'Mogens Eskilsen Gøye' (eller Gjøe) (efter 1470 - 6. april 1544) var dansk adelsmand og én af danmarkshistoriens største og rigeste godsejere. Han besad bl.a. Torbenfeld, Gunderslevholm og Græse på Sjælland, Løgismose på Fyn, Tunbyholm i Skåne, Krenkerup på Lolland, Avnsbjerg, Clausholm, Skærvad og Kjeldkær i Jylland samt mængder af købstadsgods i de større byer. Hertil kom store forleninger.
Han var ud af en magtfuld familie og søn af rigsmarsk Eskil Gøye og Mette Rosenkrantz, datter af rigshofmester Erik Ottesen Rosenkrantz. Mogens Gøye var første gang gift med Mette Bydelsbak (død 9. november 1513), datter af Albrecht Engelbrechtsen Bydelsbak og Pernille Brok. Mette Bydelsbak var efter broderens død i Ditmarsken i 1500 den sidste i sin slægt og dermed arving til Gunderslevholm, Torbenfeld, Græse, Løgismose, Clausholm, Skærvad og Keldkær. Ved hendes død udgjorde denne godsmasse ca. 709 fæstegårde.
Efter Mette Bydelsbaks død blev han gift med Margrethe Sture, datter af Claus Sture til Gammelgård i Slesvig. Hun døde barselseng i 1528. Med sin første hustru havde han 8 børn, deriblandt sønnerne Axel, Eskil og Albert samt døtrene Mette, Sophie, Elline og Birgitte; med den sidste hustru havde han 9 børn, deriblandt sønnerne Christoffer og Falk.
Mogens Gøye tjente kongerne Hans, Christian 2., Frederik 1. og Christian 3.. Under kong Hans blev han 1501 ridder og 1503 medlem af rigsrådet. I 1514 var han ved vielsen stedfortræder for Christian 2. i Bruxelles, da denne ægtede Elisabeth, kejserens sønnedatter. Han var i modsætning til sine standsfæller længe trofast over for Christian 2., men i 1523 sendte han ham et opsigelsesbrev, hvorefter Frederik 1. gjorde ham til rigshofmester.
Mogens Gøye blev tidligt omvendt til Luthers lære og beskyttede lutheranerne, hvilket bragte ham i konflikt med det overvejende katolske rigsråd.
Mogens Gøye var én af den senere Christian 3.s første tilhængere og ivrede for hans valg som konge, og han var en ledende skikkelse på mødet i Rye i juli 1534, hvor det lykkedes ham at få den jyske adel til samlet at stå bag Christian 3.. Han fortsatte som rigshofmester under Christian 3., men hans indflydelse var svindende.
