Forskelle

Dette viser forskellene mellem den valgte og den nuværende udgave af dokumentet. Gul er linjer der findes i den gamle udgave, og grøn er linjer der findes i den nuværende.

Link til denne sammenlinings vising

Begge sider forrige revisionForrige revision
historie:erik_scavenius [2010/01/17 12:22] farallonhistorie:erik_scavenius [2010/01/17 12:26] (nuværende) farallon
Linje 1: Linje 1:
 +'''Erik Julius Christian Scavenius''' ([[jernbaner:13. juni]] [[jernbaner:1877]] - [[jernbaner:29. november]] [[jernbaner:1962]]) var dansk [[statsminister]] fra [[jernbaner:9. november]] [[jernbaner:1942]] til [[jernbaner:29. august]] [[jernbaner:1943]] (formelt til [[jernbaner:5. maj]] [[jernbaner:1945]]). 
  
 +===== Baggrund =====
 +Erik Scavenius var en af de syv sønner, som godsejer Carl Sophus Scavenius til [[Klintholm (Magleby Sogn)|Klintholm]] på [[Møn]] efterlod sig. Han følte sig stærkt knyttet til familien og udtalte sig trods sin stærke tilknytning til [[Det Radikale Venstre]] altid anerkendende om højremanden konseilspræsident [[Jacob Brønnum Scavenius Estrup|J.B.S. Estrup]] til [[Kongsdal]], der var faderens fætter. Erik Scavenius forberedte sig tidligt på en karriere i søværnet og påmønstrede [[1891]] som frivillig lærling krydseren Ingolf. Han fortsatte derefter som søkadetaspirant på kadetskibet Dagmar, men dumpede [[1894]] ved optagelsesprøven til søofficersskolen. Herom udtalte han sig med tydelig bitterhed mere end 60 år senere i et filmet interview. Sagen var, at hans foresatte lod ham dumpe ved at give ham en lav karakter i "Forhold om bord", som tildeles af chefen efter skøn uden nærmere begrundelse. 
 +
 +===== Karriere =====
 +Da han 17-årig stod på bar bund efter det mislykkede forsøg på at blive søofficer, gik han på studenterkursus, bestod artium og læste videre på [[Københavns Universitet]] for at kvalificere sig til diplomat. Han blev cand.polit. i 1901 og begyndte 1. april samme år som volontør i [[Udenrigsministeriet]] på Kongens Nytorv. Han blev fast ansat efter udstationering i 10 uger som fungerende legationssekretær til [[Sankt Petersborg|St. Petersborg]] og gjorde derefter kortvarigt tjeneste ved legationerne i Stockholm, Berlin og Paris. Fra [[1906]] var han ledende legationssekretær i Berlin under kammerherre Hegermann-Lindencrone, som han sympatiserede med, og hvis syn på det dansk-tyske forhold lå helt på linje med hans eget. 
 +
 +===== Politisk karriere =====
 +Det var en overraskelse, da han i 1909 blev udnævnt som udenrigsminister i [[Carl Theodor Zahle|Zahles]] første ministerium. Årsagen var, at han som modstander af dansk militarisme sympatiserede med det Radikale Venstres syn på dansk forsvars- og sikkerhedspolitik og lagde stor vægt på, at det sønderjyske spørgsmål ikke fik lov at forgifte forholdet mellem Danmark og Tyskland. Zahle fik kongen til at acceptere ham som udenrigsminister ved at stille krav om partitilhørsforhold til de andre mulige kandidater. Erik Scavenius havde intet imod at melde sig ind i [[Det Radikale Venstre]], som han forblev medlem af til 1932, hvor P. Munch afløste ham som udenrigsminister.
 +
 +I [[1912]] blev han [[gesandt]] i [[Wien]] og [[Rom]] og var derefter igen udenrigsminister i det andet ministerium Zahle fra 1913-20. 
 +
 +{{ :personer:scavenius_og_best.jpg?x200|EWrik  Scavenius og Werner Best}}
 +Erik Scavenius var udenrigsminister under hele [[1. verdenskrig]] og spillede hovedrollen i bestræbelserne på at få de krigsførende til at acceptere den danske neutralitetspolitik og  holde Danmark uden for krigen. Det medførte beskyldninger om at hælde mod [[Tyskland]] og gjorde ham ilde lidt i nationale kredse{{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}}. Det kom stærkt til udtryk efter Tysklands nederlag, fordi han advarede mod at benytte de gunstige konjunkturer til at inkorporere en talstærk tysk befolkning i det danske rige. I forbindelse med [[Genforeningen]] i [[1920]] holdt han derfor strengt på nationalitetsprincippet. [[Flensborg]] skulle kun være dansk, hvis et flertal af flensborgerne gav udtryk for ønske om det. Det skete ikke, og efter pres fra nationalistiske kredse forlangte kong [[Christian 10.]], at statsminister Zahle skulle opløse rigsdagen og udskrive nyvalg. Zahles vægring herved udløste hans afgang og den såkaldte [[Påskekrisen|påskekrise]]. 
 +
 +I mellemkrigstiden var Scavenius 1922-24 formand for Det Radikale Venstre og var ligeledes i en årrække formand for ''[[Politiken]]s'' bestyrelse. Desuden var han 1924-1932 gesandt i Stockholm og derefter tilknyttet den danske delegation ved [[Folkeforbundet|Folkenes Forbund]] i [[Geneve]] : Han ledede den i dr. Munchs fravær. Han fratrådte [[1. maj]] [[1937]], kort før han fyldte 60 og var indstillet på at udtræde af aktiv tjeneste.
 +
 +Sådan skulle det ikke gå. Efter [[Danmarks besættelse]] i april [[1940]] blev Scavenius i juli på ny udenrigsminister i [[Ministeriet Thorvald Stauning III|ministeriet Stauning]], fordi der efter den tyske besættelse var stor uvilje mod, at dr. [[P. Munch]] forblev i regeringen. [[Christian X]] nægtede kategorisk at acceptere en rekonstrueret regering under Th. Stauning, hvis dr. Munch stadig figurerede på listen og bad Th. Stauning forhøre sig endnu engang hos Erik Scavenius. Resultatet blev, at dr. Munch indvilgede i at træde tilbage og pegede på Erik Scavenius som sin afløser. Som under 1. verdenskrig blev Scavenius hovedpersonen i kontakten med tyskerne. Han mente, at Danmark ville få det bedst mulige ud af situationen, hvis landet var imødekommende over for - eller endda foregreb - tyske ønsker på områder, som den danske regering på grund af magtforholdene før eller siden ville komme til at give efter på. Han kunne så opnå at være bedre forberedt end de tyske forhandlere og opnå resultater, som ellers ville være vanskelige. Hans politik lykkedes, og  besættelsen forløb mere fredeligt i Danmark end i de andre tyskbesatte områder. Intern modstand gjorde, at Erik Scavenius truede med sin afgang for at gennemføre sin politik. 
 +
 +Efter [[Stauning]]s død i foråret [[1942]] blev [[Vilhelm Buhl]] statsminister, men han måtte allerede i november samme år gå af som følge af, at Christian X havde takket den tyske fører for en fødselsdagshilsen på en måde, som føreren anså for direkte uforskammet (Telegramkrisen). Den tyske gesandt blev hjemkaldt og en nazistisk rigsbefuldmægtiget med solide relationer til de ledende tyske nazister, dr. [[Werner Best]], blev udpeget til at styre Danmark. Det lykkedes dr. Best at få Hitler til at accepterede en regering under Erik Scavenius, som både blev stats- og udenrigsminister. Befolkningens voksende skeptiske indstilling mod Tyskland og [[samarbejdspolitikken]] kulminerede i uroligheder i de store byer, hvorefter besættelsesmagten stillede den danske regering et ultimatum, som den afslog den [[29. august]] [[1943]]. Den tyske militære ledelse erklærede [[undtagelsestilstand]], og Scavenius deponerede sin afskedsbegæring hos kongen, hvorefter regeringen ophørte med at fungere. Danmark fik [[departementschefstyre]] til krigens slutning.
 + 
 +Scavenius' rolle under [[besættelsen]] er omdiskuteret. I mange år stod han som et symbol på samarbejdspolitikken, der af mange betragtedes som en sort plet på danmarkshistorien og som  modsætning til frihedskampen. Dette synspunkt er senest fremført af tidligere [[statsminister]] [[Anders Fogh Rasmussen]]. Historikere som [[Bo Lidegaard]] og [[Søren Mørch]] har søgt at rehabilitere Scavenius ved bla. at fremføre, at hans politik sparede den danske befolkning  i almindelighed og de danske [[jøde]]r i særdeleshed for store lidelser.
 +
 +Scavenius arvede [[1914]] herregården [[Voergård]] i [[Nordjylland]], som han afhændede [[1946]]. Han er begravet i slotsparken.
 +
 +== Eksterne henvisninger ==
 +* Viggo Sjøqvist: Erik Scavenius En biografi Bd. 1-2 Gyldendal 1973
 +* [http://www.historie-nu.dk/statue%20til%20scavenius.pdf Arne Hardis artikel på historie-nu.dk]
 +<div style="clear: both"></div>
Print/export