I perioden efter den fransk-preussiske krig i 1871 og frem til 1914 var det første gang i flere hundrede år, at de europæiske stormagter ikke var i krig med hinanden. Bl.a. den tyske kansler Otto von Bismarck arbejdede aktivt for at bevare freden.

Den fransk-preussiske krig i 1871 skabte et nyt Europa. Tyskland var blevet den største magt på kontinentet, og der var opstået en dyb splittelse mellem Tyskland og Frankrig. Særlig vigtigt var området Alsace-Lorraine, som blev erobret af tyskerne ( Versailles-traktaten efter første verdenskrig gav områderne tilbage til Frankrig). For første gang i Europas historie blev der i fredstid dannet alliancer, som havde det formål at stabilisere magtbalancen i Europa. Tanken var, at dannelsen af så store magtblokke i Europa ville gøre en krig alt for ødelæggende for begge parter.

thumb|[[Louvain, Belgien, 1915]]

Tyskland og Østrig-Ungarn indgik en forsvarsalliance i 1878. I 1882 kom Italien ind i alliancen, som blev kendt under navnet «Tripelalliancen». Den blev fornyet i 1912. Frankrig indgik på trods af store politiske divergenser en alliance med Rusland i 1893. Begge lande mente, at denne alliance ville hindre en storkrig i Europa, fordi Tyskland ikke ville være i stand til at udkæmpe en krig på to fronter. Storbritannien kom med i den fransk-russiske alliance på grundlag af ret uformelle aftaler med Frankrig i 1904 og Rusland i 1907. Denne alliance blev kaldt «Tripelententen».

Kolonikapløbet styrkede alliancesystemerne yderligere. Storbritanniens entente med Frankrig kom i stand i forbindelse med løsningen af de fransk-britiske tvister om områder i Afrika. Tyskland anså ententen for svag og uholdbar og satte den på prøve ved at erklære den franske koloni Marokko for uafhængig i 9105. Men Marokkokrisen endte i et diplomatisk nederlag for Tyskland, mens ententen kom styrket ud. Også andre tyske fremstød endte med at styrke ententen. I 1911 blussede der en ny Marokkokrise op, mens italienske ambitioner udløste Balkankrisen, som skulle vare frem til 1914. Alle stormagter havde interesser på Balkan, og næsten alt pegede mod en større europæisk konflikt.

Flådekapløbet begyndte i slutningen af halvfemserne, da Tyskland ønskede en mægtig flåde for at beskytte sine kolonier og for at understrege egen storhed. Denne oprustning truede det britiske imperium. For at beskytte imperiet var Storbritannien afhængig af at kunne kontrollere verdenshavene gennem et flådeherredømme. Tysklands flådeoprustning var i direkte konflikt med Storbritanniens officielle politik, der gik ud på at have en dobbelt så stor flåde, som nr. 2 og 3 i verden havde tilsammen. I 1903 begyndte det at gå op for Storbritannien, at Tysklands flådeoprustning kunne true britiske interesser i hele verden, og som en følge af dette besluttede Storbritannien at opbygge en stor flåde i Nordsøen med base i Skotland. Denne flådemagt blev yderligere styrket gennem britiske aftaler med Frankrig, Japan og USA, der medførte, at Storbritannien kunne trække store dele af sin flåde tilbage til Nordsøen. Den tyske flådeoprustning havde sit udgangspunkt i den såkaldte „risikoteori“. Denne gik ud på, at Tysklands flåde kunne nøjes med at udfordre den britiske nordsøflåde, men det var ikke taget med i teorien, at briterne kunne trække dele af deres flådestyrker fra Stillehavet, Caribien og Middelhavet hjem. Resultatet var, at den tyske flådes manøvrerum efter Søslaget ved Jylland blev begrænset til Østersøen.

Opfattelsen i Europa i begyndelsen af 1914 var, at en europæisk storkrig nærmest var uundgåelig. Dette var et resultat af spændingerne i magtbalancen og den enorme militære oprustning i Europa, som var begyndt med flådekapløbet. Tyskland var den største landmilitære magt i Europa, og hvis den store krig var uundgåelig, var der mange tyske officerer, som mente, at den burde komme snart. Der var ikke råd til at vente på resultaterne af den store oprustning, der foregik i Frankrig og Rusland.

right|thumb Julikrisen begyndte med skuddene i Sarajevo 28. juni 1914. Dette havde været østrigsk område frem til 1908. Mange i Østrig-Ungarn så det som vigtigt for imperiets egen sikkerhed at holde Balkan roligt. Nogle tysknationale medlemmer af regeringen håbede også at kunne fremprovokere en krig med Serbien for at ændre imperiets etniske sammensætning. De opstillede derfor en række punkter, der skulle vise, hvordan situationen i Serbien kunne løses, og 14. juli stillede Østrig-Ungarn Serbien et ultimatum på ti punkter, som skulle accepteres i løbet af 48 timer. Hvis ikke Serbien sørgede for at slå ned på anti-østrigske og nationalistiske strømninger, ville østrig-ungarerne gå militært ind i Serbien.

Kansleren i Tyskland slog fast, at Tyskland ville støtte Østrig-Ungarn militært, hvis Rusland blandede sig. Østrig-Ungarn forventede derfor, at Rusland ikke ville blande sig til trods for dets store interesser på Balkan. Serbien sendte 24. juli en appel til tsaren, Nikolaj II og bad om hjælp, fordi kravene var nedværdigende, og tidsfristen var for kort. Tsaren svarede, at ultimatumet var for ydmygende, og at Østrig-Ungarn var ved at fremprovokere en krig. 25. juli begyndte Rusland mobiliseringen, selv om den officielle mobiliseringsordre ikke blev givet før 30. juli. Det blev klart, at en krig var uundgåelig.

Storbritannien ønskede at løse situationen diplomatisk og holde Frankrig udenfor krigen. Storbritannien inviterede 26. juli Tyskland og Frankrig til at diskutere situationen. Tyskland afslog og pressede Østrig-Ungarn til hurtigt at påbegynde angrebet på Serbien. Men Østrig-Ungarn mente ikke at have tilstrækkelige styrker hertil. Samtidig kom de første svage hentydninger fra Storbritannien om, at man ville støtte Frankrig, hvis det blev angrebet.

25. juli afbrød Østrig-Ungarn samtalerne med Serbien, og 28. juli kom krigserklæringen i form af et telegram. Frankrig var i alliance med Rusland, og en krig mod Rusland ville derfor blive en tofrontskrig for Tyskland. Da Tyskland 1. august kom med sin krigserklæring mod Rusland, betød dette i praksis også en krigserklæring mod Frankrig.

Danmark, Sverige og Norge erklærede sig alle neutrale i krigen.

Det var den 19-årige serbiske student Gavrilo Princip der myrdede tronfølgeren og dennes hustru, Sophie. Baggrunden for mordet var, at Østrig-Ungarn havde annekteret det selvstændige kongerige Bosnien i 1908.

Franz Ferdinand, der var lidt af en provokatør, valgte at gøre sit indtog i Sarajevo på den serbiske nationaldag, hvilket var en stor provokation for serberne. Derfor blev der hurtigt lagt planer om at myrde Franz Ferdinand. Det mislykkedes dog i første omgang, da en bombe ikke helt ramte målet og i stedet sprængte et hjul på Franz Ferdinands køretøj. Det afskrækkede dog ikke ærkehertugen. Ved et tilfælde kørte chaufføren senere på dagen forkert ind i en gade, hvor Princip befandt sig. Han udnyttede hurtigt situationen og skød både Franz Ferdinand og dennes hustru.

Princip døde i 1918 af tuberkulose, mens han afsonede dommen på 20 års fængsel.

300px|left|thumb|Tyske soldater i Frankrig, sommeren 1914 1. verdenskrig er blevet berygtet for sine blodige skyttegravskrige. Krigen var en stillestående krig. Med dette menes, at den ikke havde de bevægelige fronter, som var karakteristiske for 2. verdenskrig og de fleste andre krige.

Vestfronten (fronten mellem Tyskland og Frankrig) var ekstremt statisk. Den eneste periode, hvor der var større ændringer i fronten, var i den indledende fase, da Tyskland angreb gennem Belgien i henhold til (den såkaldte Schlieffen-plan). Den tyske fremrykning sommeren 1914 var succesfuld, og en overgang i august var Paris truet. Det lykkedes imidlertid franskmændene at stoppe fremrykningen i begyndelsen af september 1914 i det såkaldte Marne-slag, og fra da af blev fronten statisk og kendetegnet af skyttegravskrig. Generalerne drømte om det store gennembrud; et gennembrud som aldrig kom.

Årsagen til den fastlåste krig med skyttegravene var, at de militære planlæggere ikke havde tænkt den nye teknologi ind i de taktiske og strategiske overvejelser. Offensiverne var dømt til at strande, fordi den til enhver tid forsvarende part havde alle fordelene.

En offensiv under første verdenskrig blev gennemført ved, at angriberen indledte med et enormt artilleribombardement af fjendens linjer. Dette bombardement havde som regel ikke tilstrækkelig effekt, fordi den forsvarende part havde en delvis beskyttelse i sin befæstede stilling. Efter timer med artilleriild stoppede beskydningen, og infanteriet eller måske kavalleriet gik til angreb. Artilleriilden havde ikke været i stand til at slå fjenden ud, men den havde gjort terrænet mellem frontlinjerne, det såkaldte ingenmandsland, tilnærmelsesvist ufremkommeligt, og fremrykningen blev sinket. Den forsvarende part havde imidlertid haft godt tid til at komme ud af hullerne og få bemandet maskingeværerne. Dette nye våben gjorde det lettere at tilbagevise et angreb, som ikke var støttet af kampvogne. (Disse blev ikke taget i brug før mod slutningen af krigen).

thumb|right|Skyttegrav under 1. verdenskrig

Den forsvarende part havde også en anden fordel. Hvis det lykkedes angriberne at få slået et lille hul i frontlinjen, havde de kun mulighed for at komme frem til fods, og det gik langsomt på grund af det oprodede terræn. Endnu værre var det naturligvis for artilleriet og det tunge materiel, som skulle følge efter. Den forsvarende part havde også et fungerende vej- og jernbanenet helt op til fronten, således at man hurtigt kunne sætte friske tropper ind og rulle offensiven tilbage, før hullet blev for stort.

Denne mangel på anvendelig offensiv taktik medførte, at første verdenskrig blev en udmattelseskrig, det vil sige at hver side prøvede at vinde ved at få modstanderen til at udtømme sine ressourcer; fødevarer, industri, personel. Denne udmattelsesstrategi gav de allierede en fordel, fordi de kunne få råvare- og madforsyninger fra det britiske imperium og USA, og den britiske marine kunne blokere for centralmagternes import fra verden uden for Europa. Desuden førte udmattelsesstrategien til en frygtelig tilværelse for soldaterne i skyttegravene; de blev beordret til meningsløse angreb som indebar tab i hundredetusindvis i de enkelte slag.

Et af de blodigste slag i verdenshistorien må være slaget ved Somme, der varede mere end 4 måneder. Mere end 300.000 soldater mistede livet i den forbindelse. Der var mere end 60.000 døde, sårede, tilfangetagne og forsvundne engelske soldater på den første dag, heraf lidt over 20.000 faldne.

• Slaget ved Tannenberg, stor tysk sejr på østfronten.

• Slaget ved Verdun er også kendt som et af de blodigste slag nogensinde.

• Søslaget ved Jylland var det vigtigste søslag i krigen.

• Slaget ved Caporetto

• Slaget ved Marne i 1914, hvor franskmændene stoppede tyskernes fremrykning, da de nærmede sig Paris. Hermed endte tyskernes håb om en hurtig sejr.

• slagene ved Ypres

• Gallipoli-kampagnen

I 1. verdenskrig overtog kvinderne i mange tilfælde mændenes arbejde, f.eks. på de fabrikker som lavede våben. De fleste kvinder dengang var hjemmegående, så de var faktisk en stor reserve-arbejdsstyrke, som kunne overtage de almindelige job, når mændene drog i kamp. Da krigen var overstået, vendte mange kvinder dog tilbage til at være hjemmegående. Men ikke alle, da mange mænd var døde i krigen.

right|thumb|300px|Woodrow Wilson i Paris med den amerikanske delegation

Krigshandlingerne afsluttedes den 11. november 1918, principielt kl. 11.00. (11.11.11). Fredsforhandlingerne fra 1918 til 1920 blev en ren katastrofe for Centralmagterne. Tyskland blev økonomisk udsultet, og det var måske lige præcis det, der førte til 2. verdenskrig.

I 1918 fremlagde USA's præsident Woodrow Wilson en 14-punkters fredsplan for Europa. Bl.a. at nationale mindretal skulle have selvbestemmelsesret mht. hvilken stat de ville tilhøre.

Den sidste tyske regering i Tyskland før revolutionen forsøgte at tilfredsstille Danmark ved at tilbyde en afståelse af Haderslev Amt. Den danske regering afslog med den begrundelse, at man ville afvente en fredsaftale. Versailles-freden i 1919 bestemte, at der skulle afholdes folkeafstemninger i Slesvig, én i Nordslesvig og én i Mellemslesvig. Afstemningen i Nordslesvig skete den 10. februar 1920. 75 procent danske stemmer mod 25 procent tyske. Man stemte en bloc, således at flertallet skulle bestemme det statlige tilhørsforhold for et udelt Nordslesvig. I Mellemslesvig, herunder i Flensborg, afholdtes afstemningen den 14. marts. 25 procent danske stemmer og 75 procent tyske. Den 15. juni 1920 var genforeningsdagen, hvor Christian den 10. red over den gamle grænse nord for Christiansfeld. (Se: Genforeningen 1920)

Traktaten førte til dannelsen af Folkeforbundet, en vigtig målsætning for den amerikanske præsident Woodrow Wilson. Formålet med organisationen var at intervenere i konflikter mellem nationer, før de gik i krig.

Andre dele af traktaten inkluderede tab af tyske kolonier og tab af tysk territorium. Listen over tidligere tyske provinser som blev afstået:

• Alsace-Lorraine (Elsass-Lothringen) til Frankrig,
• det meste af Posen-provinsen og Vestpreussen, dele af Schlesien til Polen,
• byen Danzig med Weichsels delta ved Østersøen blev udråbt som Fristaden Danzig under Folkeforbundets og Polens autoritet.

Artikel 156 i traktaten overførte det tyske herredømme over Shandong i Kina til Japan i stedet for til Kina. Det kinesiske raseri over denne artikel førte til demonstrationer og stiftelsen af den kulturelle bevægelse kendt som 4. maj-bevægelsen.

Krigen mellem verdens stormagter 1914-1918 står som århundredets største katastrofe. Blodbadet på slagmarken - 10 millioner døde og lige så mange lemlæstede - oversteg enhver prognose. Også blandt de fredsforkæmpere som siden århundredeskiftet havde advaret mod krigen. Det økonomiske kaos som fulgte, var helt forskelligt fra det man kendte til i tidligere krigs- og efterkrigstider. Det militære forløb af krigen med stivnede fronter uden bevægelse i årevis afveg ligeledes fra tidligere krige. Og de politiske konsekvenser - tre kejserrigers fald, fuldstændig ommøblering af europakortet og en revolutionær stormflod blandt kontinentets arbejdermasser - var overhovedet ikke tænkt mulig - hverken af socialister eller nationalister.

Det var sådan set forudsigeligt, at en krig ville bryde ud i sommeren 1914, og at den fik karakter af stormagtskonflikt pga. det alliancemønster der siden århundredeskiftet var cementeret mellem magterne. Baggrunden var umiddelbart den indre uro blandt Østrig-Ungarns undertrykte nationaliteter. Da habsburgertronfølgeren efter tidens stil blev skudt af en serbisk attentatmand i Sarajevo den 30. juni 1914, regnede Østrig-Ungarn med og fik støtte fra sin alliancepartner Tyskland. Dette berømte mord på det Østrig-ungarske tronfølgerpar i Sarajevo i sommeren 1914 udnyttes til at formulere et fast krav til Serbien og dermed hele den ene blok. Kort tid efter er krigen en realitet, og med flere store slag i både Øst og Vest kæmpes der om hver en meter af Europa. Efter en blodig skyttegravskrig trænges Centralmagterne langsomt tilbage og med USA's indtrædelse i krigen på De Allieredes side tipper magten.

Over fire års blodig krig afsluttes med fred ved den såkaldte Versailles-konference, hvor der efter fredsafslutningen opstår helt nye stater i Europa, og de besejrede blev ydmyget. Grunden til næste Verdenskrig var dermed lagt.

Uddybende:Danmark under 1. verdenskrig Danmarks mål var så vidt muligt at forholde sig neutralt under 1. verdenskrig. Gennem opretholdelsen af en streng neutralitet håbede man at kunne forhindre at blive indblandet i krigen. Udenrigsminister Erik Scavenius var hovedmanden bag denne politik under krigen. Danmark indkaldte en sikringsstyrke til at sikre Danmarks neutralitet. 40.000 soldater beskyttede hovedstaden og 10.000 beskyttede Jylland. Den danske marine havde moderne fartøjer og minerede de danske farvande som et led i neutralitetsbestræbelserne¹⁾.

Mange danskere blev nyrige under første verdenskrig på at sælge selvdøde heste og andet dubiøst kødaffald til Tyskland. De blev nedsættende betegnet som gullaschbaroner da de strøede om sig med penge uden at have klasse.

Et tragisk dansk kapitel i 1. verdenskrig var de mange sønderjyder, som var blevet indkaldt til den tyske hær pga. Sønderjyllands placering i det tyske rige på dette tidspunkt. Man mener at op mod 4.000 dansksindede sønderjyder mistede livet på tysk side. Endvidere mistede 722 danske søfolk og fiskere livet, når de stødte på miner udlagt i bl.a. Nordsøen eller blev sænket af tyske ubåde. I Mindeparken nedenfor Marselisborg Slot i Århus er der rejst et mindemonument med navne på de 4.140 faldne i 1. verdenskrig.

Sønderjyden Christian Johannsen fløj en Albatros D.III i de kejserlige Fliegertruppen og nedskød tre franske, 1 britisk, 1 italiensk og 1 amerikansk fly.²⁾ Luftskibsbasen i Tønder blev i 1918 bombet af britiske hangarskibsfly.³⁾.

• Belgien: 13.700
• Britiske imperium: 908.000
  • *Australien: 60.000
  • *Canada: 60.000
  • *Indien: 25.000
  • *Newfoundland: 1.254
  • *New Zealand: 16.000
  • *Sydafrika: 7.000
  • *Det Forenede Kongerige: 715.000
• Frankrig: 1.375.000
• Franske kolonier: 100.000
• Grækenland: 5.000
• Italien: 530.000
• Japan: 300
• Montenegro: 3.000
• Portugal: 7,200
• Rumænien: 436.000
• Rusland: 1.700.000
• Serbien: 40.000
• USA: 116.516

• Østrig-Ungarn: 1.200.000
• Bulgarien: 87.500
• Tyskland: 1.800.000
• Osmanniske Rige: 325.000

• Armenien: 1.150.000
• Østrig-Ungarn: 300.000
• Belgien: 30.000
• Bulgarien: 275.000
• Frankrig: 40.000
• Tyskland: 760.000
• Grækenland: 132.000
• Norge: 1.900
• Rumænien: 275.000
• Rusland: 2.000.000
• Serbien: 950.000
• Storbritannien: 31.000
• Osmanniske Rige: 1.000.000

1. verdenskrig er også interessant som den store desillusions krig. Denne desillusion kommer i høj grad til udtryk i de mange skildringer af denne moderne krigserfaring i litteratur og billedkunst. Enkelte, som fx Ernst Jünger, har dog fastholdt et forsvar for krigen som en heroisk udrensning.

• Otto Dix (adskillige malerier 1914-1926)
• Ernst Ludvig Kirchner (fx Selvportræt som soldat, 1915)
• Fernand Legér (fx Kortspillet, 1917)
• C.R.W. Nevinson (fx Machine-Gun, 1915)

• Ernest Hemingway: In Our Time (1925), Farvel til våbnene (1929)
• Ernst Jünger: In Stahlgewittern (1920), Der Kampf als inneres Erlebnis (1922)
• Erich Maria Remarque: Intet nyt fra vestfronten (1929)
• 10 misforståelser om 1. Verdeskrig