**Corfits Ulfeldt til Kogsbølle** (død [[12. marts]] [[1563]]), [[Danmark|dansk]] [[kannik]]. 

Han var søn af [[Knud Ebbesen Ulfeldt til Kogsbølle]] (senere [[Holckenhavn]]) og Anne Eriksdatter Hardenberg. Inden han blev voksen, fik han et kannikedømme i [[Roskilde Domkirke]] af sin fætter [[biskop]] [[Joachim Rønnov]], hvad der synes at have sat en del ondt blod i datidens gejstlige verden. 

Ved reformationen tabte kirkens embeder tiltrækning i adelens øjne, og også Corfits Ulfeldt trådte delvist tilbage. Efter at være indtrådt i den civile statsstyrelse som sekretær i [[kancelli]]et, forlenedes han i [[1546]] med [[Thyholm Provsti]] og [[Hvidbjerggård]],
ligesom han havde beholdt sit kannikedømme. Året efter havde han den ærgrelse som garant for [[Jep Tordsen Sparre]] at måtte indbetale 400 jokimsdalere til kongen, da Jep havde misligholdt sine forpligtelser.

[[Christian 3.]] forlenede ham i [[1550]] yderligere med [[Sørup]] på [[Falster]] og i [[1552]] med [[Vor Frue Kloster]] i Roskilde. Senere afstod han sit kannikedømme til kongens livlæge [[Jakob Bording]], men til gengjæld fik han et andet embede, [[St. Laurentii Kapel]], og da han  havde købt [[Selsø]] Hovedgård af [[Hans Barby]], gav kongen ham [[Eskildsø]] i [[Isefjord]]en, først som len og straks efter i magelæg. I [[1561]] skænkede kongen ham [[Gråbrødrekloster]]et i Roskilde, og endelig fik han i [[1562]] tilladelse til at indløse pantelenet [[Hundslund Kloster]] fra panthaveren.

Ved nytårstid [[1563]] sendtes Ulfeldt og [[Jacob Brockenhuus]] som gesandter til [[Stockholm]], bl.a. for at formå den [[Sverige|svenske]] konge til at frafalde brugen af det danske og norske våben, men gesandtskabet gjorde snarere ondt værre. På hjemvejen blev Ulfeldt pludselig syg og døde 12. marts 1563 på [[Hillerødsholm]]. 

Han blev aldrig gift.