**Sporvidde** er afstanden mellem [[skinne]]r på en skinnevej - det være sig [[jernbane]], [[sporvej]], [[rutsjebane]], [[minebane]] etc. Afstanden måles som mellem midtpunktet af skinnerne. Normalspor har en sporvidde på 1435 mm som fastlagt af [[George Stephenson]] i forbindelse med anlægget af [[Stockton Darlington Railway]] - normalt anerkendt som verdens første egentlige jernbane. For den normale sporvidde på 1435 mm forekommer tilladelig afvigelser -3 til +10 mm; måling sker i en højde af 15 mm under skinnens køreflade. I [[sporskifte|sporskifter]] gælder særlige krav. I kurver forøges sporvidden (sporudvidelse); oprindeligt anvendtes op til 35 mm sporudvidelse, nu kun op til 15 mm. [[Smalspor]] betegner sporvidder under 1435 mm, [[bredspor]] tilsvarende over 1435 mm. [[Preussische Kleinbahngesetz]] fra 1892 fastlagde fire sporvidder som værende dækkende for behovet i [[Preussen]] og denne lov blev normdannende for hele det nordtyske område og nabolande, herunder Danmark. Den største af de i denne lov fastlagte smalspor, 1000 mm (benævnt [[meterspor]]), blev stort set enerådende blandt danske smalsporede jernbaner og anvendtes også af Århus sporveje (derimod havde roebanerne en sporvidde på 700 mm og [[Faxe Jernbane]] 791 mm, mens andre industribaner kunne have nærmest vilkårlige sporvidder), mens man eksempelvis i Sverige i stedet hyppigt brugte 1067 mm (kaldt kapspor efter dens dominans i [[Kapprovinsen]]), hvorfor denne i Sverige kaldes smalsporsnormalen. Normalspor er stort set enerådende i [[Nordamerika]] og på europæiske hovedlinjer med undtagelse af [[Iberien]] og de tidligere russiske - senere sovjetiske - domæner (således [[Finland]]). Bredspor er til gengæld dominerende i [[Sydamerika]], [[Indien]] og som nævnt [[Spanien]], [[Portugal]] og [[Rusland]]. Kapspor bruges af en del afrikanske lande og [[Japan]], mens metersporet er dominerende i enkelte lande i [[Afrika]] og [[Asien]]. Den mindste sporvidde anvendt ved jernbaner er 260 mm; den skulle kunne opleves på [[Wells Walsingham Light Railway]] (10 km). En sporvidde på 2000 mm skulle stadig kunne opleves på [[CairnGorm Mountain Railway]]. En sporvidde på 2440 mm har været anvendt på en tømmerbane i USA (Oregon) og endelig skal der have været planer i Tyskland i 1930'erne om et stamnet af baner i Europa med en sporvidde på 3000 mm. === Se også === * [[Jernbane]]