'Bryde' (latin villiens) kaldtes i den ældre middelalder i Danmark godsstyreren, der havde opsynet med trællene på en andens ejendom. Ofte var bryden selv træl, men bryden kunne også være en anselig mand, når han tjente en stormand eller måske selve kongen. Fællesbryden havde en medejendomsret til den gård, han drev eller snarest til dens besætning og driftsredskaberne. I den senere middelalder gik bryde over til at betyde en fæstebonde.

Af DSE fremgår, at bryden oprindeligt var den uddelte føden til huset folk „bryder brødet“. Ordet blev i 1000-1200 anvendt om godsforvalteren (der forvaltede ejendom på andres vegne) herunder også om kongens lensmænd. Senere kom ordet til at betegne en forvalter af en større gård ofte med en række tilhørende mindre gårde, der ydede hoveri til driften af brydegården. Bryden aflagde regnskab for driften og betalte en andel af heraf til jordejeren (i modsætning til fæstebonden, der ydede en fast årlig afgift). Efterhånden blev brydegård betegnelsen for en større fæstegård.