Scandinavian Star afgik den 6. april 1990 fra Oslo med kurs mod Frederikshavn. Mange passagerer har efterfølgende fortalt om det kaos der rådede under indcheckningen. Færgen havde tidligere fungeret som casinoskib, og der forestod stadig installationsarbejde ombord, og mange kahytter var umonterede. Desuden havde det været nødvendigt at optræne nyt mandskab på 10 dage, og det bestod af søfolk af flere nationaliteter, som vanskeligt eller slet ikke kunne forstå hinandens sprog. Brandøvelser var ikke afholdt for den nye besætning, der arbejdede nat og dag med at gøre skibet klart. Dette betød også at skibet afgik med tre timers forsinkelse. Ombord på færgen var omkring 482 passagerer og mandskab.

Natten til den 7. april befandt færgen sig i Skagerrak, da der omkring kl. 00:50 udbrød brand i noget sengetøj, der lå i gangene. Denne brand blev slukket af den passager der opdagede branden. En portugisisk sømand der kom ham til hjælp udløste brandalarmen. Det viste sig imidlertid, at denne var slået fra, da man havde erfaring med at berusede passagerer havde for vane at udløse den og den skulle derfor udløses manuelt fra kommandobroen. Førstestyrmanden syntes ikke der var grund til at udløse alarmen i dette tilfælde, da der ikke var umiddelbar fare for passagerernes sikkerhed.

Omkring kl. 2 udbrød to nye brande på dæk 3, hvoraf den sidste helt sikkert var påsat. På grund af den dekorative og også brandfarlige loftsbeklædning spredte ilden sig hurtigt og gangene fyldtes med sort giftig røg fra selv samme loftsbeklædning. Da de fleste passagerer på dette tidspunkt lå og sov i deres kahytter døde mange af den giftige røg og ikke af selve ilden. Ilden bredte sig hurtigt op til dæk 4 og da der sivede røg ind på dæk 5 og 6 alarmeredes kommandobroen. Desværre havde besætningen - som tidligere nævnt - ikke gennemgået den nødvendige brandøvelse og derfor var der ingen koordineret indsats.

Røgen var så mættet af kulilte, at personer som indåndede den mistede bevidstheden indenfor 30 sekunder og indenfor 3 minutter havde de indåndet en dødelig dosis. Samtidig indeholdt røgen store mængder af giftig blåsyre fra loftsbeklædningen, og skabte livstruende forhold for passagererne. Branden fortsatte op i skibet og ind i restaurantsektionen på dæk 6. Kahytterne havde hidtil været røgfri så længe dørene holdtes lukket og ventilationsanlægget fungerede, men da ventilationen blev stoppet, muligvis først kl. 02.30, sivede røgen ind i kahytterne og koncentrationen af kulilte og blåsyre nåde her et kritisk niveau ca. 15. minutter senere. Ventilationen blev stoppes da kaptajnen mente, at det er med til at mære ilden med ilt, men standsningen var også en dødsdom over de passagerer der intetanende lå i deres kahytter. Branden fortsatte, men spredtes nu langsomt på grund af iltmanglen. Desuden bremsedes ilden af både vægge og lukkede døre. Branden var først fuldstændig slukket den 16. april kl. 16.00.

Klokken 02.24 udsendte man et SOS og færgen Stena Saga opfangede signalet og ankom som et af de første skibe til ulykkesstedet knap en halv time senere og begyndte straks at samle overlevende op fra redningsbådene.

Klokken 03.28 meddelte kaptajn Hugo Larsen, at han ikke længere kunne blive om bord og forsikrede kaptajnen på Stena Saga om, at alle var reddet, skønt der stadig var mere end 40 overlevende tilbage på dette tidspunkt. Denne melding betød desuden, at der i første omgang ikke blev sendt røgdykkere til det brændende skib selv om der stadig var mange overlevende tilbage om bord. Da de første brandmænd fra Sverige ankom til færgen med en helikopter omkring klokken 6, blev der fundet én passager, to portugisiske sømænd og to håndværkere, som tilsyneladende havde sovet fra hele ulykken. Til deres held lå deres kahytter i et område, hvor ilden og røgen ikke havde været så slem. Andre steder på skibet flød det til gengæld med lig i gange og kahytter.

Kort efter ankomsten kaldtes kaptajnen tilbage til sit skib efter ønske fra brandmændene, der ikke kendte skibet og derfor havde brug for en guide. Senere bugseredes den stadig brændende færge ind til den svenske by Lysekil, hvor arbejdet med at bjærge de 158 lig kunne begynde.

Umiddelbart efter katastrofen blev der afholdt søforklaring i København, idet Scandinavian Star tilsyneladende var ejet af et dansk selskab beliggende på Frederiksberg i København.

I mange år kæmpede den danske overlevende Mike Axdal en indædt kamp for at finde sandheden om ulykken. Axdal, der mistede sin far og en bror på Scandinavian Star og som kun med nød og næppe undgik selv at blive blandt de omkomne, har siden kritiseret myndighederne for ikke at have et kriseberedskab klar i Frederikshavn og for dårlig koordinering mellem Norge, Sverige og Danmark af såvel de strafferetlige (eventuelt motiv for forsikringsbedrageri) og civilretlige aspekter (erstatningspørgsmålet). Ved at søge om aktindsigt i et omfattende antal dokumenter fra myndighederne har Axdal blandt andet argumenteret for, at komplicerede selskabskonstruktioner bag købet af Scandinavian Star ikke blev undersøgt til bunds hverken af de ansvarlige for den strafferetlige efterforskning, Politiet på Frederiksberg, eller af de danske skattemyndigheder. Med hensyn til de civilretlige søgsmål har Axdal argumenteret for, at skibet reelt var ejet af det amerikanske rederi SeaEscape, og at de erstatningsretlige søgsmål derfor retteligt skulle være anlagt i USA, hvor erstatningsniveauet er væsentligt højere end i Skandinavien.

Kildehenvisning: Axdal, Mike: 'Scandinavian Star - mordbrand med statsstøtte' (bog, 2006), forlaget Nautilus.

• Website om katastrofen med Scandinavian Star
• Politikere vil undersøge Scandinavian Star-ulykken - igen dr.dk
• Artikelserie på "Bag Linierne", Internetudgave af magasinet NU!.

• Skibskatastrofer