Deportationen af det danske politi (af tyskerne kaldt Aktion Möwe) er en af milepælene i den tyske besættelse af Danmark under 2. verdenskrig.
Den 9. april 1940 besluttede politikerne, at dansk politi skulle samarbejde med de tyske besættelsestropper1).
Den 12. maj 1944 stillede Werner Best krav om, at det danske politi overtog bevogtningen af 57 specifikke virksomheder på grund af den voksende sabotage. Hvis man fra dansk side nægtede dette, ville det danske politi blive reduceret til 3.000 mand. Departementschefen i Udenrigsministeriet Nils Svenningsen mente personligt, at man fra dansk side burde imødekomme kravet. Der var dog modstand mod det blandt andet fra politiets organisationer. Det blev besluttet at sige nej til kravet, hvilket blev meddelt Werner Best 6. juni 1944. Herefter stolede de tyske besættelsestropper endnu mindre på det danske politi.
Storbyernes politikorps blev arresteret den 19. september 1944 og deporteret til Tyskland. Politivagten ved Amalienborg, der havde beskyttet kongen, efter at Livgarden var blevet afvæbnet den 29. august 1943, forsvarede sig så resolut, at tyskerne senere meddelte, at det „havde været en misforståelse“, da man ville internere vagtmandskabet.
Den danske politistyrke var på 10.000 mand.2) Heraf blev 1960 fanget i forbindelse med aktionen, mange blev advaret på forhånd da Aflytningscentralen i Helsingør havde opsnappet planerne om arrestationerne nogle dage i forvejen3).
I første omgang blev de fangne anbragt i kz-lejren Neuengamme ved Hamborg, men senere skulle de overføres til Stutthof. Den længste tid sad politifolkene dog i lejren Buchenwald. De danske politifolk blev overført fra Neuengamme til Buchenwald i to grupper, henholdsvis den 29. september 1944 og 5. oktober 1944.4)
Udenrigsministeriet med Nils Svenningsen i spidsen forhandlede med de tyske myndigheder om redning af danske kz fanger. 5) Der blev etableret transporter med røde kors pakker fra slutningen af september 1944. Der blev indgået en aftale, der muliggjorde hjemtransport af ca 200 syge politifolk fra Buchenwald den 8. december 1944.
På grund af de danske myndigheders pres fik de godt 1.900 danske politifolk efter godt to måneder i koncentrationslejren Buchenwald status som krigsfanger. 6) Det var en forbedring af politifolkenes forhold. Mens de indsatte i en koncentrationslejr er retsløse7), er der internationale konventioner for krigsfanger. Efter at have forladt Buchenwald den 16. december 1944 kom 1.604 af de danske politifolk til krigsfangelejren i Mühlberg/Elbe og blev udstationeret på forskellige arbejdskommandoer.
Samtidig med det danske departementschefsstyres forhandlinger med tyskerne, var den svenske grev Bernadotte i gang med sin aktion, hvor målet var at få alle skandinaviske kz-fanger til Sverige. Hjemførslerne fra de tyske lejre fortsatte frem til befrielsen den 5. maj 1945. I marts og april 1945 blev 10.000 danske og norske fanger hjemført fra Tyskland. Hovedparten af de deporterede danske politifolk kom med transporterne fra Tyskland. I en periode var nogle af de hjemvendte politifolk i Frøslevlejren.
Afhængig af kilden døde 81-90 af politifolkene under opholdet i de tyske lejre. 8) En kilde angiver, at 81 af de danske politifolk døde under opholdet i Tyskland. Dette tal er eksklusiv personer, der døde efter kz opholdet, men som følge af sygdomme fra opholdet. 9)
Dødeligheden blandt de danske politifolk blev formindsket, efter at politifolkene forlod Buchenwald. Af de ca. 90 døde under opholdet i Tyskland døde ca. 60 politifolk i Buchenwald.10)
En del af de deporterede politifolk er døde efter at være kommet tilbage til Danmark på grund af sygdomme opstået som følge af opholdet. Denne gruppe er lidt vanskeligere at afgrænse. Jf. en opgørelse fra 1968 er 131 politifolk døde senere.11)