Larvik er den største kommune i Vestfold fylke i Norge. Den har et areal på 530 km² og en befolkning på 41.211 (2006). Den grænser i nord til Lardal, i øst til Andebu og Sandefjord, og i vest til Porsgrunn og Siljan.

Historie

Helt siden forhistorisk tid har området omkring Larvik været en vigtig færdselsåre. I vikingetiden voksede bebyggelsen Kaupang frem tæt på, hvor Larvik by nu ligger. Larvik voksede op som et strandsted inderst i Larviksfjorden, man ved, at der blev startet et savværk ved Farriselven i 1539. To af de vigtigste forudsætninger for byen var da til stede, nemlig havnen og kraften fra Farriselven. Omkring år 1600 blev der startet et jernværk. Larvik fik status som ladested under Tønsberg i 1665 og bystatus i 1671. Dette skete samtidig med, at Grevskabet Laurvig blev oprettet. Herregården Larvik stod også færdig i 1671, Larvik kirke blev indviet i 1677. I 1736 blev Larvik Hospital anlagt. Byens betydning blev øget betragteligt, da Fredriksvern (nu Stavern) flådebase blev udbygget fra ca 1750. Dette var marinens hovedbase frem til 1818, da Karljohansvern ved Horten overtog. I 1881 var Vestfoldbanen færdigbygget frem til Larvik. Polarskibet Fram blev søsat i Larvik i 1892. Byen er også kendt som forskeren og eventyreren Thor Heyerdahls fødeby.