Karl Rudolf Werner Best blev født den 10. juli 1903 i Darmstadt i Rhinlandet (Hessen). Hans far var postembedsmand. Faderen blev ved 1. verdenskrigs begyndelse indkaldt som reserveløjtnant, men allerede to måneder senere døde han efter at været blevet såret under kampene i Nordfrankrig. Faderens død, Tysklands nederlag i krigen og den påfølgende franske besættelse af Rhinlandet blev de bestemmende begivenheder i resten af Best´s liv og karriere. Allerede som gymnasieelev i den franskbesatte by Mainz var han meget aktiv i forskellige tysk-nationale grupperinger. Som 16-årig vakte han opsigt, da han i overværelse af sine lærere og kammerater nægtede at modtage en flidspræmie af en fransk officers hånd.

Efter studentereksamen i 1921 påbegyndte han jurastudiet. Han var også i studietiden yderst aktiv inden for højreradikale bevægelser. I 1924 måtte han ved en fransk militærdomstol indkassere en dom på 3 års fængsel for medlemskab af flere forbudte organisationer, samt for at have været i besiddelse af 20 gummiknipler! Han afsonede dog kun ½ år af dommen før han blev løsladt som led i en almindelig amnesti. Til trods for den intensive politiske aktivitet gennemførte han sit studium og fik eksamen i 1925 som den bedste på sit hold. I 1927 fik han doktorgraden på en afhandling om et arbejdsretsligt spørgsmål. Efter at han i 1928 også havde bestået den såkaldte 2. statseksamen med et flot resultat, havde han forskellige stillinger som byretsdommer. Den 24. december 1930 giftede han sig med den 21-årige Hildegart (Hilde) Regner, datter af en tandlæge i Mainz. Parret fik 5 børn.

Politisk hørte Best i 20'erne til det tysk-nationale Folkeparti (DNVP) men efter at nazisterne i september 1930 havde vundet en jordskredssejr ved rigsdagsvalget, indså han hvilken vej det gik, og i november samme år meldte han sig ind i det nazistiske parti, NSDAP. Allerede året efter blev han nazistisk medlem af landdagen i Hessen. Samme år – 1931 – blev han centrum i skandalen omkring de såkaldte Boxheim-dokumenter. Disse indtil da hemmeligholdte nazistiske papirer, som blev lækket til pressen af et ekskluderet partimedlem, viste med al ønskelig tydelighed, hvordan man i NSDAP forestillede sig en voldelig magtovertagelse. Da det kom frem, at Best var forfatteren, blev han afskediget fra sit dommerembede. I forbindelse med denne sag havde Best sit første personlige møde med Adolf Hitler. Selv om afsløringen af dokumenterne kom på et højst uheldigt tidspunkt for nazisterne, blev han venligt modtaget af partiføreren. I slutningen af 1931 blev han medlem af SS.

I begyndelsen af 1933 kom den nazistiske magtovertagelse. Hitler blev rigskansler den 30. januar, og i Hessen, hvor Best fortsat var landdagsmedlem, overtog nazisterne magten i begyndelsen af marts. Best, som havde været stærkt involveret i magteovertagelsen, blev straks chef for politiet i Hessen. Her gjorde han sig blandt andet bemærket ved at oprette én af de første koncentrationslejre i Tyskland. Best kom imidlertid hurtigt på kant med partiledelsen i Hessen. Man mente ikke, at han i tilstrækkelig grad sørgede for partikammeraterne ved besættelse af stillinger i politiet. Desuden kom han under mistanke for at stå bag mordet på den person, som havde afsløret Boxheim-dokumenterne. Best trak det korteste strå i striden, og blev allerede sidst på året 1933 afskediget. Da var der imidlertid en mand i München, som havde fået øje på ham: Heinrich Himmler.

Best fik af Himmler til opgave at opbygge og lede SS-korpsets sikkerhedstjeneste - SD - i det sydtyske område. I denne funktion blev han en vigtig del af aktionen mod SA – de lange knives nat – den 30. juni 1934. Det var Best personligt, som udarbejdede arrestations- og dødslisterne for det sydtyske område, og derved blev han den direkte ansvarlige for mordene på mindst 28 mennesker. Herefter kom Best til Berlin hvor han blev ansat i hovedkvarteret for det hemmelige statspoliti, Gestapo. I løbet af de følgende år blev han hovedmanden bag sammenslutningen af Gestapo og SD, og han blev dermed også hjernen bag den politisering og brutalisering af det tyske politi, som fandt sted i slutningen af 1930'erne. I 1939 var han på højden af sin karriere som chef for afdeling 1 i Reichssicherheitshauptamt (RSHA) i Berlin. Han var nr. 3 i SS- og politiorganisationen efter Heinrich Himmler og Reinhard Heydrich. I forbindelse med overfaldet på Polen var det Best, som oprettede og styrede de politi-indsatsgrupper, som fulgte i hælene på hæren med henblik på at pacificere den polske befolkning. Indsatsgrupperne udviklede sig hurtigt til rene morderbander, som dræbte i tusindvis af polakker.

Imidlertid kom Best og Heydrich i tiltagende grad på kant med hinanden, hovedsagelig på grund af jalousi fra Heydrichs side. Best var simpelthen blevet for dygtig. Midt i 1940 besluttede Best at forlade RSHA. I første omgang søgte han ind i hæren og fik et par måneders militær uddannelse. Derefter fik han stillingen som chef for den civile tyske forvaltning i den besatte del af Frankrig. Her fik han mulighed for at afprøve den ”opsynsforvaltning”, som han også senere praktiserede i Danmark. Best var stærkt involveret i arrestationen af de franske jøder og deres deportation til bl.a. Auschwitz. Han var ikke tilfreds med stillingen i Paris fordi den ikke var selvstændig, men underlagt den militære øverstbefalende. Desuden havde han kompetencestridigheder med den stedlige SS- og politichef. Efter Heydrichs død i juni 1942 blev Best forbigået ved besættelsen af stillingen som chef for RSHA. Stillingen gik til Ernst Kaltenbrunner, som efter krigen blev dødsdømt ved den store krigsforbryderproces i Nürnberg. Best tog i stedet imod et tilbud om at indtræde i udenrigstjenesten med henblik på at blive gesandt.

Efter nogle måneders tjeneste i udenrigsministeriet i Berlin kom Best den 5. november 1942 til København som den nye tyske gesandt og rigsbefuldmægtigede i Danmark. Han afløste Cecil von Renthe-Fink, som var blevet kaldt hjem i forbindelse med telegramkrisen. Få dage senere blev den hidtidige udenrigsminister Erik Scavenius ny statsminister i Danmark. Best og Scavenius fik et nært forhold til hinanden, hvilket betød, at Best med stor succes kunne praktisere ”opsynsforvaltning” også i Danmark. I marts 1943 tillod han – imod ordrer fra Berlin – at der blev gennemført folketingsvalg i Danmark. Fra årsskiftet 1943 begyndte den tyske krigslykke at svigte og samtidig kom der for alvor gang i den danske modstandsbevægelse. I forbindelse med strejker og uroligheder i flere danske provinsbyer i sommeren 1943, fik Best fra Berlin besked om at stramme grebet om det danske folk. Bl.a. ønskede man indført dødsstraf for sabotagehandlinger. I slutningen af august modtog den danske regering fra tysk side et ultimatum, som man ikke mente at kunne acceptere, hvorefter regeringen Scavenius gik af og der blev indført militær undtagelsestilstand. Dette var et stort nederlag for Best, som nu opfattede sig selv som en politisk død mand. Imidlertid fortsatte den danske administration med at fungere i form af departementchefstyret og Best fortsatte som rigsbefuldmægtiget, idet han dog nu stod betydeligt svagere i forhold til de andre tyske instanser, den militære øverstbefalende, general Hermann von Hanneken og den nytilkomne højere SS- og politifører Günther Pancke.

Formentlig for at styrke sin stilling, men også fordi det var hans faste overbevisning, at jøderne skulle fjernes fra den tyske magtsfære, anmodede Best i september 1943 sine overordnede i Berlin om tilladelse til at gennemføre en aktion imod de danske jøder. Han fik tilladelsen hvorefter aktionen blev gennemført natten mellem den 1. og 2. oktober. Der havde været rygter om en sådan aktion lige siden indførelsen af den militære undtagelsestilstand, og desuden blev den nøjagtige dato for aktionen lækket til danske politikere af Best´s skibsfartssagkyndige, Georg Ferdinand Duckwitz. Derfor lykkedes det langt de fleste jøder at undgå arrestation og flygte til Sverige. Best's præcise rolle med hensyn til Redningen af de danske jøder er endnu ikke blevet fuldstændig klarlagt. Af de godt 7.000 jøder i Danmark blev kun 481 arresteret. De fleste af disse blev deporteret til koncentrationslejren Theresienstadt, hvor 54 danske jøder døde.

På grund af den stadigt tiltagende sabotage blev Best omkring nytår 1944 kaldt til møde hos Hitler. Endnu en gang fik han ordre til at stramme grebet om danskerne. Hitler ønskede ikke længere danske frihedskæmpere stillet for en krigsret, idet dette kun skabte martyrer. I stedet skulle sabotage besvares med terror. Det første offer for denne terror blev digteren og præsten Kaj Munk, som blev henrettet af Gestapo den 4. januar 1944. Fra da af eskalerede sabotagen og den tyske ”modterror” lige til krigens slutning. I april 1944 indførte Best igen krigsretsbehandling af danske sabotører, men måtte nogle måneder senere atter stå skoleret for Hitler, hvor han under trussel om indespærring blev tvunget til at stoppe krigsrettens virksomhed. Da Best for anden gang genindførte krigsretsbehandling i slutningen af februar 1945 havde Hitler fået andet at tænke på. Best's ønske om at dømme de arresterede danske frihedskæmpere ved krigsretten havde intet med blødsødenhed at gøre, men han mente simpelthen, at det var en mere effektiv metode til bekæmpelse af modstandsbevægelsen end terror. Aktionen mod det danske politi den 19. september 1944 blev gennemført af den højere SS- og politifører Günther Pancke uden at Best i forvejen var blevet informeret.

Den 30. april 1945 begik Hitler selvmord efter at have udnævnt storadmiral Karl Dönitz til sin efterfølger. Den 3. maj samlede Dönitz de tilbageværende politiske og militære tyske ledere i sit hovedkvarter i Flensborg. Man drøftede om man skulle fortsætte kampen i Danmark og Norge. Best gik kraftigt imod dette, bl.a. af hensyn til de flere hundrede tusinde tyske flygtninge og sårede soldater, som befandt sig i Danmark. Dönitz tog ingen beslutning på mødet, men da tyske forhandlere senere samme dag mødte op hos feltmarskal Montgomery på Lüneburger Heide for at indlede våbenstilstandsforhandlinger, blev de stillet over for kravet om, at de tyske tropper i Nordvesttyskland, Holland og iDanmark skulle kapitulere. Tyskerne måtte nødtvungent indse, at der ikke var nogen vej uden om dette krav, og dermed var spørgsmålet om kamp i Danmark uaktuelt. Den 5. maj om morgenen, da kapitulationen var en kendsgerning, henvendte Best sig til det danske udenrigsministerium og bad om beskyttelse. Han fik stillet en vagt af frihedskæmpere til rådighed ved sin privatbolig på Strandvejen i København. Den 21. maj blev han anholdt og indsat i arresten i Kastellet i København.

De følgende godt 6 år sad Best i fængsel, dels i Danmark og dels i Nürnberg, hvor han vidnede i den store krigsforbryderproces. Den danske proces imod ham begyndte ved Københavns Byret den 16. juni 1948. Anklagerne mod Best gik i hovedsagen på hans ansvar for deportationen af jøderne og for den tyske såkaldte modterror. Den 20 september 1948 blev han dømt til døden. I samme sag blev SD-chefen Otto Bovensiepen også dødsdømt, mens Günther Pancke fik 20 års fængsel og Hermann von Hanneken 8 års fængsel. Dommene blev kæret til Østre Landsret, hvor dommen over Best blev ændret til 5 års fængsel. Dette vakte et sådant røre, at justitsministeren besluttede at sagen også skulle prøves ved højesteret. Her fik Best i marts 1950 12 års fængsel. Dommene viste med al tydelighed, at der havde været store problemer med at fastslå hans ansvar for de nævnte forhold. Den 29. august 1951 blev han – efter vesttysk pres – benådet og udvist af Danmark.

Tilbage i Tyskland – den vesttyske forbundsrepublik – fik Best ansættelse i et advokatfirma i Essen. Her, og senere da han blev juridisk rådgiver for Hugo Stinnes-koncernen, gjorde han en stor indsats for at få udvirket en generel amnesti for dømte nazister. Det tyske justitsvæsen lod dog ikke Best være i fred. Allerede mens han endnu sad i Horsens Statsfængsel genoptog man sagerne om mordet på manden, der havde afsløret Boxheim-dokumenterne samt mordene i forbindelse med aktionen mod SA. I begge tilfælde blev sagerne dog henlagt på grund af mangel på bevis. I slutningen af 1950'erne gennemførtes en afnazificeringssag mod Best ved en domstol i Vestberlin. Han blev idømt en stor bøde, men slap med at betale et symbolsk beløb. I marts 1969 blev han anholdt og sat under anklage for sin delagtighed i indsatsgruppernes hærgen i Polen. Anklageskriftet kom til at lyde på medvirken til mord i 8.723 tilfælde. Retssagen kom dog aldrig i gang, da Best og hans advokat påstod ham ude af stand til at deltage i sagen af helbredsmæssige grunde. Det kom til en længere krig på lægeerklæringer før sagen i august 1972 blev midlertidigt indstillet. Best havde da siddet i varetægtsarrest med afbrydelser i mere end 3 år. I 1979 forsøgte man uden held at genoptage sagen. I 1987 var Best indkaldt som vidne i en retssag om jødeforfølgelserne i Frankrig. Her gjorde han et så rask indtryk, at det blev besluttet at lade hans sundhedstilstand bedømme igen. I april 1989 blev han vurderet egnet til at gennemføre en retssag og anklageskriftet fra 1972 blev indgivet til landsretten i Duisburg i begyndelsen af juli. Men da var Best afgået ved døden den 23. juni 1989.

Best var en yderst tvetydig skikkelse. Én ting er der dog ingen tvivl om: Best var fuldblods nazist senest fra den dag han meldte sig ind i NSDAP og til sin død. Han var én af de få intellektuelle topnazister, og hans nazistiske overbevisning var ikke overfladisk, men havde bund i et indgående kendskab til tysk historie og filosofi. Han opfattede ikke sig selv som antisemit, men gik dog ind for, at jøderne skulle „udskilles“ fra det tyske folk og den tyske magtsfære. Han havde ingen forståelse for, at de ideer han forfægtede, betød lidelse og død for millioner af mennesker. Han kunne have siddet på anklagebænken i Nürnberg, men hans eminente juridiske dygtighed hjalp ham selv og mange andre nazister til at slippe uforholdsmæssigt billigt fra deres gerninger. Som person var Best som oftest charmerende, smilende og høflig, men når tingene gik ham imod, forfaldt han hurtigt til depression og udpræget selvmedlidenhed. Af den danske retspsykiater Max Schmidt blev han betegnet som ”konstitutionel psykopat” - nu om dage ville man bruge diagnosebetegnelsen „personlighedsforstyrrelse“.

• Ulrich Herbert: Best. Bonn 2001.

• Siegfried Matlok (ed.): Dänemark in Hitlers Hand. Husum 1988.

• Hermann Weiss: Personenlexikon 1933 - 1945. Wien 2003.