I juli 1952 blev SEDs 2. partikongress afholdt i Øst-Berlin. Kommunistlederen Walter Ulbrichts mål var at gennemtvinge en gennemgribende reformering af samfundet efter sovjetisk model og derigennem også en væsentlig styrkelse af statsmagten under mottoet „planmæssig opbyggelse af socialismen“.

Dette indebar bl.a. at de fem delstater blev omdannet til 14 distrikter (plus Øst-Berlin), men især at middelklassen, deriblandt bønder, selvstændige erhvervsdrivende og håndværkere, blev angrebet og forsøgt tvunget til at opgive al selvstændig virksomhed og underlægge sig den østtyske planøkonomi.

Denne beslutning blev truffet på baggrund af den katastrofale økonomiske situation i DDR. Som følge af at Sovjetunionen tvang en militarisering af DDR igennem voksede de direkte og indirekte militære udgifter kraftigt og udgjorde allerede i 1952 ca. 11 % af statsbudgettet. Kombineret med systematisk overførsel af værdier til Sovjetunionen blev udgifterne over 20 %. SEDs økonomiske politik prioriterede sværindustrien på bekostning af fødevare- og forbrugsindustrien, noget som førte til stor mangel på en række af de mest nødvendige varer.

Den dramatiske befolkningsflugt fra DDR udgjorde både et økonomisk og et socialt problem. Andre faktorer som bidrog til stor utilfredshed og et vanskeligt politisk klima var det høje antal fanger og undertrykkelsen af kirkelige organisationer, bl.a. ungdomsorganisationen Junge Gemeinde.

Med alle disse ting i mente blev den øgning af arbejdskvoterne som SEDs centralkomité besluttede den 13. og 14. maj 1953, og som ministerrådet bekræftede den 28. maj, opfattet som en provokation. Arbejdskvoterne blev øget med ti procent frem til 30. juni, Ulbrichts 60-årsdag. Det indebar at arbejderne måtte arbejde ti procent mere for samme løn.

Samtidig havde ledelsen i Sovjetunionen gjort sig sine egne tanker om situationen i DDR, og udarbejdede i slutningen af maj „tiltag til forbedring af den politiske situation i DDR“. En SED-delegation til Moskva fik meddelt tiltagene den 2. juni 1953. Ønsket fra enkelte SED-politikere om en lidt mere forsigtig og langsom kursændring blev bryskt afvist af den sovjetiske højkommissær i DDR, Vladimir Semjonov - som de facto var overordnet i forhold til den østtyske ledelse - som sagde at „om 14 dage har I måske ikke længere nogen stat“.

Den 11. juni blev politbureauets „nye kurs“ offentliggjort i propagandaorganet Neues Deutschland. Enkelte tiltag for „opbyggelse af socialismen“ havde man dog valgt at trække tilbage. Bl.a. var der blevet givet afkald på skatte- og prisøgninger, håndværkere og selvstændige næringsdrivende kunne søge om at få deres virksomheder tilbage, alle fængslinger og domme skulle gennemgås og kampen mod Junge Gemeinde skulle indstilles. Tiltagene forbedrede situationen for middelklassen, mens arbejderne ikke opnåede nogen begunstigelser. Forøgelsen af arbejdskvoterne blev ikke trukket tilbage, hvilket førte til utilfredshed blandt mange arbejdere.

Regimets kursændring blev ellers først positivt modtaget af større dele af befolkningen. Samtidig blev den dog tolket som en falliterklæring fra SED-diktaturet, og befolkningen øjnede mulighed for at mere pres ville give flere indrømmelser fra regimet. I de følgende dage kom det til de første protester og demonstrationer mod regimet, da man håbede også at kunne komme den øgede arbejdskvote til livs gennem protester.

14. og 16. juni udkom to artikler i de regimekontrollerede aviser Neues Deutschland og Tribüne som retfærdiggjorde øgningen af arbejdskvoterne. Artiklerne blev udløsende for protesterne som fulgte.

Tirsdag den 16. juni nedlagde arbejderne arbejdet på to store byggepladser i Berlin. På begge byggepladser blev der dannet protesttog, som begav sig til Haus der Gewerkschaften og senere til regeringskontorerne i Leipziger Straße. Flere personer, særlig bygningsarbejdere, sluttede sig til protesterne.

Efter at fagforeningslederne havde nægtet at tale med arbejderne, fik demonstrationstoget foran regeringskontorerne i første omgang meddelt, at politbureauet havde besluttet at trække øgningen af arbejdskvoterne tilbage. De oprindelige krav fra bygningsarbejderne udviklede sig imidlertid nu til politiske krav, og de protesterende forlangte at regeringen skulle gå af og krævede frie valg. Demonstrationstoget begav sig gennem den indre by og tilbage til byggepladsen. Demonstranterne opfordrede til en generalstrejke og bad folk møde op til en protestdemonstration på Straußberger Platz klokken otte næste morgen.

Allerede 15. juni rapporterede amerikansk radio i Berlin (RIAS) detaljeret om de første strejker. 16. juni berettede radioen udførligt om strejkerne og protesterne. 17. juni opfordrede formanden for den tyske fagforening i Vest-Berlin, Ernst Scharnowski, befolkningen i DDR til at danne „Straussberger-plasser overalt“. Dette var ganske sikkert medvirkende årsag til at protestbevægelsen spredte sig til hele DDR.

Om morgenen 17. juni udbrød i hele DDR det som senere blev kendt som 17. juni-opstanden. Arbejderne særligt i store virksomheder nedlagde arbejdet og dannede demonstrationstog, som samledes i centrum af de største østtyske byer. Under opstanden var vestlige medier endnu ikke klar over opstandens omfang. RIAS rapporterede næsten udelukkende om det der skete i Berlin. Først senere blev man i Vesten klar over, at demonstrationer og strejker fandt sted i over 500 østtyske byer og landsbyer.

En række officielle bygninger blev indtaget af demonstranterne, deriblandt 34 forskellige politiske bygninger, mens ni fængsler, to Stasi-bygninger, otte politikontorer og fem folkepolitibygninger blev stormet. Mere end dobbelt så mange bygninger blev omringet.

Tyngdepunktet for protesterne lå i Berlin og i de traditionelle industriregioner, bl.a. omkring Halle. Antallet som deltog i protesterne er blevet anslået til at have ligget på mellem 400 000 og 1,5 millioner. Protesterne fandt meget spontant sted, og der fandtes hverken planlægning eller ledere.

De fleste protesterende var arbejdere, og længe blev opstanden i Vest-Tyskland betragtet først og fremmest som en arbejderopstand. Nyere forskning viser imidlertid at også andre samfundslag og grupper var aktivt involveret i opstanden. Det som i udgangspunktet var en arbejderprotest blev til en bred opstand mod faktisk hele det kommunistiske diktatur i DDR.

Politiet var i begyndelsen rådvilde overfor demonstrationen, og flere politifolk sluttede sig sågar selv til de demonstrerende. Det kom imidlertid også til blodige sammenstød mellem de demonstrerende og politiet. DDR-regeringen flygtede til Karlshorst hvor den blev beskyttet af den sovjetiske hær.

Kl. 14 blev en erklæring fra DDRs statsminister Otto Grotewohl uddelt. Her blev tilbagetrækningen af arbejdskvoteøgningen endnu engang bekræftet. Samtidig blev opstanden betegnet som „skabt af provokatører og fascistiske agenter for udenlandske, kapitalistiske magter“. Han opfordrede „arbejdere og alle ærlige borgere“ til at hjælpe med at slå opstanden ned og udlevere „disse provokatører“ til DDRs myndigheder.

Sovjetunionen, der gennem tilstedeværelsen af enorme militærstyrker stadig havde den reelle magt i DDR, reagerede med at erklære undtagelsestilstand i 167 af 217 kommuner i DDR. Kl. 13 blev undtagelsestilstanden annonceret i Berlin af den sovjetiske kommandant Pavel T. Dibrovka.

Sovjetiske T-4-kampvogne rykkede ind i Berlin, og en massakre på demonstranter fulgte.

De sovjetiske kampvogne klarede at få styr på de fleste af protesterne allerede 17. juni, men protester fortsatte frem til midten af juli.

Umiddelbart efter opstanden fulgte en bølge af arrestationer. Mere end 6000 personer blev arresteret af Stasi, Den røde armé eller folkepolitiet, anklaget for at være „provokatører“. De fleste blev imidlertid løsladt efter kortere tid, og senere strafforfølgelse var mindre omfattende. En grund var muligvis at befolkningen havde stor sympati for de forfulgte, og man ikke ønskede at udløse en ny opstand gennem disse retsforfølgelser. Flere arresterede blev dog alligevel henrettet.

Hvor mange som døde under og efter opstanden er ikke sikkert. I vesten antog man at 507 mennesker havde mistet livet, mens DDR-regeringen hævdede at tallet var 25. Nyere forskning har konkluderet at mindst 125 døde. Et højere mindsteestimat er 267.

Mindst 18 sovjetiske soldater blev standsretsligt henrettet for at have nægtet at skyde på demonstranter.

Et af de mest kendte ofre var en demonstrant som blev kørt over af en sovjetisk kampvogn. Hændelsen blev filmet.

17. juni var nationaldag i Vest-Tyskland fra 1954 til 1990, da 3. oktober (datoen for genforeningen) blev den nye officielle nationaldag. Siden 1990 har 17. juni derefter været national mindedag i Tyskland.

* Baring, Arnulf: Der 17. Juni 1953, Udgivet af Bundesministerium für gesamtdeutsche Fragen, Bonn 1957 * Bruhn, Peter: 50. Jahre 17. Juni 1953, Berliner Wissenschafts-Verlag Berlin 2003 ISBN 3-8305-0399-7 * Fricke, Karl Wilhelm /Ilse Spittmann-Rühle (red.): 17. Juni 1953. Arbeiteraufstand in der DDR, 2. erw. Auflage, Edition Deutschlandfunk Archiv Köln 1988 ISBN 3-8046-0318-1 * Knabe, Hubertus: 17. Juni 1953. Ein deutscher Aufstand, Ullstein Taschenbuch Verlag München 2004. ISBN 3-548-36664-3 * Koop, Volker: Der 17. Juni. Legende und Wirklichkeit, Siedler Berlin 2003. ISBN 3-88680-748-7 * Kowalczuk, Ilko-Sascha: 17. Juni 1953. Volksaufstand in der DDR. Ursachen – Abläufe – Folgen, Ed. Temmen Bremen 2003. ISBN 3-86108-385-X * Ulrich Mählert (red.): Der 17. Juni 1953 - Ein Aufstand für Einheit, Recht und Freiheit. Dietz Bonn 2003. ISBN 3-8012-4133-5

* [http://www.17juni53.de Projekt der Bundeszentrale für politische Bildung zum 17. Juni 1953] * [http://www.bstu.de/ddr/juni_1953_neu/inh/chronologie.htm Chronologie des Aufstandes] * [http://www.ib.hu-berlin.de/~pbruhn/juniaugb.htm 16. Juni 1953: Augenzeugenbericht] (Peter Bruhn, Øjevidner) * [http://www.dhm.de/lemo/html/DasGeteilteDeutschland/JahreDesAufbausInOstUndWest/ZweiStaatenZweiWege/17Juni1953.html 17. Juni 1953 bei Zwei Staaten – Zwei Wege] * [http://www.ib.hu-berlin.de/%7Epbruhn/juni1953.htm Bibliographic database of the international literature about the uprising of 17. Juni 1953] * [http://www.17juni1953.com/ 17juni1953.com, ein privates Projekt zum Aufstand] * [http://sambamarco.piranho.de/Stalinallee.htm Historische Aufnahmen von den Baustellen der Stalinallee in Berlin im DDR-Fotoarchiv] * [http://www.kalenderblatt.de/index.php?what=thmanu&lang=de&manu_id=172&tag=17&monat=6&weekd=&year=2005&weekdnum=&dayisset=1&lang=de kalenderblatt.de: Aufstand in der DDR] * [http://www.volksaufstand-1953.de Persönliche Erinnerungen des Streikführers Karl-Heinz Pahling an Aufstand und Haft]