'Den Nordiske Syvårskrig' blev udkæmpet mellem 1563 og 1570. Begge parter med på den ene side Danmark-Norge (samt deres allierede Polen og Lübeck) samt modparten Sverige gik i krig med stor entusiasme. Begge parter havde et ønske om at blive dominerende i Norden.

Sverige ønskede at åbne søvejen og Danmark havde et ønske om at genskabe Kalmarunionen.

Krigen begyndte i Østersøen den 30. maj 1563, hvor en dansk flådeafdeling ud for Bornholm skød varselsskud for at få en svensk flådeenhed til at stryge topsejlet som tegn på accept af dansk overherredømme i Østersøen. Man ramte det svenske admiralskib og det kom til en kamp mellem de 9 danske og 19 svenske skibe. Svenskerne erobrede 4 danske skibe med hen ved 500 mand.

I juni indgik Danmark en alliance med hansestaden Lübeck, og i oktober sluttedes forbund med Polen.

Allerede den 31. juli blev de danske og lybske fejdebreve (krigserklæringer) afleveret i Stockholm.

Krigen blev ført med især tyske og skotske lejesoldater - på dansk side næsten 25.000 landsknægte.

Den 4. september 1563 kapitulerede den svenske fæstning Elfsborg (Älvsborg), der lå ved Sveriges eneste adgang til havet i vest (Kattegat), klemt inde mellem den norske Bohuslen i nord og danske Halland i syd. Men fæstningen beherskede og landforbindelsen mellem de danske og norske landsdele.

Den svenske konge Erik XIV sendte en hær ind i Halland; men svenskerne måtte trække sig tilbage da den danske hær rykkede frem og besejrede dem ved Marekjær (Mared) nær Halmstad. Den dansk-lybske flåde var stærk, men formåede ikke at blokere sejlads til og fra Sverige.

Erik's tropper begyndte i efteråret 1563 systematisk at ødelægge Blekinge for at skabe en forsvarszone op mod deres eget land. Og det førte bl.a. den 3. september 1564 til en massakre på Rønnebys indbyggere. Alle byens indbyggere, 2.000 børn, kvinder og mænd, blev hugget ned. Erik XIV skrev til det svenske rigsråd: Rødt som blod farvedes vandet i rendestenene. Forsvarerne havde nu tabt modet i den grad, at vi stak dem ihjæl som en flok svin. Ingen skånedes uden nogle kvinder og børn, som finnerne slog ihjæl. Erik XIV's målsætning var en total udryddelse af Blekinges hjemmehørende befolkning, som skulle fjernes fra jordens overflade for at gøre plads for en rent svensk kolonisation. De eventuelt overlevende blekinger skulle føres i samlet trop til Kalmar for videre transport til Stockholm. For det er bedre at have et øde land end et fjendeland, skrev den svenske konge.

I 1563 fik skåningen Mikkel Pedersen Gønge og hans hageskytter, der havde dannet et frivilligt nationalsindet korps for at forsvare deres hjemstavn, ordre til at vogte Grænserne i Gønge, Willands og Nørre-Åsbo hærreder og i Grænseegnene gøre Fjenden den Afbræck, han mægtede. Hér støder man for første gang på ordet snaphane, der var et skældsord, som svenskerne anvendte om Mikkel Pedersen og hans hageskyttekompagni og siden hen skulle bruge som betegnelse for al modstand, de mødte i form af bevæbnede bondeskarer.

Svenskerne under franskmanden Claude Collart indtog og holdt Trondheims len i Norge. Angrebet blev dog slået tilbage af en norsk styrke under Erik Munk og de svenske styrker overgav sig den 22. maj 1564.

Den 20. oktober 1565 besejrede danske tropper under Daniel Rantzau en overlegen svensk styrke i Slaget ved Axtorne nær den danske fæstning Varbjerghus.

Svenskerne havde dog allerede indtaget fæstningen og byen Varbjerg og foranstaltet et blodbad blandt forsvarerne. Hele besætningen med undtagelse af kommandanten Hans Holk og nogle andre adelsmænd blev likvideret.

Der blev holdt fredsmøde på den tyske kejsers initiativ den 15. juli 1570 i Stettin. Mødet resulterede i Freden i Stettin den 13. december samme år. Frederik 2. godkendte fredsaftalen den 25. januar 1571.

Alle gensidige fordringer blev opgivet og alle erobringer skulle tilbagegives. Som pant for en krigsskadeserstatning fra Sverige, beholdt Danmark dog fæstningen Elfsborg.

Se også

Print/export