En tragedie værre end »Titanic«

Den 30. januar 1945 blev det tyske flygtningeskib »Wilhelm Gustloff« sænket af den russiske ubåd S13. 9.343 mennesker druknede – halvdelen var børn. 1.239 blev reddet. Kun de færreste kender tragedien, der ikke var nogen krigsforbrydelse.

Verdens største skibskatastrofe står ikke nævnt i Den Store Danske Encyklopædi. 9.343 mennesker mistede livet ved katastrofen. Halvdelen af de omkomne var børn, resten hovedsageligt kvinder og gamle.

Det britiske luksuspassagerskib »Titanic« er til gengæld udførligt beskrevet. 1.513 mennesker omkom ved dette forlis. Misforholdet forekommer besynderligt.

Klokken 12.30 den 30. januar 1945 forlod lazaretskibet »Wilhelm Gustloff« Gotenhafen – det nuværende Gdynia – i Danzig-bugten. Mere end 10.000 mennesker var proppet om bord på skibet. Det højst tilladte antal var 2.000 mennesker.

I vinteren 1944-1945 var Den Røde Hær rykket ind i Østpreussen. Med en knibtangsmanøvre fra Memel nordøst til Elbing i sydvest var godt 2,5 millioner tyskere spærret inde. Deres eneste mulighed var at flygte over det tilfrossede Frisches Haff og videre ad en smal landtange til Gotenhafen.

Herfra var der kun flugten over Østersøen tilbage – til sikre havne i vest, heriblandt Kiel og Flensborg. På kajen i Pillau ved Königsberg og i Gotenhafen stod tusindvis af mennesker i temperaturer på ned til 30 minusgrader og håbede på skibe, der kunne transportere dem vestpå. De fleste af flygtningene havde allerede rejst til fods og på hestevogne ad snedækkede landeveje og over tilfrosne nor.

Først i allersidste øjeblik tillod nazisterne den østpreussiske befolkning at forlade deres hjem.

Da var det allerede for sent for mange. Og skibene var håbløst overfyldte.

»Den 30. januar gik det endelig løs, efter at vi i flere dage havde ventet på afgang. Vi var i en euforisk stemning. For os var »Gustloff« en sikker tilflugt,« fortæller marinehjælperen Ursula Schulze i den tyske historiker Guido Knopps »Die grosse Flucht« om fordrivelsen af den tyske befolkning øst for Oder-Neisse samt Sudeterlandet.

Kahytter, korridorer, dæk, ja, selv det tømte svømmebassin var i brug, da »Gustloff« sejlede ud på den minerede Østersø. Det havde aldrig været meningen med skibet. »Wilhelm Gustloff« løb af stabelen i Hamborg i 1937 og blev opkaldt efter en myrdet schweizisk nazileder. Skibet var det første af en stor flåde under Kraft durch Freude, den nazistiske sports- og ferieorganisation. Før krigen brød ud, bragte »Wilhelm Gustloff« tusinder af ferierende arbejdere i Det Tredje Rige til Middelhavet og de norske fjorde.

Efter datidens forhold var propagandaskibet enestående. Det målte 208,5 meter i længden og 56 meter fra køl til mast, havde ti dæk, to store promenadedæk og en skorstensattrap, der ragede 13 meter op i luften. Alle kahytter var ens. Kun én kahyt skilte sig ud. Men her nåede Føreren aldrig at overnatte.

Kaptajnen var den 30. januar 1945 den 63-årige Heinrich Petersen. Overlevende vidner beskriver ham bagefter som »rystende nervøs«. Stemningen mellem ham og førsteofficer Reese var dårlig.

Ved spidsen af tangen Hela skulle Heinrich Petersen træffe det skæbnesvangre valg:

• Skulle han tage dybsøruten nord om Stolp Banke og syd om Bornholm? En rute, der havde den fordel at være minefri, men som ville være næsten umulig at redde passagererne i land fra, hvis »Wilhelm Gustloff« skulle blive ramt af en russisk ubåd.

• Eller skulle han tage ruten langs Pommerns kyst? En rute, der var befængt af russiske miner, men hvorfra passagererne ville kunne reddes i land til havnebyerne Stolpmünde, Kolberg eller Swinemünde.

Heinrich Petersen valgte den første rute med en hastighed på 12 sømil i timen. Orlogskaptajn Zahn – med ubådserfaring – anbefalede mindst 15 sømil i timen for at kunne undvige russiske ubåde.

Endnu mere alarmerende var, at »Wilhelm Gustloff« sejlede uden eskorte. Den tyske krigsmarinehistoriker Cajus Bekker forklarer i sin bog »Ostsee – Deutsches Schicksal 1944-1945«, at officererne fra ubådsflåden i Danzig-bugten ikke ville vente længere. De havde fået ordre til hurtigst muligt at rykke mod vest.

Ralph Wendt var stabslæge om bord på »Wilhelm Gustloff«. Han beretter i Guido Knopps »Die grosse Flucht«, hvordan skibet sejlede med positionslys. Han kunne ikke tro sine egne øjne:

»Jeg tænkte: Det kan ikke passe. At sejle i fjendens område med positionslys. Kaptajnerne tissede i deres egen seng (»Bettnässer«)«. Manden, der fik over 9.000 menneskeliv på sin samvittighed, hed Alexander Marinesco – kaptajnen på den sovjetiske ubåd S13, der skød kvinder, børn og gamle ned i det iskolde hav.

Men »Wilhelm Gustloff« var også et lazaretskib med soldater om bord – og derfor i krig et legitimt bytte. Marinesco var kaptajn på prøve og havde behov for at vise, hvad han duede til. S13 havde indtil den 30. januar haft begrænset succes.

Klokken 21.05 fik S13 den tyske flygtningetransport i periskopet. Ubåden lå på parallelkurs med »Wilhelm Gustloff« og lod tre torpedoer hamre ind i skroget på det tyske skib.

Den næste times tid udspillede sig scener, som forfulgte de cirka 1.000 overlevende resten af livet.

Redningsbådene var for størstedelen ikke klargjort. De fleste var frosset fast. I den første redningsbåd, der gik i vandet, sad de tre kaptajner, beretter indskibningsofficer Hans-Joachim Elbrecht, som overlevede katastrofen.

Nogle af dem, der først omkom i det iskolde vand, var nogle af de første, der kom i redningsbådene.

»Jeg så, hvordan en redningsbåd blev sænket i vandet. Det venstre firetov løsnede sig pludselig, mens det højre var frosset fast. Båden tippede i lodret position, hvorefter kvinder og små børn røg direkte ned i vandet. De havde ikke en chance,« beretter marinehjælperen Inga Rothschild.

Om bord skreg børn på deres mødre. De uheldige, der befandt sig på promenadedækket, kunne se deres chance for at overleve på den anden side af glasset. Selv om der blev hamret løs, lykkedes det ingen at få slået hul på glasset. »Håndfladerne blev presset mod glasset i en sidste bøn om hjælp. Vi kunne intet gøre. Hvor forfærdeligt det var at se disse ansigter, kommer jeg aldrig til at kunne beskrive,« fortæller en af de overlevende.

»De mennesker, der blev indhentet af vandet, simpelt hen stivnede og døde på stedet,« husker maskinisten Johann Smrczek. Mennesker er værre end dyr, når det gælder kampen for at overleve, fortæller flere af de overlevende samstemmende. Når mennesker i redningsveste hagede sig fast i redningsbåde, hamrede de heldige, der sad i båden, på de nødstedtes fingre for at få dem til at give slip. Alle frygtede overvægten i de overfyldte både.

Imens gik »Gustloff« langsomt, men sikkert ned.

»Ved alle udgange stod kvinder, børn og gamle mænd. Vi kunne ikke sige til dem, at de skulle hoppe i vandet. Alle ventede bare, og skibet gik længere og længere ned. En efter en blev klyngerne ædt af vandet. Når bølgerne kom, lød der et kor af skrig. Så var det de næstes tur, og bagefter de næstes… det var rædselsfuldt…«, fortæller Hans-Joachim Elbrecht, der selv sad i en redningsbåd. 1.239 skibbrudne blev reddet i land af tyske torpedofartøjer og redningsskibe fra Kolberg, Swinemünde og Saßnitz.

Over 33.000 flygninge fra Østpreussen omkom under redningsaktionerne over Østersøen. Men det lykkedes også at evakuere 2,5 millioner under kaotiske omstændigheder. »Sænkningen af »Gustloff« var ingen krigsforbrydelse. Vi havde ammunition og våben om bord, og der var tilmed soldater på skibet,« erkender en af de overlevende, Wilfried Harthun fra det tidligere Gdingen.

Sådan gemmer historien på historier, de fleste af os slet ikke kender.

De historier, vi får præsenteret i skolebøger, på film eller i litteraturen er ikke nødvendigvis de vigtigste eller de mest dramatiske. Vi ved kun ganske lidt om koloniseringen af Rusland og undertvingelsen af den indfødte befolkning øst for Uralbjergene – men er til gengæld blevet stopfodret med cowboyhistorier fra Det vilde Vesten.

Vi har stort set intet hørt om udryddelserne i de belgiske kolonier i Afrika men har mange gange fået serveret legenden om mødet mellem Livingstone og Stanley.

Sådan er det vel bare – nogle gange skyldes det en filmindustri, andre gange en tilfældig skriftlig kilde og i tilfældet »Wilhelm Gustloff« vel, at tyske liv ikke blev regnet for noget synderligt i 1945. Vinderen skriver historien og bestemmer, hvad vi kommer til at høre.

»Wilhelm Gustloff« ligger endnu på havets bund cirka 150 kilometer øst for Bornholm. Vraget er erklæret som mindested, hvor nysgerrige dykkere ikke har adgang. Kaptajn Alexander Marinescos skæbne blev efter krigen indhyllet i mørke. Han passede ikke ind i begreberne om en ægte sovjetisk helt. Han døde i 1963 i fattigdom i Sibirien men blev i 1990 rehabiliteret af Gorbatjov. Guido Knopp: »Die grosse Flucht«. 416 sider, 48,90 mark (Econ Verlag) Hidtil har historikerne regnet med cirka 6.000 ofre, men den nyere forskning regner på grundlag af skjulte passagerlister med 9.343 omkomne.