odins dyr fungerede i tekster og på billeder som hentydninger til ham selv.<ref>Nordal (1994) pp. 145</ref> De er en del af ældre forestillinger, og optræder på billeder fra [[jernalderen]]. I shamanistisk tradition repræsenterer fugle seerens eller shamanens sind, der kan flyve frit over lange afstande og se vidt omkring, helt uafhængigt af kroppen.<ref name=davidson147 /> |
| | |
| | ====== Overlevende forestillinger om Odin ====== |
| | |
| | [[Religionsskiftet i Norden]] var en langvarig proces, hvor kristendommen hovedsageligt langsomt spredte sig hovedsageligt fra samfundets top og fyrsterne nedad mod den almindelige befolkning. I den brede befolkning var der fortsat, længe efter den officielle kristning, en udbredt tro på Odin og de øvrige før-kristne guder og mytologiske væsner. |
| | |
| | Det sidste slag i Skandinavien, hvor Odin blev fejret for sejren, var [[slaget ved Lena]] i [[1208]]. Den landflygtige svenske konge [[Sverker Karlsson den yngre|Sverker]] var vendt tilbage i spidsen for en stor dansk hær, og han stod nu over for en langt mindre svensk hær ledet af den nye konge [[Erik Knutsson af Sverige|Erik]]. Det fortælles at Odin nu viste sig foran de svenske linjer ridende på Sleipnir. Han ledte derpå det svenske angreb og gav dem sejren.<ref>http://runeberg.org/img/sverhist/1/0325.5.png</ref> |
| | |
| | I ''[[Baglersagaerne]]'', der blev skrevet i [[13. århundrede]], og som indeholder beskrivelser af begivenheder fra de to første årtier af samme århundrede optræder den samme episode også. Det fortælles her at, en enøjet rytter, der bar en bredskygget hat og en blå kappe, bad en smed sko sin hest. Den mistænksomme smed spurgte derpå den fremmede, hvor han havde været den forgående nat. Den fremmede nævner så steder så langt borte, at smeden ikke kan tro på ham. Fremmede fortæller også at han længe havde opholdt sig i nord, hvor han havde deltaget i flere slag, men at han nu var påvej til Sverige. Da hesten er blevet skoet, stiger den fremmede atter op og siger: "Jeg er Odin" til den lammede smed og rider bort. Slaget ved Lena fandt sted den følgende dag. Baggrunden for denne historie er at der for nylig var indgået en fred i Norge, og at krigsguden Odin derfor intet længere havde at gøre der. |
| | |
| | I anden saga fra [[1260'erne]], ''[[Hákonar saga Hákonarsonar]]'', fortælles det hvordan [[Skule Bårdsson]] engang i [[1230'erne]] havde bedt skjalden Snorre Sturlason forfatte et digt, hvori én af Skules fjender blev sammenlignet med Odin, så de begge blev beskrevet som bringere af strid og splittelse. Denne episode er ikke en indikation af en fortsat dyrkelse af Odin, men viser snarere at mindet om hans navn på dette tidspunkt stadig var levende. |
| | |
| | I den senere [[skandinavisk folklore|skandinaviske folklore]] blev Odin længe husket som leder af [[den vilde jagt]].<ref>Bæksted (1996) pp. 58</ref> I flere beretninger var målet for denne jagt tilsyneladende at indfange og dræbe en kvinde. Hvem hun var, er ikke entydigt, men mange steder var den skovboende [[huldra]].<ref>Schön, Ebbe. (2004). ''Asa-Tors hammare, Gudar och jättar i tro och tradition''. Fält & Hässler, Värnamo. ISBN 91-89660-41-2 pp. 201-205.</ref> I Danmark var han flere steder erstattet af kong Valdemar eller ridder Grøn som leder af jagten. Digteren [[B. S. Ingemann]] skrev således om ham: |
| | |
| | ::''Tit korser arme bonde sig end på natlig sti,'' |
| | ::''når jægere og hunde ham suse vildt forbi.''[http://www.kalliope.org/digt.pl?longdid=ingemann2002050901 B.S. Ingemann] |
| | |
| | ====== Navne ====== |
| | |
| | I de nordiske kilder optrådte Odin under mange forskellige navne. [[Lotte Hedeager]] mener. at de mange er en indikation af, at han blev opfattet som herre over al ting.<ref>Hedeager (1999) s. 136</ref> I [[skjaldedigtning|skjaldetraditionen]] benyttede man [[kenning]]er som indirekte referencer til steder og figurer, en metode, der i mindre omfang, også kendes fra eddadigtiningen. I andre myter, som dem der kendes fra både [[Ældre Edda|Ældre]] og [[Yngre Edda]] bruges dæknavne som et element i fortællingen; fx optrådte han under navnet Bølværk på sin færd til [[Gunlød]], hvor han stjal [[Skjaldemjøden]]. I anden myte kaldte han sig Gangråd under sit besøg hos [[Vaftrudner]] og Vegtramer foran indgangen til [[Hel (dødsrige)|Hel]], da han manede [[Vølven]] op af hendes grav og udspurgte hende. Navnene var således ofte en afspejling af hans primære rolle i de enkelte myter eller historier; i myterne blev tilnavne brugt til at karakterisere figurerne i stedet for psykologiske beskrivelser.<ref name=autogenerated5>Clunies Ross (1994) pp. 75</ref> Et udbredt tilnavn var fx Valfader, det fik han, fordi han blev fosterfader for de helte, der døde på slagmarken (valen), og fik bolig i hans borg, [[Valhal]]la. Derfor var Odin knyttet til både krigen og døden. Et andet tilnavn var Himmelfader, det var knyttet til hans evne til at omskabe sig til en ørn. En fugl, der i indoeuropæiske kulturer i særlig grad ofte er forbundet med himlen. Odins navne kommer primært fra begivenheder på hans mange rejser og de handlinger, han har foretaget på dem.<ref name=autogenerated5 /> |
| | |
| | Fra forskellige kilder kendes der mere end 200 tilnavne eller dæknavne for Odin.<ref>Harrison, D. & Svensson, K. (2007). Vikingaliv Fälth & Hässler, Värnamo. ISBN 978-91-27-35725-9 p. 63</ref> Nogle tilnavnene understreger Odins position som fadergud og konge:: ''Alföðr ("Alfader") ; Aldaföðr "Mænds fader"; Herjaföðr ("Hærfader"); Sigföðr ("Sejrsfader"); Valföðr ("De faldnes fader")''. Andre kendte navne er bl.a.: ''Arnhovde, Atrid, Audun, Bileyg (Biløjd), Bivlinde, Båleyg (Båløjd), Bolværk, Brun/Brune, Dresvarp, Farmatyr (/Roptaty, Herjan, Hrosshårsgråne, Hvatmod, Hvedrung, Hærglad, Hærblinde, Hå/Høj, Ialk, Jevnhå (Den Jævnhøje), Jolner, Kjalar, Langskæg, Launding, Møttul, Njot, Olg, Ölur, Ome, Oske, Ovner, Rane, Ravneguden, Rosterus, Sand/Sandtale, Sejrfar, Sidhat, Sidskæg, Sige, Sigder, Siggaut, Sigmund, Sigtryg, Skilfing, Skjoldval, Svalner, Svavner, Svidrer, Svidur, Svipal, Tud, Tund/Tunn, Tekk, Tror, Trasar, Tveblinde, Tvegge, Ud, Vak/Vakr, Valdr Galga, Vegtam, Vidrimmer, Vidur, Vodin, Våvud, Ygg/Yggr, Yggjung, Yjung.'' |
| | |
| | ====== Moderne genkomst ====== |
| | |
| | [[Fil:Один.2008г.смеш.техн.20,5х29.jpg|thumb|300px|M. Presnyakov. Odin. 2008.]] |
| | ===== Germansk neopaganisme ===== |
| | |
| | Odin, er sammen med de øvrige nordiske guder, blevet genstand for fornyet dyrkelse. I Norden er denne genskabte religion organiseret i forskellige [[Asetro]]sforeninger, som er anerkendte trossamfund i både Island, Norge, Sverige og Danmark. |
| | |
| | ===== Moderne populærkultur ===== |
| | |
| | Odin optræder som prominent figur i Richard Wagners operatrilogi, ''[[Nibelungens ring|Der Ring des Nibelungen]]''. Dette værk førte i årerne efter til en fornyet interesse for de nordiske guder og Odin; i begyndelsen var portrætterne af ham, mere baseret på Wagners fortolkning end på de ældre kilder. Odin har siden da optrådt i et væld af forskllige værker, fx tegneserier, TV-film, litteratur og musik. |
| | |
| | ===== Pseudovidenskab ===== |
| | |
| | {{hovedartikel|Pseudovidenskabelige teorier om nordisk religion}} |
| | Siden 17. århundrede, hvor det [[euhemerisme|euhemistiske]] historiesyn var meget udbredt, har der fremført adskillige [[pseudovidenskab]]elige teorier om Odins mulige reelle historiske ophav. Et af de første eksempler var de svenske historikere [[Olof Verelius]] og [[Johan Peringskiöld]], der mente Odinsfiguren byggede på et historiske forbillede, som de gav navnet ''Sigge Fridulfsson''.<ref>Nordisk Familjebok</ref> |
| | |
| | ===== Odense Boldklub ===== |
| | |
| | Blandt fansene i [[fodbold]]klubben [[Odense Boldklub]] er der opstået en dyrkelse af Odin, da man anser Odin for at være knyttet sammen med byen Odense. Der er således blevet produceret [[merchandise]], [[tifo]]er og sange<ref>Aldrig vil vi give op: https://www.youtube.com/watch?v=z_1I6wgOIfM</ref><ref>Aldrg vil vi give op: http://tigerburet.dk/?module=2005</ref>, som omhandler Odin. Odense havde desuden tidligere et tårn, som hed [[Odinstårnet]]. |
| | |
| | ====== Litteratur ====== |
| | |
| | * Bæksted, Anders; ''Nordiske guder og helte'', 1996 ISBN 87-567-3897-8 |
| | * [[Hilda Ellis Davidson|Davidson, H. R. Ellis]]; ''Gods and myths of Northern Europe'', 1979 ISBN 0-14-020670-1 |
| | * Hedeager, Lotte (1999): I: Ingrid Fuglestvedt, Terje Gansum og Arnfrid opedal (red.), ''Et hus med mange rom: vennebok til Bjørn Myhre på 60-årsdagen.'' AmS-Rapport 11A fra [[Arkeologisk museum i Stavanger]], [[Stavanger]]: 219-237. ([http://www.arts.usyd.edu.au/departs/medieval/saga/pdf/126-hedeager.pdf online udgave]) |
| | * Nordal, Gudrun (1994); ''Odinsdyrkelse på Island'', i Schjødt, Jens Peter (red.); ''Myte og ritual i det før-kristne Norden''. ISBN 87-7838-053-7 |
| | * [[Margaret Clunies Ross|Ross, Margaret Clunies]]; ''Prolonged echoes : Old Norse myths in medieval Northern society'', Vol. 1 , ''The myths'', 1994. ISBN 87-7838-008-1 |
| | |
| | ====== Eksterne link ====== |
| | |
| | * [http://www.folklore.ee/folklore/vol10/pdf/teuton.pdf A. Asbjorn Jons; "Shamanism and the Image of the Teutonic Deity, Óðinn"] (engelsk) |
| | * [http://www.vaidilute.com/books/norroena/rydberg-contents.html Viktor Rydberg; "Teutonic Mythology: Gods and Goddesses of the Northland" e-book] (engelsk) |
| | * [http://www.vaidilute.com/books/asgard/asgard-contents.html W. Wagners; "Asgard and the Home of the Gods" e-book] (engelsk) |
| | * [http://www.vaidilute.com/books/guerber/guerber-contents.html "Myths of Northern Lands" e-book] af [[H. A. Guerber]] (engelsk) |
| | * [http://www.vaidilute.com/books/munch/munch-contents.html Peter Andreas Munchs "Norse Mythology: Legends of Gods and Heroes" e-book] (engelsk) |
| | |
| | ====== Referencer ====== |
| | |
| | {{reflist|2}} |
| | |
| | == Se også == |
| | * [[Hávamal|Den højes tale]] |
| | * [[hárbarzljóð|Kvadet om Gråskæg]] |
| | * [[De nordiske guders familietræ]] |
