Alexandr Wassiljewitsch Samsonov (* 2. november 1859; † 29. eller 30. august 1914) russisk general af kavaleriet og chef for 2. arme ved starten af 1. verdenskrig.

I en alder af 18 år gik han ind i den russiske hær og deltog i den Russisk-Tyrkiske krig i 1877-78. Efter krigen kom han på Nikolaevsky militærakademiet i St. Petersborg. Under Bokseroprøret 1900 og den Russisk-japanske krig 1904-05 var han chef for en kavaleridivision. Efter slaget ved Mukden i 1905 beskyldte han general Paul von Rennenkampf for at have svigtet ham og udsat hans enhed for en stor risiko, og det kom til åben strid mellem de to.

Efter den russisk-japanske krig blev Samsonov først stabschef ved Warszawa militærdistrikt. I 1909 blev han sendt til Turkestan, hvor han hovedsageligt var beskæftiget med administrative opgaver.

I forbindelse med den russiske mobilisering forud for 1. verdenskrig blev han udnævnt til chef for 2. russiske arme, også kaldet Narew-armeen, der samledes nord for Warszawa. Armeen bestod af fem armekorps, tre kavaleridivisioner, en skytte-brigade og fire reservedivioner. Med denne arme angreb Samsonow fra den 17. august mod nord ind i Østprøjsen. Den 22. august fik armeen kontakt med det XX tyske armekorps under general von Scholtz.

P.g.a. den overvældende russiske overmagt havde Samsonow god fremgang i de første dage; men den 26.-27. august iværksatte tyskerne en modoffensiv, og ved Tannenberg bliver hovedparten af Samsonows 2. arme omringet og nedkæmpet.

Om natten mellem den 29. og 30. august, da det er klart, at slaget er tabt, gik Samsonow mod syd med en lille gruppe af hjælpere og stabsofficerer. Heriblandt var armeens operationsofficer oberst Wjalow og efterretningsofficeren oberst Lebedew. På et tidspunkt opdagede de andre, at Samsonow var væk, og kort efter hørte de skud; de var uenige, om de hørte et eller flere skud.

I december 1914 fik Samsonows hustru den tyske kejsers tilladelse til at komme til Tyskland, for at lede efter sin forsvundne mand. Efter flere måneders søgen i diverse fangelejre og i det sydlige Østprøjsen, fandt hun hos en skovarbejder i landsbyen Klein-Piwnitz en medaljon, som hun mente havde tilhørt hendes mand. Skovarbejderen ledte hende til en grav i skoven, og i oktober 1915 blev liget overført til Rusland.