OM AT FÅ PLADS ¹⁾ Henrik Thomsen var bare 27 år, da han modtog journalistikkens største rygklap. Her er historien om et løbsk missil, en gammel chefredaktør ved navn Alfred og ”det kreative rum”.

Af Jacob Berner Moe

”Den har altid stået fremme. Altid.” Henrik Thomsen tager fat om bronzemanden med bowlerhatten. Den har en slidt kant med rød filt under foden. Han kigger efter mærker fra dengang, han brugte den som hammer, men der er intet at se. Så stiller han den tilbage i vindueskarmen på det lille arbejdsværelse i villaen i Holbæk. ”Du må jo regne med, at jeg var en ung mand dengang. Det var et stort rygklap. Ikke bare fordi jeg var ung. Men også fordi det ikke var særlig almindeligt, at priserne gik til medier, som ikke var særligt store. Holbæk Amts Venstreblad var en lille lokalavis.” Klokken er otte mandag morgen. 43-årige Henrik Thomsen burde egentlig sidde i toget på vej til sin første arbejdsdag som ledende redaktionschef på Jyllands-Postens redaktion i København. Men i stedet går han ind i den store stue med det hvide ludbehandlede fyrretræsgulv. Sætter sig i lædersofaen. Og bevæger sig omkring 18 år tilbage i tiden. ”Jeg lå under en gammel Land Rover her i Holbæk, da missilet gik af. Jeg hørte det over radioen.” Det var den 6. september 1982. Henrik Thomsen var lige blevet færdig på Journalisthøjskolen og var ved at forberede en køretur ned igennem Afrika. Da han lå der, under Land Roveren, havde han ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at det løbske missil skulle optage størstedelen af hans tid de næste to-tre år og indbringe ham en Cavling.

Syndebukken Harpoon-missilet blev ved en fejl affyret fra fregatten Peder Skram. Missilet tordnede ned gennem Kattegat og endte med at totalskade et sommerhus i Lumsås på Nordsjælland. Ved et utroligt held kom ingen til skade. Missil-uheldet blev en af de mest omtalte begivenheder i starten af 80erne. I hvert fald i Holbæk Amts Venstreblad. Det viste sig, at den 54-årige orlogskaptajn Henning G. Olsen havde affyret missilet. Han var på skibet for at teste det avancerede våbensystem, og ved en ubegribelig fejl kom han til at sende et missil afsted. Omkring et år senere fastslog en kommissionsdomstol, at Hovsa-Olsen, som han blev kaldt flere steder, var den ansvarlige for den fatale fejl. Han havde betjent systemet forkert, da han skulle teste det. At Henning G. Olsen var helt sikker på, at missilet ikke kunne gå af, så længe hovedafbryderen var slået fra, var kun en formildende omstændighed. Det var på det tidspunkt, Henrik Thomsen kom ind i billedet. Han var kommet hjem fra Afrika og havde fået job på sit gamle praktiksted. Da kommissionsdomstolen udpegede Henning G. Olsen som syndebuk, havnede sagen ved et tilfælde på Henrik Thomsens bord. ”Der var nogle ting ved den sag, som virkede mærkelige,” siger Henrik Thomsen. Han sidder henslængt i sofaen og gnider i det korte røde fuldskæg. Mens de landsdækkende medier begyndte at blive trætte af sagen om Hovsa-Olsen, fik Henrik Thomsen som den første et interview med manden, der havde bombet sommerhuset. ”Han sagde nogle ting, som vi forfulgte,” lyder en af de utallige underdrivelser fra sofaen. I virkeligheden brugte Henrik Thomsen med hjælp fra redaktionssekretær Gunner Nielsen flere år på at følge retsmøder, gennemgå dokumenter, søge om aktindsigt, rejse til USA og skrive hundredvis af artikler om sagen. Han lavede af og til andre historier. Men missil-sagen optog langt det meste af tiden de næste par år. Gennembruddet kom i forsommeren 1984, næsten to år efter at missilet eksploderede. Henrik Thomsen havde fulgt retssagen mod Henning G. Olsen. Hvert eneste retsmøde i _flere uger havde han siddet bænket som eneste journalist i Københavns Byret. Bagefter telefonerede han artiklerne hjem fra byrettens mønttelefon. Retsmøderne gav adgang til nøglevidner. Og snart begyndte afsløringerne i Holbæk Amts Venstreblad at vække opsigt: Det amerikanske Harpoon-system havde en række mangler. Amerikanerne havde allerede haft et lignende uheld. Derfor havde amerikanerne installeret en særlig sikring for at undgå løbske missiler. Det vidste det danske militær ikke noget om. Hvis Peder Skram havde haft det særlige sikkerhedssystem, var Harpoon-missilet aldrig gået af. Flere ombord på Peder Skram var ligesom Hovsa-Olsen overbevist om, at hovednøglen sikrede mod affyring.

Alfred ”Hvis vi havde været på en landsavis, ville reaktionerne være kommet af sig selv. Men vi sad på en avis, som havde et oplag på 25.000, der i bedste tilfælde ankom med posten dagen efter til København. Derfor sendte vi alt, hvad vi havde, til Ritzau og Radioavisen for at få gennemslagskraft. På den måde kunne vi være med til at sætte dagsordenen.” Og det lykkedes til sidst. Den 28. juni 1984 vedtog et flertal i Folketingets forsvarsudvalg at nedsætte en ny kommissionsdomstol og frafalde anklagerne mod Olsen. Forsvarsudvalget henviste direkte til Holbæk Amts Venstreblad i beslutningen. Retssagen blev dog genoptaget senere, men med et meget indskrumpet anklageskrift. ”Så Olsen var en glad mand,” konstaterer Henrik Thomsen og skjuler det ualmindeligt godt, hvis han er stolt. Men bedriften var tilsyneladende ikke stor nok til at udløse en Cavling-pris. Holdet fra Holbæk blev ikke engang nomineret i efteråret 1984. ”Jeg tænkte overhovedet ikke på det,” forsikrer Henrik Thomsen. ”Det var jo de store tunge drenge, der sad på Cavling-priserne. Dem, som jeg selv havde som forbilleder. Erik Stephensen og Jørgen Flindt Pedersen var navne dengang. De var jo en anden klasse, følte vi … Nej, faktisk tænkte jeg på Cavling én gang,” afbryder han sig selv. ”Da nomineringen faldt i efteråret 1984, kom vores chef ind og spurgte, hvad det var for noget, at vi ikke var nominerede.” Han holder en pause. Det er første gang, han nævner Alfred Hansen, den tidligere chefredaktør på Holbæk Amts Venstreblad. ”Han var meget stolt over os. Alfred der,” siger han langsomt. Der skulle gå endnu et år og mange, mange flere artikler om Harpoon-missilet, før Holbæk Amts Venstreblad fik sin første og eneste Cavling nogensinde. Olsen havde fået en mild dom i byretten, takket være artiklerne i Venstrebladet, og den danske stat var ved at indgå et forlig med den amerikanske våbenfabrik om erstatning. Det var januar 1986, Henrik Thomsen var netop startet på Jyllands-Posten. Han var på introduktion i bladhuset i Viby, da meddelelsen kom. Henrik Thomsen fik sammen med Gunner Nielsen og Allan Graubæk Cavlingprisen for deres dækning af missil-sagen. ”Jeg var glad. Stolt,” siger han og ser hverken glad eller stolt ud. Og så vender han tilbage til Alfred.

Det kreative rum ”Cavling-prisen var en cadeau til avisen, der turde afsætte ressourcerne. Jeg er sikker på, at vi har trættet mange læsere, fordi det ikke var traditionel lokaljournalistik. Sagen flyttede sig langt væk fra Lumsås. Men det var en meget principfast redaktør, som gav os lov til at komme videre. Vi fik mulighederne.” Henrik Thomsen var bare 25 år, da han startede dækningen af missilsagen. Han sad alene mand i Københavns Byret, som 26-årig. Det krævede, at han troede på sig selv. ”Selvtilliden hentede jeg først og fremmest hos Alfred.” ”Han er et af mine meget store forbilleder i dag. Han har ved Gud siddet med meget få ressourcer og en bestyrelse i nakken, men alligevel holdt han fanen højt. Alfred-var–ikke-til–salg,” siger han indtrængende. Henrik Thomsen kommer op fra sofaen og læner sig frem. For første gang i løbet af interviewet taler han af sig selv. ”Det handler om at få ”det kreative rum”, hvor der er plads til at realisere sine idéer. Det kreative rum er at få plads, tid og ressourcer, så du kan bevæge dig rundt. Og nu er vi tilbage ved Alfred. Det handler om ikke at afvise idéer. Men at forsøge at værne medarbej-_deren, der sidder med en god idé, så han får pladsen til at afprøve idéen. Det kan jo være alt fra en konkret historie til en idé om, hvordan tingene kan gøres anderledes generelt.” ”Der skal to ting til: Der skal være nogle idéer. Og så skal der være nogle vægge, der beskytter medarbejderen.” Henrik Thomsen er taknemmelig for, at han blev beskyttet dengang i 80erne, men han giver ikke Cavlingen æren for, at han i dag er blevet chef. ”Rent karrieremæssigt har jeg ikke brugt prisen til ret meget. Men den repræsenterer nogle gode oplevelser. Det var vildt. Vi arbejdede hele tiden. Jeg lærte meget om, hvordan journalistik virker. Hvilken magt, der ligger i journalistik.” Der er gået et par timer, og JP-chefen kigger på uret. Han tænder stadig på at være journalist. Det har han altid gjort, også selvom han opnåede noget af det højeste, en journalist kan opnå, inden karrieren overhovedet var kommet i gang. Forklaringen er lige for: ”Jeg har hele tiden fået lov at lave det, jeg har lyst til. Jeg har fået lov til at forfølge de drømme, jeg har haft. Jeg har fået plads.