'Christian 1.' (februar 1426 i Oldenburg - 21. maj 1481Københavns slot) var den første konge af den oldenborgske slægt. Han var konge af Danmark fra 1448-81, af Norge fra 1450-81 og af Sverige fra 1457-64. Han var søn af greveparret Didrik den Lykkelige af Oldenburg (1390-1440) og Hedevig af Holsten (1398-1436).

Kalmarunionen uden arving

Efter Christoffer af Bayerns pludselige død stod Norden uden konge og uden naturlige arvinger til tronen, da Christoffer døde barnløs. Det danske Rigsråd tilbød tronen til hertug Adolf 1. af Slesvig (også kaldet Adolf 8. af Holsten), der var tip-tip-oldebarn af Erik Klipping. Men Adolf, der på det tidspunkt var 47 år, takkede nej og pegede i stedet på sin søstersøn, grev Christian af Oldenburg. Christian måtte imidlertid forinden udtrykkeligt love Adolf at overholde bestemmelsen i barnekongen Valdemar 3.s håndfæstning, den såkaldte Constitutio Valdemariana fra 1326, om, at Sønderjylland (dvs. hertugdømmet Slesvig) og kongeriget aldrig måtte forenes under samme regent.

Det danske rigsråd stillede som betingelse, at Christian skulle gifte sig med forgængeren, Christoffer af Bayerns enke, Dorothea af Brandenburg. Rigsrådet udfærdigede en håndfæstning, hvoraf bl.a. fremgik, at ingen udlænding måtte få len eller optages i rigsrådet, og at der ikke måtte træffes nogen vigtige foranstaltninger uden om rigsrådet. Det danske rigsråd havde dog problemer med at få godkendt Christian som konge i Norge, og i Sverige sprængte man Kalmarunionen ved at vælge Karl Knutsson til konge i juni 1448. Efter underskrivelsen af håndfæstningen blev Christian kongehyldet på Viborg Landsting den 28. september 1448, og den 28. oktober 1449 blev han kronet i Københavns Vor Frue Kirke. Ved samme lejlighed fandt brylluppet med Dorothea sted.

Efterkommere

Christian og Dorothea fik fem børn, hvoraf de tre nåede voksen alder: * Olav (29.september 1450-51) * Knud (1451-55) * Hans (1455-1513), konge af Danmark 1481-1513 * Margrete (1456-86), dronning af Skotland, gift 1469 med kong Jakob 3. af Skotland * Frederik (1471-1533), konge af Danmark 1523-33

Strid om Gotland

Et af de første problemer, som Christian mødte, var spørgsmålet om Gotland, hvorfra den tidligere konge, Erik 7. af Pommern, drev sin sørøvervirksomhed. Den svenske konge, Karl Knutsson krævede Gotland tilbage og sendte en hærstyrke derover. Erik rettede hemmeligt henvendelse til det danske rigsråd og tilbød, at Danmark kunne få Gotland. I slutningen af 1449 sendte man fra Danmark en hærstyrke til Visby, hvorefter svenskerne trak sig tilbage. Det endte dog med, at Erik fortrak til Pommern, hvor han forholdt sig rolig indtil sin død.

Halmstadmødet 1450

I 1449 kronede den norske ærkebiskop, Aslak Bolt, den svenske konge, Karl Knutsson, til konge af Norge, selv om det norske rigsråd havde valgt Christian 1. På Halmstadmødet i 1450 blev man enige om, at Christian skulle anerkende Karl Knutssons krav på Sverige, mod til gengæld blive konge af Norge. Desuden blev det aftalt, at den længstlevende skulle overtage den andens trone. Dette var en diplomatisk sejr for Christian, der uden modstand kunne drage til Trondheim for at blive kronet i domkirken den 2. august 1450.

Karl Knutsson, der således mistede Norge, indledte i 1452 en krig mod Danmark og angreb Skåne. Efter fem års krig, hvor krigslykken flere gange skiftede, vandt Danmark, og Christian blev i 1457 kronet i Uppsala. Christians søn, Hans, blev anerkendt som tronfølger og arving til både Sverige og Norge i 1458. Karl Knutsson blev afsat og måtte flygte til Danzig.

Korstogsløfte

Efter Konstantinopels fald i 1453 lovede Christian at tage på korstog, men blev forhindret. I 1471 mødtes imidlertid de nordeuropæiske fyrster på en rigsdag i Regensburg, og der foreslog Christians udsending et angreb på tyrkerne på tre fronter. Mens kejseren og de tyske fyrster skulle invadere osmannernes besiddelser på Balkan, skulle paven og de italienske bystater sejle over Adriaterhavet og angribe derfra, mens Christian selv skulle lede en stor hær fra hele Nord-Europa ned gennem Rusland direkte mod Jerusalem. Her støttede han sig også til en profeti af Birgitta af Vadstena, der var kåret til helgen i 1391, hvor hun påstod, at Jerusalem skulle befris af en kejser ved navn Fredrik og tallet tre, og af en konge ved navn Kristoffer (og det hed Christian også). Planen blev vel modtaget, og man blev enige om 24.april 1472 som afrejsedag for det nye korstog. Imidlertid havde Christian gjort regning uden svenskerne, der slet ikke ønskede nogen andel i hans projekt. Han ville så sørge for at få dem overtalt ved hjælp af en stor hær, men den led et forsmædeligt nederlag i slaget ved Brunkebjerg udenfor Stockholm 10.oktober 1471. Kongen indså det umulige i at forlade unionen i en lang periode for at kæmpe i en anden verdensdel, og selv om der blev gjort flere senere forsøg på at genoplive hans storstilede korstog, blev det aldrig til noget. I stedet for sendte han sammen med Alfonso V af Portugal en fælles ekspedition til Grønland og Newfoundland i håb om at finde en snarvej til Indien. Portugisiske fiskere var på den tid ved at etablere sig i Nord-Atlanteren. <ref>Kurt Villads Jensen: Korstogene (s. 242-43), forlaget Cappelen, Oslo 2006, ISBN 82-02-26321-2</ref> thumb|right| ''Medalje med billede af Christian 1. slået ved rejsen til [[Italien]]

Hertugdømmerne

Den 4. december 1459 døde Christians morbror, hertug Adolf 1. af Slesvig, uden at efterlade sig børn. Christian øjnede en chance for at hjemføre Slesvig til riget. På trods af at der var flere andre arveberettigede til hertugdømmerne, lykkedes det ham sammen med rigsrådet at formå det slesvig-holstenske ridderskab til at hylde ham til hertug af Slesvig og greve af Holsten og Stormarn ved mødet i Ribe den 2. marts 1460. Tre dage senere bekræftede Christian og rigsråderne med deres segl i Ribebrevet, at Christian ville anerkende de slesvig-holstenske stormænds rettigheder, at de to områder altid skulle høre sammen og at indkalde stormændene til råd én gang om året. Christian satte et råd på 12 stormænd til at forvalte hertugdømmerne. Kongen måtte betale kompensationer for denne udvidelse af riget, hvilket oversteg hans økonomiske formåen. Størsteparten af de len, der udgjorde Christians besiddelser, var ejet af nogle få magtfulde adelsslægter, der ikke betalte skat til kongen. Christian blev tvunget til at øge skattetrykket, og han blev nødt til at pantsætte en del af sine len for at finansiere dette, så han kom snart ud i en bundløs gæld. Men nu trådte hans økonomisk begavede og velhavende kone til. Hun havde dels arvet en pæn formue fra sin far, dels pantsatte hun sine smykker, og for egne penge købte hun lenene tilbage. Hun gav dem dog ikke til kongen, men beholdt dem selv.

Christian måtte føre flere krige mod de andre arveberettigede til hertugdømmet Slesvig. For at finansiere disse måtte han både tage lån og udskrive nye skatter i Skåne. I 1464 udbrød der oprør i Sverige. Svenskerne kaldte Karl Knutsson tilbage, og han blev igen kronet til konge. Efter Karl Knutssons død i 1470 forsøgte Christian igen at vinde Sverige tilbage, men han led et knusende nederlag den 10. oktober 1471 i slaget ved Brunkebjerg. Christian var selv tæt på at blive hugget ned. Ved den efterfølgende fredsslutning blev det bestemt, at man ved voldgift skulle finde ud af, hvorledes Christian 1. kunne genindsættes som svensk konge. Det skete dog aldrig, og i stedet valgte det svenske rigsråd Sten Sture som rigsforstander.

Christian 1. deltog i 1473 i et tysk møde i Wilsnach. Her blev han forlenet med bonderepublikken Ditmarsken. Den 9. januar 1474 drog Christian med et stort følge til Rom. Han indgik en aftale med pave Sixtus IV, der gav ham tilladelse til at besætte de højeste kirkeembeder i Danmark og Sverige, samt åbne et universitet i København. Dette blev indviet i 1479. Efter hjemkomsten lykkedes det Christian at få styr på den holstenske adel og at få eftergivet en del af den gæld, han havde til hertugdømmerne. Han udbyggede og forstærkede embedsapparatet og lod de fleste poster besætte med borgerlige. Til afløsning for danehoffet, der ikke havde fungeret i længere tid, oprettede han en rigsrepræsentation, og i 1468 sammenkaldte Christian til det første stændermøde nogensinde.

Christian 1. døde den 21. maj 1481Københavns Slot. Han blev begravet i Roskilde Domkirke.<ref>christian1</ref>

Anetavle
Se også:
Fodnoter
Litteratur

*Scocozza, Benito: Politikens bog om Danske monarker. Politikens forlag, 1997. ISBN 87-567-5772-7

Eksterne henvisninger
Print/export