Jerusalem er sandsynligvis verdens mest omstridte by. Som hovedstad i det historiske Israel/Judea er den jødernes og de kristnes hovedby. Den har også religiøs betydning for muslimerne.

Jerusalem er en af de vigtigste hellige steder pilgrimme rejser til. Byen Jerusalem er hellig både for jøder, kristne og muslimer. Jerusalem blev grundlagt for 3400 år siden af den jødiske kong David. De kristne ser på Jerusalem som stedet hvor Jesus blev korsfæstet og stod op fra de døde, og hvor Gud sendte sin hellige ånd over apostlene. Man kan derfor se byen som stedet hvor kristendommen begyndte. I næsten to tusind år er kristne draget på pilgrimsfærd til Jerusalem. Muslimerne ærer Jesus (arabisk: Issa) som en vigtig profet, og har bygget Al Aqsa-moskeen på klippen over Jesu grav. Det er også her muslimerne mener Muhammed for op til himmelen. Jødene betragter Grædemuren, den sidste rest af Salomons Tempel, som deres vigtigste helligdom.

Da Jesus blev født hørte Jerusalem under Romeriget. Romerne erobrede Judea i 44 f.Kr. Judeas fald var for jøderne et chock som gav grobund for mange profeter som gav løfter om en bedre fremtid. Jesus var en af dem, men han var anderledes, og hans disciple skabte en religion som har fået stor indflydelse til denne dag.

Men de fleste jøder fulgte ikke Jesus. De lyttede hellere til dem som opfordrede til at drive romerne ud. Et oprør i 73 e.kr. førte til at romerne drev jøderne ud af Judea og Jerusalem (Diaspora). Siden da har jøderne i Diaspora drømt om at vende tilbage, og hilst hinanden med „Næste år i Jerusalem“.

I 638 blev Jerusalem erobret af de fremadstormende muslimske arabere. De kristne pilgrimme fik imidlertid fortsat frit lejde til de hellige steder i Jerusalem. Men i 1055 tog de mere fundamentalistiske seljuk-tyrkerne magten i Baghdad, og de skabte problemer for pilgrimmene. Da den byzantinske hær blev knust ved Manzikert i 1071 og hele det indre af Anatolien blev erobret af seljuk-tyrkerne, henvendte den byzantinske kejser sig til de vest-europæiske fyrster med opfordring til at komme til undsætning. I håb om at vække deres entusiasme henviste han til de vanskeligheder tyrkerne skabte for de pilgrimme i Jerusalem. Paven i Rom benyttede sig af anledningen til selv at anspore til strid mod tyrkerne i 1095. Dette førte til det 1. korstog, som endte med at Jerusalem blev erobret af korsfarerne i 1099. Byen blev gjort til hovedstad i korsfarer-riget „Kongedømmet Jerusalem“. Byen blev generobret av muslimerne under den store Saladin i 1187. Siden har en række korstog forsøgt at generobre Jerusalem, uden at det lykkedes. Kongedømmet Jerusalem levede imidlertid videre med centrum i fæstningsbyen Acre ved Middelhavskysten lige til 1291.

Siden 1187 har Jerusalem været under muslimsk styre lige til efter 1. verdenskrig, da Jerusalem blev Britisk Mandatområde. Det Ottomanske Riget, som tog kontrollen over Jerusalem i 1516, havnede på den forkerte side i verdenskrigen, og blev straffet af sejrherrerne med tabet av Mellemøsten, som blev gjort til Mandatområder under Frankrig og Storbritannien. I 1947 blev den jødiske stat Israel oprettet af den vestre halvdel af Palæstina, mens Vestbredden blev okkuperet af Jordan. Efter FNs delingsplan skulle Jerusalem være international by under FNs overhøjhed, men efter en kort krig mellem det nyoprettede Israel og de muslimske nabostater, som ville forhindre at den jødiske stat skulle etablere sig, blev Jerusalem delt mellem Israel og Jordan.

Etter 6-dageskrigen i 1967 okkuperede Israel hele byen, og erklærede straks byen som Israels „evige og udelelige hovedstad“. FN anerkender ikke Israels krav, og FNs sikkerhedsråds resolution 478 afviser kravet. Næsten alle landes ambassader ligger derfor fortsat i Tel Aviv, Israels anerkendte hovedstad. Også palæstinenserne anser byen for hovedstad.

Kommunikation

Se også