[[historie:Ærkebiskop]] **Jakob Erlandsen** († [[jernbaner:1274]]). Han var søn af Erland og Cæcilie (der var datterdatter af [[Sune Ebbesen]]).

Som [[historie:domprovst]] i [[historie:Lund (Sverige)|Lund]] deltog han som advokat for [[Erik 4. Plovpenning]] i [[koncil]]et i [[Lyon]] i [[1245]], men talte for [[Niels Stigsen]] ([[biskop]] i [[historie:Roskilde]]) mod kongens ønske og fik derefter beslaglagt både sine kirkelige indkomster og sit arvegods. Blev senere forligt med kongen.

[[Pave]]n udnævnte ham i [[jernbaner:1250]] til biskop af Roskilde, og han fik derefter på pavens foranledning udleveret sit gods og byen København. København fik af ham sin første [[historie:stadsret]] i [[jernbaner:1254]], og samme år blev han [[ærkebiskop]] i [[historie:Lund domkirke|Lund]].

Kom i strid med kongen om en række kirkelige forhold (bl.a. gejstlige ledingsbyrder, skattebyrder, ærkebispens lenspligt og bispevalgene). Jakob Erlandsen oprettede skoler i Roskilde og Lund og fik ved kirkemødet i [[Vejle]] i [[jernbaner:1256]] vedtaget, at riget ville blive pålagt interdikt, såfremt en biskop fængsledes eller led overlast med kongens formodede samtykke.

Under striden med kongen blev ærkebispestolen frataget alle privilegier. Han nægtede at krone tronfølgeren og gik i forbund med kongens fjender. [[Christoffer 1.]] fængslede ham i [[jernbaner:1259]], men han blev frigivet af Christoffers enke dronning [[Margrete Sambiria]]. Han fortsatte sine stridigheder med kongemagten, men opholdt sig mest i nabolandene. I [[jernbaner:1272]] forelagde han sin sag i [[Rom]], hvor der blev opnået forlig med kongen.

Jakob Erlandsen døde på [[Rygen]] på vej hjem fra Rom i 1274. Ved opgravning og undersøgelse af liget har man i nyere tid fastslået, at han blev dræbt med en pil fra en [[historie:armbrøst]].