{{ Historie:Max-hoffmann.jpg?x250|Max Hoffmann}}

'''Max Hoffmann''' (født 25. januar [[1869]] i [[Homburg an der Efze]] - død 8. juli [[1927]]) i [[Bad Reichenhall]]. Tysk general under [[1. verdenskrig]]. Regnes ofte for Tysklands mest geniale strateg.

Max Hoffmann var søn af krigsretsråd Julius Hoffmann og hustru Friederike Charlotte Alwine du Buisson. Han gik på gymnasiet i Nordhausen fra 1879 til 1887, og efter studentereksamen blev han musketer i det 4. Thüringske Infanteriregiment i [[Torgau]]. Samme år kom han på den kongelige krigsskole i [[Neisse]], og i august 1888 blev han udnævnt til [[sekondløjtnant]].

Fra 1895 til 1898 gik han som premierløjtnant på krigsakademiet i Berlin. Efter bestået eksamen og uddannelse til russisk tolk var han på en seks måneder lang studierejse til [[Rusland]]. Efter hjemkomsten gjorde han i fem år tjeneste i generalstabens russiske afdeling.

Under den russisk-japanske krig 1904-5 var han [[militærattaché]] på den japanske side og fulgte kamphandlingerne i [[Manchuriet]] på nærmeste hold. Han blev udnævnt til [[kaptajn]] i [[1901]] og [[major]] i [[1907]].

Ved 1. verdenskrigs udbrud blev han 1. generalstabsofficer (d.v.s. operationsofficer) ved 8. armé i [[Østpreussen]]. I denne stilling udarbejdede han planerne for slagene ved [[Slaget ved Tannenberg (1914)|Tannenberg]] og de Masuriske Søer.

Da [[Paul von Hindenburg]] og [[Erich Ludendorff]] vendte tilbage til [[Berlin]] i [[1916]], blev [[Prins Leopold af Bayern]] udnævnt til chef for de tyske hære på østfronten (Oberbefehlshaber Ost), og Hoffmann blev som generalmajor udnævnt til hans stabschef. I den følgende tid lykkedes det ham at få kommando over alle tropper på østfronten, herunder også de [[Østrig-Ungarn|østrig-ungarske]]. Efter revolutionen i Rusland og de første forgæves fredsforhandlinger stod Hoffmann i spidsen for en fornyet offensiv, hvorunder De Baltiske Lande og [[Ukraine]] blev erobret på få uger. Resultatet blev freden i [[Brest-Litovsk]], hvor [[Rusland]] måtte afstå [[Finland]], De Baltiske Lande og [[Polen]].

Efter krigen skrev han sine erindringer under titlen "De forsømte muligheders krig". I denne bog er han meget kritisk overfor specielt [[Erich Ludendorff]]. Det gælder specielt situationen efter den russiske revolution. Ludendorff valgte at bruge de frigjorte tropper fra østfronten til en fornyet offensiv mod [[Frankrig]] i foråret [[1918]]. Hoffmann anså dette for en alvorlig fejl.

Ifølge Hoffmann burde [[Tyskland]] allerede i november [[1917]] have sendt tropper til [[Skt. Petersborg]]. Her kunne man med små midler have nedkæmpet revolutionen. [[Tyskland]] kunne så have indsat sin egen regering i Rusland og tvunget landet ind i en alliance. Dernæst skulle man have trukket alle tropper ud af Frankrig og Belgien og have indtaget defensive positioner langs grænsen sammen med et symbolsk troppekontingent fra den nye allierede [[Rusland]]. Hoffmann mente, at man derved kunne have frataget [[USA]] og måske også [[England]] motivationen til en videreførelse af krigen og dermed være nået frem til en fredsaftale.

I begyndelsen af 20'erne arbejdede Hoffmann aktivt for at etablere et samarbejde eller en alliance mellem Tyskland, Frankrig og England mod det kommunistiske [[Sovjetunionen]]. På en måde kan han altså ses som en af de første fortalere for den tysk-franske forsoning og etableringen af [[NATO]].