'Lensafløsningen' var en proces, hvor len og stamhuse afskaffedes. En lang række af landets største godser var fra den tidlige enevælde og fremefter blevet samlet i grevskaber, baronier og stamhuse, der gik udelt i arv til den førstefødte søn i besidderfamilien, eller den nærmeste mandlige arving, hvis der ikke var sønner.
I en såkaldt løfteparagraf i Grundloven af 1849 blev len og stamhuse ophævet. Meningen var så, at lenene skulle gøres frie. Det vil sige, at arveretten til ejendommene fremover skulle følge de almindelige arveregler. Samt at ejendommene kunne sælges på det fri ejendomsmarked.
Spørgsmålet om afløsning af lenene var dog kontroversielt, da godsejerklassens økonomiske og politiske magt afhang af, at de store godskomplekser forblev samlede.
Partiet Højre, der var ved magten fra 1865 til systemskiftet i 1901, forsvarede godsejernes ret til selv at forvalte deres egen ejendom. Med henvsning til, at godsejerne ofte brugte en del penge på sygepleje, skolegang og andre alment fremmende initiativer til gavn for egnens borgere, argumenterede Højre også for lenenes samfundsnyttige værdi. Godsejerne var af både følelsesmæssige og økonomiske grunde utilbøjelige til at ophæve lenene. Derfor undlod godsejerne at gennemføre grundlovens løfteparagraf, mens de stadig havde den politiske magt og kunne have afløst lenene på favorable vilkår for besidderne.
Efter systemskiftet i 1901 kom der på ny fokus på jordreformer og afløsningen af lenene fremstod efterhånden som en nærliggende mulighed for at skaffe jord til jordløse husmænd og landarbejdere. Da Det radikale Venstre, der havde tætte bånd til husmandsbevægelsen, overtog regeringsmagten i 1913 kom lensafløsningen højt på den politiske dagsorden.
Det var på forhånd klart, at Højre ikke ville være med til en lensafløsning, men de tre øvrige partier var heller ikke enige om, hvor omfattende prisen for lensafløsningen skulle være. Socialdemokratiet ønskede, at besidderne skulle afstå 1/2 af lenets værdi, de radikale at de skulle af med 1/3 af værdien i afgift, mens Venstre gik ind for en mindre indgribende reform.
Lensafløsningsloven
Efter 1. verdenskrig enedes de tre partier i 1919 om en lensafløsningslov.
Alle godsejere blev påbudt at indbetale 25 % af ejendoms-, jord- og interiørværdien til statskassen, hvis ejendommene ved mandslinjens uddøen skulle være hjemfaldet til staten og 20 %, hvis dette ikke var tilfældet. Staten takserede selv besiddelserne. For hvert år ejerne udskød afløsningen skulle de betale hhv. 1,25 % og 1% af lenets værdi i afgift til staten. Derfor var ejerne tvunget til at gennemføre afløsningen over en relativt kort årrække, og de sidste len afløstes i 1929.
Som en del af lensafløsningen fik Statens Jordlovsudvalg ret til at erhverve op til 1/3 af godsets jorder mod en erstatning, der dog med den danske historiker Ditlev Tamms ord „kun med god vilje kunne siges at være fuldstændig“.
Retsligt efterspil
Lov nr. 563 af 4. oktober 1919 om lens, stamhuses og fideikommisgodsers samt de derhen hørende fideikommiskapitalers overgang til fri ejendom - lensafløsningsloven - blev en dødsdom over en lang række af landets store godser. På få år mistede en lang række af landets gamle godsejerslægter deres ejendomme.
I de efterfølgende år fulgte et retsligt efterspil. Godsejerne og konservative kredse mente, at den fri ejendomsret var tilsidesat med håndteringen af lensafløsningen. Det fik to fremstående godsejere, Christian Sehestedt-Juul III og senere også Oscar Preben Friis Leopold Løvenskiold, til at lægge sag an mod staten. De vandt begge i Landsretten, men tabte i Højesteret. Her skelede dommerne i høj grad til flertalsstemningen i rigsdagen i deres fortolkning af grundloven.
De havde dog været i tvivl undervejs. Af voteringerne kan man læse, at flere dommere anerkender, at afløsningen var i strid med ejendomsretten og endda taler om „statens røveri“ og „konfiskation“.
Lensafløsningen endte således med det mest omfattende indgreb i ejendomsforholdene i landets historie. Retshistorikeren Ditlev Tamm beskriver i bogen Det danske godssystem - Herregården I lensafløsningen således:
„At et så simpelt lovindgreb skulle afføde en afgift til staten kunne være svært at begrunde med andet end grådighed, manglende respekt for ejendomsretten og politisk ligegyldighed over for en samfundsklasse, der identificeredes med rigdom og lediggang og som måtte anses for frit bytte når nye magthavere trådte til“.
Konsekvenser af lensafløsningen
Lensafløsningen betød afslutningen på den centrale økonomiske, politiske, sociale og kulturelle rolle, som de danske godser havde indtaget gennem hovedparten af Danmarkshistorien.
Adskillige af de store godser havde tidligere udgjort små mini-samfund, som påtog sig et væsentligt ansvar for de ansatte og deres børns sundhed, uddannelse og sociale sikring, også efter arbejdslivets ophør. Et godt eksempel herpå var Grevskabet Langeland, som stod for driften af en lang række skoler og sundhedsmæssige tiltag for grevskabets ansatte, ligesom godsets ældre medarbejdere kunne overgå til overkommelige arbejdsopgaver - f.eks. i slotsparken - når kræfterne begyndte at aftage.
Denne type af funktioner ophørte med lensafløsningen, hvor alle berørte godser blev økonomisk pressede i en sådan grad, at de var nødsaget til at koncentrere de økonomiske ressourcer om at få den tilbageblevne landbrugsdrift til at fungere. Det offentlige måtte herefter overtage de sociale og uddannelsesmæssige opgaver, som godserne tidligere selv havde løst.
På det kulturelle område betød lensafløsningen, at adskillige godser måtte frasælge væsentlige dele af deres historiske indbo for at betale statsafgiften. En hel del indbo blev i den forbindelse opkøbt af Frederiksborgmuseet, hvis direktør Otto Andrup dygtigt, men også temmelig hensynsløst, forstod at udnytte de forarmede godsejeres situation. Hovedparten af det frasolgte indbo forsvandt dog ud i fri handel.
Dette gjaldt i særlig grad for nogle af de godskomplekser, som faldt helt fra hinanden som følge af de nye arveregler og det økonomiske dræn, som lensafløsningen samtidig medførte. Til denne gruppe hørte Gammel Estrup, hvis rige interiør, opbygget gennem ca. 600 års ubrudt arvegang i slægterne Brock og Skeel/Scheel, i 1926 blev solgt på en række auktioner, inden selve godset og hovedbygningen også blev solgt af arvingerne efter lensgreve Christen Scheel.
En tilsvarende skæbne var tæt på at overgå Rosenholm, en anden af de meget gamle besiddelser for den danske højadel, som havde været i slægten Rosenkrantz' eje siden dets opførelse blev påbegyndt i 1559. Efter lensbaron Hans Rosenkrantz' død i 1936 blev selve godset samt skoven solgt, men Hans Rosenkrantz' hustru af første ægteskab, lensbaronesse Christiane Rosenkrantz (født komtesse Wedell-Wedellsborg), købte for egne midler hovedbygningen samt den omgivende park og sikrede den dermed for slægten, selvom dens økonomiske fundament i land- og skovbruget var borte. Frederiksborgmuseet opkøbte samtidig, støttet af Carlsbergfondet, en stor del af indboet, herunder væsentlige dele af den enestående portrætsamling og lod en betydelig del deponere på stedet. Dog blev et stort antal portrætter overført til Frederiksborgmuseet.
En række nødlidende godser blev i forbindelse med lensafløsningen overtaget helt af Statens Jordlovsudvalg. Det gjaldt f.eks. slægten Bille-Brahe-Selbys godser Hvedholm og Østrupgård på Fyn.
Kilder
- Herregården I - Det danske godssystem
