'Hindenburgdæmningen' er en 11 kilometer lang jernbanedæmning mellem det nordfrisiske fastland og vadehavsøen Sild.

Dæmningen, der blev bygget i årene 1923-1927 og kostede 1700 rigsmark per meter, har fået sit navn efter den daværende tyske rigspræsident Paul von Hindenburg. Op til 1.500 arbejdere deltog i byggeprojektet. Efter 2. verdenskrig fremkom der forslag om at give dæmningen et nyt navn, idet Hindenburg blev betragtet som manden, der beredte vejen for Adolf Hitler. Navneændringen blev dog ikke til noget.

Som det ses på billedet, kan man kun køre i tog på dæmningen, men siden 1932 kører der biltog, så man kan få sin bil til og fra øen. Den oprindelig ensporede strækning blev senere udvidet til to spor.

Før oprettelsen af dæmningen gik trafikken til øen med banen Tønder-Højer og videre med færgen mellem Højer Sluse og færgehavnen i Munkmarsk på Sild. Efter at havnen i Højer i 1920 blev dansk område, drøftede tyskerne muligheden for oprettelse af en fast dæmning mellem øen og det sydslesvigske fastland.

Oprettelsen af dæmningen afbrød imidlertid tidevandsstrømmen mellem Sild og fastlandet. Det antages, at de nu forandrede strømningsforhold omkring øen er medansvarlige for de enorme landtab ved Hørnum på Silds sydspids.

* [http://www.syltshuttle.de/ Biltoget til Sild (Sylt Shuttle)]

Print/export