**Emil Didus Friis Terkelsen**, generaldirektør [[jernbaner:DSB]] 1945-1955. Født 25. april 1885. Død i 4. juli 1967 

Søn af trafikassistent i Esbjerg senere stationsforstander i [[jernbaner:Borris station|Borris]] Peder Terkelsen og således opvokset med jernbanen. Præliminæreksamen 1901 og efterfølgende elev på Borris station. Fra 1910 trafikassistent i [[jernbaner:Odense station|Odense]], derefter til distriktet (distriktchefens kontor). Redaktør af //[[jernbaner:Vor stand]]// 1916-1920 og lærer ved Jernbaneskolen 1921-1931. Forflyttet til generaldirektoratet og avanceret til fuldmægtig 1926. 1933 udnævnt til chef for Personale- og Regnskabsafdelingen hvor regnskabvæsenet blev moderniseret. Efter [[Peter Knutzen]]s afgang blev han i 1945 udnævnt til generaldirektør.

Emil Terkelsen, der havde været DSB direktør, kunne slet ikke klare situationen som pensionist. Hele sit voksenliv havde han været opslugt af sit arbejde. Nu følte han sig kasseret. Han anklagede velfærdssamfundet for at nægte de ældre adgang til arbejdets velsignelse. Hobbies var for ham et surrogat uden næring.

Han talte om sanserne, der svigter, og satte spørgsmålstegn ved, om der skal holdes liv i de gamle. Han klagede over, at man //ikke dør på en dag, men stykvis, på ratebetaling, med smertetunge afkald hen ad vejen//. Alderdom var for ham en grusom straf. Først til allersidst talte han om den som en opgave, vi selv skal være med til at løse, men han tvivlede på, at det kan lykkes.

  *Afløste [[Peter Knutzen]]
  *Afløstes af [[Povl Hjelt]]

  *[[historie:DSB's generaldirektører]]